Familien er svaret

Hendes lange kamp er en inspiration. Lone Hertz' foredrag i Det Lille Teater i Aalborg arrangeret af LEV Nordjylland tog sit udgangpunkt i de erfaringer Lone har haft med sin egen hjerneskadede søn Tomas, der idag er en voksen mand.

 

– Jeg har lært af mit liv med Tomas ikke at forvente hjælp. Ikke fra nogen. Men livet med Tomas har også lært mig, at når hjælpen så alligevel kom dumpende, har jeg lært at være taknemmelig. Jeg har lært ikke at tage noget som helst fra andre mennesker som en selvfølge. Det tungeste i livet med Tomas har ikke været Tomas, oplever jeg, men dét at samfundet ikke har hjulpet Tomas, vores familie og mig helhjertet.

Tomas kan ikke tale, men han forstår alt. Tomas tænker dybt over livet. Ja, jeg vil påstå, at han er direkte godt begavet, har stor viden, men altså uden at kunne kommunikere det ud til mennesker i dagligdagen. Han skriver om sin egen situation: Jeg tier stille, fordi jeg frygter hele verden.

Forældre er god arbejdskraft. De kæmper for egen overlevelse. De tæller ikke overtimer eller arbejdstidsregler. Forlanger ikke kaffepauser eller ferier. Og forældre ved faktisk noget, som de professionelle ikke ved, simpelthen fordi de er nødt til at bruge livet på at studere det menneske, de har ansvaret for.

På grund af isolationen, spærret inde i sin egen hjerne, gennem 33 år – uden mulighed for at henvende sig til mennesker med sine tanker, ønsker, behov – og på grund af mangel på stimulation fra omverdenens side – udviklede han allerede fra barn en psykose som følgehandicap – sådan måtte det simpelthen gå.

Tænk bare på sportsmanden og svømmeren, Peter Rohde, som blev arresteret for narkosmugling og sat i isolationsfængsel i ét år. Han er idag vurderet som psykotisk. Så lidt skal der til, for et voksent menneskes hjerne tager skade. Hvad sker der så ikke med en uudviklet barnehjerne ved livslang isolation.

Svømmeren har idag med rette fået millionerstatning. Sådan erstatning kommer næppe på tale på trods af isolation, hvis man fejlagtigt er stemplet åndssvag.

Ingen synes overhovedet, at et menneske med etiketten »åndssvag« stemplet i sygejournalen har ret til at komme ud af isolationen. Ingen synes, at et sådant menneske har ret til et sprog.

Jeg vil vove den grove postulering, at alle mennesker er af ånd og skal behandles som åndsmennesker: Individuelt med omtanke og respekt – og tales til i en ligeværdig, aldersvarende tone, med et aldersvarende indhold.

I Tomas' bofællesskab kan jeg høre Tomas på 33 spurgt: "Vil du gerne have lov at bede om lidt mere mad, Tomas' Jeg græder sku? Indvendig. Sådan taler man til et fire års barn.

Når hjernen er ramt på et menneske, så har vi andre såkaldte normaltfungerende ikke indlevelsesevne til at opleve disse mennesker som voksne. På samme måde, som vi ofte behandler vore gamle.

Den manglende optræning

Men værst af alt for den tidligt hjerneskadede: Man gør heller ingen indsats for at optræne de manglende færdigheder.

Hvis man brækker et ben, jammen, så lægger man benet i gips, og så træner man selvfølgelig musklerne op igen. På samme måde med et hvert andet sted, hvor der sætter skader ind. Man forsøger at rette op.

Sådan er det ikke, hvis man har en skade i hjernen. Man forsøger ikke at optræne hjernevirksomheden, der hvor skaden vitterlig er sket. Man forsøger ikke at bearbejde dem intellektuelt. Man giver dem ikke samtaleterapi eller oplyser dem aldersvarende, man forsøger ikke at samle dem op som åndsmennesker.

Man sætter dem istedet til at tegne og male – sommetider endda fingermale som i børnehaven. De laver keramik, syr, væver og strikker. De bager, braser og koger. De lapper cykler. De passer dyr og luger have med de grønne fingre – man giver dem kun håndens arbejde. Og denne kreavitet er også vigtig, men ikke kun den, når det er hjernen, der skal sættes i sving, hovedet, der skal fyldes på.

Familien som hjælpere

Man burde investere i familien, sådan som jeg oplever det. Det er i længden den billigste hjælp for samfundet. Man kunne åbne hjemmene som pratikplads. En oplagt mulighed for atforbedre familiens kår, samtidig med at man også forbedrede den pædagogiske uddannelse. Jeg er overbevist om, at der kan læres mange væsentlige ting fra familierne. Ikke mindst i forhold til forældrepædagogsamarbejdet. Som jo er en glæde at opleve som forældre, hvis det fungerer. Forældrene vil gerne samarbejde; det er jo deres eget liv de arbejder for. Forældre er god arbejdskraft. De kæmper for egen overlevelse. De tæller ikke overtimer eller arbejdstidsregler. Forlanger ikke kaffepauser eller ferier på uhensigtsmæssige tidspunkter. Og forældre ved faktisk noget, som de professionelle ikke ved, simpelthen fordi de er nødt til at bruge livet på at studere det menneske, de har ansvaret for. Forældre og pårørende burde være et nødvendigt supplement til de professionelle.

For mig er det at være hjælper for vores skrøbeligste, et af de smukkeste, men også hårdeste stykker arbejde.

Som forældre har jeg også en heftig længsel efter den fulde integration; at alle mennesker lever side og side med alle andre slags mennesker. Ikke mindst dét, at vore børn vokser op side om side. At fremmedgørelse, udelukkelse og al appartheid holder op.

Spørg Hjernetips.dk

Send os gerne en e-mail

eller ring på 70 20 60 27 (9-12)

 

dashed

lone-hertz

Lone Hertz's fremragende foredrag er tidligere bragt i LEV Bladet.

 

dashed