De syv dødssynder

Hvorfor synes mange at det er kontroversielt at hjemmetræne sit eget barn. Her er forklaringen.

 

De syv dødssynder er en klassifikation af synder, som oprindeligt blev brugt i den tidlige kristendom. En "dødssynd" var et udtryk for et menneskets principielle oprør mod Gud og rev den troende ud af nåden. Hvis ikke dødssynden blev skriftet og tilgivet, førte den til åndelig død og fortabelse.

For forældre, der har fravalgt de traditionelle tilbud for deres børn med deraf følgende kritik fra handicapindustriens ansatte, skal der ikke så megen fantasi til at se, en vis ironisk lighed med de gamle katolske dogmer.

Det skal dog retfærdigvis siges, at den offentlige forståelse for hjemmetræning er blevet langt bedre, hvilket i 2008 førte til en ny lov, der giver kommunerne mulighed for at støtte forældre, der ønsker at hjemmetræne.

Ser man hjemmetræning fra lægernes og systemets høje pedestal, ER det faktisk en kontroversiel metode. Først og fremmest på grund af syv helt elementære principper – de syv dødssynder:

  1. Forældrene tager det overordnede ansvar for barnet (hovmod).
  2. Træning og stimulering foretages primært af forældrene (griskhed).
  3. Forældrene opsøger viden om neurologisk træning (nydelsessyge).
  4. Barnet udmeldes (så vidt muligt) af specialinstitutionen (misundelse).
  5. Anvendelse af naturlig økologisk og uforarbejdet mad (frådseri).
  6. Naturmedicinske principper erstatter kemisk medicin (vrede).
  7. Prioritering af familien og mere tid til børnene (ladhed).

I disse syv grundliggende principper er der også en række fravalg, hvor først og fremmest den medicinske behandling fremkalder modstand i en verden, hvor alle svar på sygdom er medicin. Myten om den nødvendige medicin præger i høj grad også neurologiens verden og er hjørnestenen i kritikken – der er ikke penge i at gøre børn raske, hvor kynisk det end måtte lyde.

1. Forældrene tager det overordnede ansvar for barnet

I det moderne velfærdssamfund er det en uskreven regel, at forældre skal koncentrere sig om at være forældre. Vi skal dermed ikke være lærer, træner eller behandlere. Ja, selv almindelig pasning af helt små børn, skal vi helst ikke bruge vores kostbare tid på. Det har man professionelt uddannet fagfolk til.
Forældre med raske børn har helt naturligt den fulde selvbestemmelse over deres egne børn, men for forældre, der har børn med diagnose eller særlige behov, stiller situationen sig noget anderledes.

Disse børn gøres ofte til patienter, hvorefter de knyttes til specielle faggrupper, der får en betydelig myndighed over barnet. Når forældre ønsker at gå en anden vej end den de offentlige faggrupper har besluttet, kommer der ofte en konflikt. Primært, fordi vi forældre har et ønske om af afprøve flere muligheder, har langt højere ambitioner og er ikke bundet af traditionel tankegang – vi ser et helt andet og større potentiale i vores børn.

2. Træning og stimulering foretages af forældrene

Den ovenstående konflikt fortsætter, når forældrene påberåber sig det fulde ansvar for programmet og dermed for selve behandlingen. Den vestlige velfærdsmodel betragter grundlæggende forældre som ikke uvidende og uuddannede i forhold til sygdomsbehandling. Det til trods for at forældre har født, passet og behandlet deres børn for alverdens sygdomme i tusindvis af år.

Dertil kommer at ingen forældre kaster sig ud i et hjemmetræningsprogram uden at have fået en grundlæggende og ofte vidtgående indsigt og uddannelse i træning og terapeutiske principper. Ligger man vores naturlige omsorg og medfødte kærlighedsgener oveni, viser det sig næsten altid, at vi forældre er sublime trænere, undervisere og behandlere for vores egne børn.

3. Forældrene opsøger viden om neurologisk træning

Når det handler om værktøjer og viden til at hjælpe vores raske børn har vi uanede muligheder og viden i rygsækken, men når det kommer til at t forestå træning og behandling af børn med neurologiske problemer, skal der ny viden til. Det handler om at forældrene skal på skolebænken og få de værktøjer, der skal til for at forestå et neurologisk program og tage ansvar for en række vigtige beslutninger.

4. Barnet udmeldes (så vidt muligt) af specialinstitutionen

En af de største fejl man har gjort på handicapområdet er at kopiere institutionslivet fra raske børn. Det gælder især for børnehave og skole. Systemet forlanger at børn med hjerneskade og særlige neurologiske problemer skal placeres i børnehave og skole, blot med den forskel, at det nu hedder specialbørnehave og specialskole. Det er magtpålæggende for samfundet at børnene placeres i disse institutioner, fordi de dermed kan foregive, at der er opnået en vis grad af kontrol over deres problemer, selvom dette reelt ikke er tilfældet. Tværtimod er den slags institutioner ofte ren opbevaring og pasning. Der er ikke tale om egentlig behandling og undervisning. Endsige hensynstagen til disse børns ofte vidtgående fysiologiske problemer og intolerance for bestemte fødevarer. Specialinstitutioner er IKKE lavet for børnenes skyld, men fordi det dog er mere humant at lave en fin moderne institution end at gemme dem væk på loftet, som man gjorde i gamle dage.

5. Naturmedicinske principper erstatter kemisk medicin

Indenfor hjernesygdomme kan medicin ikke behandle problemet til bunds, i bedste tilfælde kan det afværge symptomer af sygdommens egentlige årsag. Det være sig indenfor fx epilepsi, spasticitet, autisme eller ADHD.

Den neurologiske træning og stimulering bestræber behandling af selve hjerneskaden uden anvendelse af medicin, og står derfor i skærende kontrast til den offentlige behandling. Derfor vil nogen altid hævde at metoden er "alternativ", uanset om naturlige principper og naturmedicin kom tusinder af år før den kemiske medicin.

6. Anvendelse af naturlig økologisk og uforarbejdet mad

Den neurologiske træning og stimulering arbejder helt grundlæggende med at få barnets fysiologiske og ernæringsmæssige balance i en optimal tilstand. Dette indebærer en række fravalg af konventionelle fødevarer, som i dag er indbygget i den danske ernæring. Fx kemi, sukker, mælk, gluten og tomme kulhydrater i brød, pasta og ris. De økonomiske interesser i dårlige fødevarer er enorme og vil derfor altid have magt og mulighed for at generere oppositionelle synspunkter i medierne, når man opfordrer til et fravalg af disse.

7. Prioritering af familien og mere tid til børnene

Ordet "kvalitetstid" er opfundet af travle forældre med dårlig samvittighed. Det handler om kvantitetstid. Børn kræver tid og børn med særlig behov kræver ekstra meget tid. For at programmet bliver så rart og virkefuldt som muligt er det vigtigt at have god til til at veksle mellem kærlig omsorg, opmuntring, krav og belønning.

Så ja, at hjemmetræne sit barn med neurologisk træning og stimulering kan i denne moderne verden forekomme kontroversielt. Ikke desto mindre bliver vi nødt til at fastholde retten til at være kontroversielle. For det handler om vores børns fremtid – ikke om principper, overenskomster og vanetænkning.

Spørg Hjernetips.dk

Send os gerne en e-mail

eller ring på 70 20 60 27 (9-12)

 

dashed

dommer

 

dashed