Familien af idag

DEBAT: Det er vist ikke forkert at kalde familien for samfundets første og ældste institution. Den har overlevet naturkatastrofer, regimer, religioner, krige, kulturoprør og politiske idealer. Selvom familien er samfundets mest eftertragtede og forebyggende institution, har den desværre aldrig fået politisk anderkendelse.


AF LARZ THIELEMANN

 

Familien opstod som en pragmatisk nødvendighed, først for dyrene og senere for os mennesker, men i velfærdsstaten er familien for det enkelte individ ikke så afgørende for overlevelse. Det som for blot 30-40 år siden var helt klare opgaver for familien er nu overtaget af staten, fordi den generøst uddeler velfærdsydelser til den enkelte.

På trods af det, er kernefamilien stadig idealet for de fleste. En undersøgelse lavet af Epinion i 2011, svarede hele 75 procent, at de stadig har kernefamilien som idealet. Og spørger man børnene er tallet endnu større.

– I en rigtig familie skal mor og far bo sammen. Mine forældre er skilt, men jeg synes, det passer bedst i en familie, når mor og far bor sammen, fortæller Zoe, der går i 5. klasse. Den opfattelse deles af langt de fleste børn på hendes alder. Børnerådets undersøgelse fra 2011 med 1.324 børn viste, at 77 procent af børnene i 5. klasse mente, at kernefamilien var den bedste familieform. Hvis ikke velfærdsstaten kompenserer individet, skabes et afhængighedsforhold til familien, siger velfærdsstatens fortalere.

familie

Spørgsmålet er bare, om velfærdsstaten gør det bedre? Danmark er ifølge en international undersøgelse fra 2006 det land i EU, hvor enlige forældre får de største tilskud fra det offentlige. Det er typisk kontanthjælp, børnetilskud, boligstøtte og rabat på institutionspladser. Lidt hårdt sagt kan man sige, at staten belønner at mor og far går fra hinanden. Burde man i stedet for en børnecheck ikke indføre en ægteskabscheck? Jeg ved godt, hvad Zoe ville sige.

Velfærdsstatens omsorg har således ikke kun slået verdensrekord i skilsmisser og splittede familier. Den har også slået rekorder i druk, depressioner og ensomhed. Rigspolitiet beretter, at næsten hver tiende dansker dør helt alene, uden hverken pårørende eller offentligt ansatte i deres nærhed. Det er ikke indlysende, hvorfor vi som mennesker skulle være bedre stillet ved at være afhængige af staten end ved at være afhængige af vores egen familie. Ville det ikke være bedre, hvis flere par blev sammen, så vi kunne være samme om at opdrage vores børn og have hinandens støtte i alderdommen? Er det med den overvejelse i baghovedet virkelig formålstjenligt, at den danske stat giver EU's største offentlige tilskud til skilsmisser?

Institutionsbørn

Samfundsudviklingen har i de sidste årtier haft en tendens til at nedtonet de maskuline værdier. Egenskaber som myndighed, disciplin, ansvar, behovsudsættelse, arbejdsomhed og lydighed er blevet en by i Rusland. Hvorimod feminine værdier, som omsorg, nærhed, umiddelbar behovstilfredsstillelse, følsomhed og kreativitet har stået højere på listen. Blandt andet, fordi mange børn hovedsageligt opdrages af en kvinde. Ikke af mor, men af kvindelige pædagoger og skolelærere. Alt for mange børn lever så at sige i et faderløst samfund. Børn har brug for begge værdisæt. Et liv bestående af pligt, arbejdsomhed og selvbegrænsning bliver trist. Omvendt er et liv bestående af nærhed, følsomhed og terapi jo heller ikke sundt. Børn har brug for begge køn. Hvorfor ikke tilskynde det, i stedet for det modsatte.

I dag anbringes et dansk gennemsnitsbarn uden for hjemmet i en institution 6-8 timer dagligt, fra det er 11 måneder gammel. Den lille baby med en hjerne, som først er moden til større sociale udfordringer efter 3-års alderen, sættes sammen med andre umodne hjerner langt borte fra mors trygge skød. Især hørelsen er slet ikke klar til at modtage det høje lydniveau, der ofte er i en vuggestue. Det frembringer en stress-faktor, der kan skabe grobund for adfærdsforstyrrelser senere i barndommen. Det er de fleste sagkyndige sådan set enige om, men forældrene skal jo tilbage på arbejdsmarkedet hedder det. Men hvorfor skal vi absolut spille "russisk roulette" med vores barn, ved at halse tilbage på arbejdsmarkedet på et tidspunkt, hvor vi burde tage vare på det kæreste og mest elskede, vi har? Det skal vi, fordi velfærdsstaten skal løse de opgaver, familien selv kunne klare tidligere. Det koster så mange penge, at vi skal betale over halvdelen af vores løn i skat, hvilket betyder, at vi må arbejde rigtig længe for at tjene det vores arbejdsindsats reelt er værd.

Børn kræver ansvar

Den meget tid i institution i en verden med pædagoger, guider og service skaber også ulykkelige børn. Vi hører om børn på lykkepiller, børn der prøver at begå selvmord og flere børn får psykiske lidelser og proppes med nervemedicin. Er det mangel på kærlighed, der skaber disse triste statistikker? Gør vi alt for disse børn har det godt? Der er ingen enkle svar på sådanne tragiske omstændigheder, men min bedste forklaring er, at barnet i velfærdsstaten lider fordi, der ikke stilles krav til dem. Der er simpelthen ikke er brug for dem.

På en rejse til Færøerne læste jeg om ægteparret Jógvan og Eva og deres to små børn Døgg og Sproti, der bor alene på den isolerede færøske ø Stora Dímón. Man kan kun komme til øen med helikopter. I artiklen spørger journalisten, hvad de stiller op med deres børn, når der ikke findes en børnehave eller andre børn at lege med? Dertil svarer faderen: "De er med i alt, hvad vi laver". Der er i den grad brug for Døgg og Sproti, deres liv har en meget præcis mening. De er en del af den daglige arbejdsstyrke, de har opgaver og ansvarsområder. Der er behov for dem og de nyder stor tillid.

I det moderne velfærdssamfund er børn ikke nødvendige. Deres eneste opgave er at fungere som ressourcekrævede forbrugere. Hvis to børnehavebørn sygemeldes reagerer personalet med: "Fedt, to børn færre." Denne reaktion er ikke ensbetydende med at pædagogerne er ligeglade med børnene. Det viser bare, at disse børn ikke er nødvendige i deres børnehave. Når et barn ikke har pligter eller opgaver bliver det til kedsomhed, meningsløst legetøj eller computerspil. Forældrene er ikke hjemme og børnene bygger deres egen verden, hvor forældrene bliver gæster på børnenes præmisser.

Kødgryderne

Børn vil lære, børn vil udfordres, børn vil stimulere deres hjerne hele tiden, uafbrudt. Nogle børn er gode til selv at opsøge stimuli, men rigtig mange er dårlige til det og har brug den voksne opmærksomhed og intelligente mod og medspil. Glem alt om kvalitetstid – det hedder kvantitetstid.

Lad os tage to scenarier: 1. Mor forsøger at forberede middagen. Lille Jonas klamrer sig til hende og ønsker at blive båret. Et hav af legetøj omgiver ham, men han er ligeglad. Han er klynker og græder. Mor sukker og kæmper med det grædende barn på armen, men hun kan ikke koncentrere sig og begynder også at græde. Livet er bare for meget, og hun får absolut intet gjort.

2. Mor mærker at Jonas vil op, så hun løfter ham op og sætter ham på køkkenbordet ved siden af komfuret. Hun beder ham om gulerødderne som ligger i vasken. Hun skræller en og giver den til Jonas og beder ham putte den i gryden. Det fortsætter indtil alle gulerødder er i gryden. Mor roser Jonas, fordi han laver mad og er så dygtig. Jonas er stolt og er nem at motivere næste gang.

Familien har brug for Jonas. Livet giver mening, fordi mor laver en social og praktisk deling. Jonas bliver inviteret indenfor i mors verden, der er langt mere spændende end det legetøj, der ligger nede på gulvet.

Men hvad er min pointe? Kvinderne tilbage til kødgryderne? Tja, det ville da være en god løsning i den periode, hvor børnene er små og har brug for at lære om livet, samtidig med at de får omsorg og kærlighed fra den person de elsker allermest i hele verden. Men det er ikke op til mig at beslutte, hvordan familierne organiserer deres familier. Det må familierne selv, men det skal være på mere valgfrie vilkår. I landet med verdens højeste skattetryk er alt for mange forældre presset til at aflevere børnene i institutioner, fordi vi skal tjene mange flere penge end dem vi selv skal bruge.

Spørg Hjernetips.dk

Send os gerne en e-mail

eller ring på 70 20 60 27 (9-12)

 

dashed

familie-lob

 

dashed

 

Heja Sverige

Svenskerne har 69 ugers barselsorlov (mod 52 uger i Danmark), ret til deltid indtil barnet fylder otte år og 60 omsorgsdage per forælder til at være hjemme med et sygt barn, hvor man får udbetalt 80 procent af sin løn af staten.

 

dashed