Historien om Nikolaj

Tiden i børnehaven var et mareridt for her blev Nikolajs udfordringer virkelig udstillet. Når vi kom om eftermiddagen følte jeg anklager fra alle sider. Pædagoger, der søgte mit blik så snart jeg trådte ind af døren, hvorefter der blev læsset af med alle de slemme ting Nikolaj havde gjort.

 

AF MOR MAJA TIDEMAND

Nikolaj blev født i marts 2010. Fødslen forløb ikke normalt da hans hoved stod skævt og måtte derfor ikke presses ud før hovedet havde ændret stilling. Det tog tre timer før han havde ændret stilling og var klar til at blive født.

Han var et barn som havde travlt med at komme frem i verden. Han kom hurtigt igennem flere motoriske faser. Set i bagklogskabens klare lys, gik det nok lidt for hurtigt. Kravlede efter 5 måneder, lærte at gå da han var 9 måneder og talte i sætninger på hans et års fødseldag. Nikolaj var en kvik dreng, altid ivrig efter at lære nyt og huskede utrolig godt. Han er og har altid været en kærlig, omsorgsfuld og meget empatisk dreng.  

Da han kom i vuggestue gik der imidlertid ikke længe før vi oplevede, at han havde det svært i relationerne til de andre børn, fordi han kunne finde på at skubbe og bide de andre børn. Og desværre blev tiden i børnehaven ikke bedre. Her blev Nikolajs udfordringer virkelig udstillet. Når vi kom om eftermiddagen følte jeg anklager fra alle sider. Pædagoger, der søgte mit blik så snart jeg trådte ind af døren, hvorefter der blev læsset af med alle de slemme ting Nikolaj havde gjort. Slået de andre børn flere gange end pædagogerne kunne tælle, sagt grimme ting og havde råbt af både børn og personale. At de ikke kunne få ham til at deltage i nogen former for samlinger, fælles aktiviteter eller var i stand til at være i eksempelvis en garderobesamtidig med de andre børn, uden der blev konfliker med voldsomme vredesudbrud.
Det var hverdagen for vores søn for halvandet år siden. Ønsket om ind imellem at kunne være usynlig, og snige sig ind og hente sit barn, uden at skulle høre på alt det negative, blev større og større dag for dag.

Som forældre gik vi med en konstant følelse af magtesløshed, frustrationer og følelsen af at alt vi gjorde var forkert.

Nikolaj var blevet en dreng uden selvværd, som aldrig følte sig god nok. Han turde ikke henvende sig til de andre børn og følte sig altid forkert og uden for fællesskabet. Når man spurgte ham, hvem der var hans bedste ven svarede han altid: “Mig selv”.

For at gøre ondt værre, faldt Nikolaj januar 2014 baglæns ned fra en stol og ramte en stor gulvvase med sit baghoved. Vasen smadrede og Nikolaj blev trøstet og fik noget koldt på, men små to døgn senere blev han rigtig dårlig, var svær at vække, havde kvalme og opkastninger og faldt flere gange til højre, til trods for han stod stille på gulvet. Nikolaj blev indlagt til observation for hjernerystelse. Det skulle vise sig at det kommende år bød på gentagne indlæggelser. Han fik diagnosen post-commotionelt-syndrom (mén efter hjernerystelse) samt en méngrad. Symptomerne skulle i en årrække vise sig at gøre ham mere træt end sine jævnaldrende og med enkelte migræneanfald. Ikke noget som hjalp på hans sociale udfordringer.

En dag i august blev jeg mødt af en pædagog med et brev i hånden. Det var en indstilling til psykologvurdering, så de kunne få en støttepædagog. Det i sig selv var ikke så chokerende, men beskrivelsen af Nikolaj og den hverdag han havde i børnehaven, gjorde at jeg gik derfra med tanken om, at nu skulle der ske noget. Nikolaj trængte til forandringer, hjælp og masser af kærlighed. Vi valgte at finde en ny børnehave, så både pædagogerne, os og ikke mindst Nikolaj, fik muligheden for at starte på en frisk. Det skulle vise sig at være den helt rigtige beslutning.

Vi fandt hjælp på Hjernetips.dk

Vi måtte også erkende, at det nok ikke var børnehavens skyld det hele. At der måtte være noget galt med ham, siden han havde så svært med at takle alle de sociale situationer.
Jeg begyndte desperat at søge nettet efter muligheder. Der måtte da være andre børn, der den slags udfordringer som vores Nikolaj. På hjemmesiden www.hjernetips.dk fandt jeg netop historier om børn som vores dreng. Det lød spændene og jeg kontaktede neuropraktiker Larz Thielemann, som er manden bag det forældrenetværk, som driver webstedet.

Jeg følte mig fortrøstningsfuld efter samtalen med Larz Thielemann og aftalte tid til en konsultation og et samarbejde i seks måneder.

På konsultationen lavede vi en neurologisk vurdering af Nikolaj, som viste, at han slet ikke kunne krybe. Det kom bag på mig. Han havde også et manglende samsyn og en sensitiv hørelse og følesans, hvilket ifølge Larz Thielemann havde stor betydning for den måde Nikolaj forstod sin omverden og evnen til at agere med andre børn. At han blev stresset og tog for mange ting ind i sin hjerne. Dertil kom at han afgiftes for gluten, mælk, sukker og kemi samt at der skulle ske en generel modning i hjernen. Alt dette gjorde at Nikolajs hjerne var 18 procent fra det tilsvarende barn på samme alder. Det gav mening og vi kunne nu bedre forstå, hvorfor vores dreng havde haft det så svært i børnehaven. Dagen sluttede med at vi gik hjem med et trænings- og kostprogram i hånden.

Den nye hverdag med hjemmetræning

En ny og spændende hverdag ventede os med flere timers daglig træning. Det var naturligvis en udfordring for os, som forældre og familie, men vi begyndte hurtigt at mærke små fremskridt og langsomt blev klogere på vores eget barn og lærte hvornår han havde det svært.

Det at opleve hans nye udvikling og fremgang undervejs, var med til at holde os oppe og igang. Eksempelvis at han fik samsyn, fik normal lugtesans, lærte at læse og hele tiden blev han mere moden og mindre sensitiv.

I den nye børnehave blev Nikolaj mødt af voksne med et nyt, friskt blik, en anerkendende  tilgang, knus og kram. Resultater af træningen og kostændringerne begyndte også at vise sig i hans tid i børnehaven. Han begyndte at skabe flere relationer til de andre børn, og blev i stand til at lege med dem i mindre grupper uden afvigende adfærd. Det var som vi havde fået en helt ny dreng. Eller vores gode “gamle” dreng, men i en gladere og mere veltilpas indpakning.
Programmet og træningen blev efterhånden hverdag. Det blev sat i system og dagens øvelser blev skrevet op i en træningsdagbog, så Nikolaj selv vidste hvad han skulle nå i løbet af de enkelte dage. Træningen var en del af vores fællesskab i familien på godt og ondt.

Arbejdet skal gøres færdigt

Efter et halvt år skriver jeg frem og tilbage med Larz og var egentlig indstillet på at stoppe her, vi synes jo at han havde udviklet sig meget, men Larz spørger lidt provokerende om vi så var færdige? Om Nikolaj var rask og normal og klar til skole? Og det måtte jeg jo tilstå, at han ikke var og Larz skrev tilbage:

Nikolaj har gjort store grundlæggende fremskridt det første halve år. Vi skal lave en ny evaluering og se, hvor langt der er igen og få revideret programmet. Så jeg synes, at vi skal gøre arbejdet færdigt og sigte mod normal skole.

Vi tager den anden konsultation – og godt for det. Nikolaj havde stadig neurologiske udfordringer med sensitiv hørelse og evner med at fungerer i større grupper. Udskyder tilfredsstillelse og motivere sig selv. Ikke desto mindre var der stor fremgang. Nikolaj fik følgende sejre: Normal syn med samsyn og evnen til at læse, normal følesans, kunne krybe og kunne til en vis grad være social med andre børn. Noget han absolut ikke kunne før vi startede programmet. Den nye evaluering viste at Nikolaj nu kun var 8 procent fra normalitet mod 18 procent for et halvt år siden. Det var en fremgang på 200 procent. Nikolaj havde altså på et halvt år indhentet hele seks måneder. Det udløste en medalje, som Larz Thielemann højtideligt overrakte vores meget stolte søn.

Klar til skole

Efter yderligere seks måneder skulle vi tale med Larz i telefonen for at se om Nikolaj var dér, hvor hans skulle være. Vi gennemgik profilen og det var han.
Efter et års hjemmetræning havde Nikolaj nu en neurologisk afvigelse fra normalen på kun tre procent og vores samarbejde med Larz var ikke længere nødvendigt. Vi fik afsluttet med en god fælles plan for det næste halve år. Nikolaj er mod alle odds startet i 0. klasse. Ikke en specialklasse, som mange omkring os havde troet og forventet, men en helt almindelig 0. klasse med normale raske børn.
Nikolaj er nu en glad, veltilpas dreng. Han er ikke som tidligere udadreagerende. Han skaber relationer til de andre børn i klassen og fortæller højt og flot om hans nye venner. Et udtryk vi aldrig tidligere har hørt herhjemme.
Nikolaj er fortsat lettere sensitiv på lyd, og kan have svært ved at være i større forsamlinger eller steder med meget støj. Vi er ikke helt i mål endnu, men det skal vi nok komme.

Det har været et hårdt år. Der har været prioriteret nedsat arbejdstid over en længere periode, så Nikolaj hver dag blev afleveret omkring klokken 9:00 og hentet senest klokken 13:00. Men når vi tænker på, hvor vi er idag, har det været det hele værd.
Vores udgangspunkt før besøget hos Larz Thielemann var at få hjælp til at styrke Nikolajs sociale kompetencer og styre vredesudbrud. Nu har vi en helt almindelig dreng, der går i skole. Det har været et år, som helt sikkert har ændret Nikolajs fremtid.

 

Spørg Hjernetips.dk

Send os gerne en e-mail

eller ring på 70 20 60 27 (9-12)

 

dashed

Nikolaj-1.jpg

Nikolaj på tur til stranden.

 

dashed

 

Nikolaj-2.jpg

Løbetræning på den stille villavej.

 

dashed

 

Nikolaj-3.jpg

Armgang var også en del af programmet.

 

dashed

 

Nikolaj-4.jpg

Medalje og sejren Graduation to life. Nikolaj er rask.

 

dashed

 

Nikolaj-5.jpg

På vej til første skoledag.

 

dashed