Historien om Tenna

Tenna stavede sig gennem teksten, og uendeligt langsomt begyndte det at tage form. Når hun havde læst og udtalt et rigtigt ord, lavede jeg en lyd med noget, jeg kaldte en skrat. Når hun læste forkert, sagde jeg enten »Prøv igen« eller »Det var næsten rigtigt«. Hun blev rost meget, og hun fik udelukkende positiv respons.

AF MOR WILMA CLAUSEN

Jeg kaster et blik på min datter, hendes ansigt lyser af stolthed. Hun har netop afsluttet endnu en undervisningslektion hos læselæreren på tale-høreinstituttet i Odense. Sammen sidder vi nu og studerer den lille billedstil, som har været en af de ting, hun har lavet denne dag. Tenna har selvstændigt, ud fra nogle billeder, digtet og skrevet stilen, og foruden en meget lille fejl og kommajusteringer er stilen bygget korrekt op, og hun har en flot håndskrift. For andre lyder det måske ikke af meget, men for Tenna har det været noget af en præstation at nå hertil.

Mor det kan godt være, jeg er handicappet, men det betyder da ikke, at jeg ikke har nogen hjene, jeg kan da godt tænke selv.

Det hele startede den dag, hvor jeg valgte at tage min datter ud af en amtskommunal folkeskole og i stedet hjemmeundervise. Hun var på daværende tidspunkt 14 år og gik i 7. kl. Hun lå dengang på et meget lavt fagligt niveau. I den sidste undervisningsplan var målet, at hun skulle lære at læse efter sværhedsgrad lix 3. Hun kunne skrive sit fornavn med store og ubehjælpsomme bogstaver, og hun kunne ikke klokken.

Sagt med andre ord var hun blevet spået en fremtid, hvor det ikke havde været muligt at lære hende at læse og skrive.

Jeg havde affundet mig med, at det nu engang var sådan, og vi forsøgte at få det bedste ud af det.

Jeg ved egentlig ikke hvordan tanken opstod, men jeg fik på et tidspunkt den ide at undersøge, om det virkelig kunne passe, at Tenna ikke kunne lære at læse ordenligt. Jeg er uddannet pædagog, så det ligger i min uddannelse at tænke kreativt og anderledes, så man kan vel sige, at jeg gik ind og brugte min uddannelse i et undervisningsperspektiv.

Det første, jeg gjorde, var at skrive en dagbog over hendes hverdag. Tenna er synshandicappet, så teksten blev skrevet med store bogstaver og i et sprog, som hun kunne forstå. Så gik vi ellers i gang.

Marte Meo-metoden

Tenna stavede sig gennem teksten, og uendeligt langsomt begyndte det at tage form. Når hun havde læst og udtalt et rigtigt ord, lavede jeg en lyd med noget, jeg kaldte en skrat. Når hun læste forkert, sagde jeg enten »Prøv igen« eller »Det var næsten rigtigt«. Hun blev rost meget, og hun fik udelukkende positiv respons. Grunden til, at jeg så bevidst valgte denne fremgangsmåde, var mit kendskab til Marte Meo-metoden. Marte Meo betyder af egen kraft, og det går i alt sin enkelthed ud på, at man ser og udnytter personens egne resurser og ved positiv opmuntring og støtte sætter en udvikling i gang.

Vi fik også hurtigt opbygget vores egen lille systemsæt af mimik og fakter. F.eks. skubbede hun let til min arm, når hun ønskede hjælp til et ord.

Det viste sig hurtigt, at hun var topmotiveret. Det er jo altid interessant at læse om sig selv.

Da det først var gået op for hende og mig, at tingene begyndte at lykkes, fik vi rigtig blod på tanden. Hun skulle nu ikke blot lære at læse, nej, hun skulle sandelig også undervises i andre spændende fag i vores nyoprettede hjemmeskole, som vi kaldte "Skipperskolen".

Jeg udfærdigede en undervisningsplan og sendte den til kommunen. Efter at have undervist Tenna i ca. ½ år, kom der en kurator hjem til os for at kontrollere undervisningen. Undervisningsformen og materialevalget blev godtaget, og udfra den amtskommunale folkeskoles undervisningsplan kunne han se, at hun befandt sig på et noget højere niveau, end de havde forventet. Hun læste højt for ham, og han målte hendes lixtal til at være på ca. 14 og det var jo ganske godt.

Ny skole

Han var dog bekymret for Tennas sociale udvikling i en undervisningssammenhæng. Desuden var han i tvivl om, hvorvidt jeg kunne blive ved med at holde til både at have et fuldtidsjob og samtidig stå for Tennas undervisning. Dette kunne han selvfølgelig have ret i. Det blev derfor besluttet, at han skulle undersøge egnede skolemuligheder for Tenna.

Det skal lige tilføjes, at Tenna om eftermiddagen gik i en fritidsordning for handicappede, så hun var ikke helt isoleret fra andre børn/unge.

Skolevalget faldt på ASV Østfyn. Hun blev tilbudt 10 timers eneundervisning i dansk og matematik. Hun startede januar 2001. Det var en kommunal ordning, og læreren, de ansatte, var en håndgerningslærer, som var vant til at arbejde med Tennas målgruppe. Tenna gik på skolen i 2½ år og hun havde et fint forhold til sin lærer. På skolen valgte man primært at tage udgangspunkt i de praktiske færdigheder. Selvfølgelig blev hun også sporadisk undervist i de faglige fag, men det var langt fra den målrettede og strukturerede undervisning, som hun i dag får på THI. Det synes jeg var ærgerligt, da jeg netop havde fundet frem til nogle gode undervisningsmetoder, som udviklede Tennas faglige færdigheder.

Herhjemme i Skipperskolen fortsatte jeg stort set uændret med at undervise hende, og det gik bare rigtig godt. Jeg følte en uendelig stor sejrsglæde, hver gang Tenna hoppede fra et udviklingstrin og op på det næste.

Nu da læsekoden var knækket, fortsatte læseudviklingen trin for trin. Fra dagbogen gik vi over til letlæsningsbøger osv. osv.

Læsning var nøglen

Jeg opdagede, at jo bedre hun blev til at læse, jo mere udviklede hun sig. Det virkede, som om det var læsningen, der trak udviklingen med sig. Førte gang, jeg for alvor oplevede hende reflektere over en bog, var da hun læste bogen Hvor kærlighed ej gror af Ilse Haugaard. Bogen handler om en pige, der vokser op på et børnehjem i 50'erne og oplever mange af datidens uretfærdigheder mod børn. Tenna var virkelig dybt engageret i denne bog og kom med mange løsningsforslag og forargede udbrud. Hun har for øvrigt læst alle Ilse Haugaards bøger.

En af de metoder jeg brugte, var netop at lade hende læse serier. Den første serie, hun læste, var "Kronhjortens stamme". Denne serie handler om et tvillingepar, der vokser op i jægerstenalderen. Den starter ved deres fødsel og slutter, da de som voksne bevæger sig ind i bondestenalderen. Igennem tvillingeparret hører vi om, hvordan tiderne og livsvilkårene gradvis ændrer sig.

Sideløbende hermed læste hun de fleste af bøgerne fra serien, de små fagbøger, hvor der netop findes nogle fremragende bøger om de forskellige tidsaldre.
Ved udvælgelsen af bøger bestræbte jeg mig på at ramme hendes interesser og udviklingsniveau, men selvfølgelig med et udviklingsperspektiv for øje. Både dengang og nu betragter jeg læsningen som den faglige basisføde.

Det var meningen, Tenna skulle have taget den 3-årige ungdomsuddannelse på ASV, men her meldte hun klart fra. Det, hun kunne tænke sig, var at blive undervist af mig, og så ville hun gerne gå til noget i sin fritid. Hun skrev dette ned på et stykke papir og afleverede det til kommunen. Jeg forsøgte at blive frikøbt fra mit arbejde, så jeg bedre kunne koncentrere mig om undervisningen.

Trods gode argumenter lykkedes det ikke at få dette gennemført. Så fra august 2003 og indtil januar 2004, blev det igen udelukkende Skipperskolen, der leverede undervisningen og under de samme vilkår som hidtil, hvilket betød, at det var i min fritid undervisningen foregik. Eftersom jeg har skiftende arbejdstider, betød det i praksis, at hun enten blev undervist om formiddagen eller om eftermiddagen/aftenen. De dage, hvor jeg havde fri, blev hun undervist hele dagen. Disse dage kaldte jeg GULDDAGE.

Tale-høreinstituttet i Odense

I denne periode hørte jeg ved et tilfælde om tale-høreinstituttet i Odense (THI). Jeg hørte om en person, der fik en meget grundig danskundervisning. Undervisningen blev simpelthen bygget op fra bunden.

Dette røg ucensureret ind i min øresnegl, og jeg tænkte, at det lige var noget for Tenna. Jeg kontaktede THI for at forhøre mig om mulighederne.
Tenna var efterfølgende til to afprøvninger og i januar 2004 startede hun på skolen. Hun fik og får stadig 2 gange 1½ times danskundervisning om ugen af instituttets læselærer.

De to afprøvninger gjorde et kæmpeindtryk på mig. Læselæreren var en yderst sympatisk person, der tydeligvis besad stor kompetence indenfor sit felt. Der gik ikke lang tid, før Tenna følte sig tryg ved ham. Måden, han talte til Tenna på, var også anderledes end den måde, jeg var vant til at høre fagfolk tale til hende på. Det var bare ikke noget, jeg før havde tænkt på. Han tiltalte hende, som om hun havde et normalt fungerende hjernekapacitet. Det underlige var, at Tenna førte en ganske almindelig samtale med ham. Det var tydeligt, at hun fik lyst til at føre en dialog med ham. Man kan næsten sige, at han inviterede hende ind i den virkelige verden, en verden, som tidligere havde været et lukket land for hende. Dette satte en masse tanker i gang hos mig, Jeg var blevet vant til at se på Tenna, som en handicappet person med et begrænset kapacitet, som jeg ganske vist havde givet nogle muligheder ved at lære hende at læse og skrive, men det var ikke tidligere lykkedes mig at få andre til at SE Tenna. Det var en utrolig stærk oplevelse for mig, for pludselig så jeg nogle muligheder, som jeg ikke før havde set.

Jeg havde affundet mig med og accepteret, at der blev talt til hende, som om hun befandt sig på et langt lavere niveau, end hun rent faktisk gjorde. Det hændte også, at man helt undlod at tale til hende. Tenna er ofte kommet med udtalelser som: "Mor det kan da godt være, jeg er handicappet, men det betyder da ikke, at jeg ikke har nogen hjerne, jeg kan da godt tænke selv". Eller: "Mor det er som om, at når folk finder ud af, at jeg er handicappet, så gør de sådan her", så viser hun med hånden en streg foran sig.

Nye mål

De mål, jeg i første omgang havde sat mig for Tenna, var egentlig blot at lære hende at læse og skrive til husbehov, så hun i sit fremtidige pensionisttilværelse kunne få en større grad af livskvalitet. Man kan roligt sige, at dette mål er fuldt ud nået. Hendes nuværende læsestandpunkt er på ca.lix 40, og læsehastigheden øges stadig. Hun læser stadig højt for mig hver dag, men nu er letlæsningsbøgernes tid for længst forbi. Det er stadig mig, der udvælger bøgerne, og det gør jeg i samarbejde med læselæreren og biblioteket. Hun er for nylig blevet færdig med bogen Unge Jeanne af Barbara Dane og hun er nu i gang med Skammerens datter af Lene Kaaberbøl. Som fagbog læser og arbejder hun i øjeblikket med bogen Sproget er dit. Denne bog er en del af en serie om sproglig viden og bevidsthed for elever fra 7. til 10. kl. Desuden er læselæreren startet med at undervise hende i geografi; som arbejdsbog bruger hun bogen Go.dk med tilhørende opgavehæfte, bøgerne er af Niels Stahlschmidt. Mange af opgaverne kræver, at man henter supplerende viden i andre fagbøger. Så vi har været en tur på biblioteket for at låne bøger om f.eks gletscheren og landskabet, Jorden og livets opståen osv. osv.

Jeg må sige, at jeg er kommet på noget af en spændende opgave. Nu ved jeg f.eks mere om istiderne, gletscherens opbygning, bjergarter, forskellige landskabsformer, og jeg ved nu, hvad en rundklippe er og meget meget andet.

Da hun startede med geografiundervisningen, kom hun med følgende udtalelse: "Mor, vil du ikke svare mig helt ærligt på et spørgsmål – ved du egentlig ret meget om det her". Til dette måtte jeg svare, at det godt nok lå lidt langt tilbage i mine erindringer, og meget af det kunne jeg faktisk ikke mindes at have lært, men at hun kunne tage det ganske roligt, for jeg skulle nok sætte mig ind i det, så jeg kunne hjælpe hende med de opgaver, hun havde svært ved at løse.

I THI's læselærers undervisningsmetoder har jeg fundet lige nøjagtig det, jeg søgte. Undervisningsformen passer perfekt til den type hjerneskade, min datter er i besiddelse af.

Kombinationen af læselærerens store ekspertise, den veltilrettelagte, klare og målrettede undervisning og sidst, men ikke mindst hans store og rummelige personlighed, udgør tilsammen den helt perfekte cocktail. Udover den veltilrettelagte undervisning, besidder læselæreren også en evne til at fortælle om alle mulige emner. Med udgangspunkt i den strukturerede undervisning, kan han springe over i en medrivende og oplysende fortælling om et eller andet emne, hvorefter han let og gelinde springer tilbage til udgangspunktet. Det er på en gang en både levende og struktureret undervisning, som han får til at gå op i en højere enhed.

Jeg har fundet ud af, at der er visse betingelser, der skal være til stede, hvis undervisningen skal lykkes. Disse betingelser er:

  • Ro eller struktureret uro.
  • Klar og tydelig struktur.
  • Klar og tydelig information.
  • En god og tryg stemning.
  • God tid til at blive ført ind i opgaven.
  • God tid til at udføre opgaven.
  • Gentagelser.

Tenna har en meget lang "bearbejdningstid", hendes arbejdstempo er langsomt og hun har svært ved at arbejde med flere ting samtidig, derfor er ovenstående betingelser overordentlig vigtige, men er de først til stede, er hun rent faktisk i stand til at lære rigtig mange ting, for hun er både ihærdig og udholdende, men tingene skal være fast strukturerede. Alt for hurtige skift i opgavetyper og situationer kan give perceptuelle chok. At arbejde med Tenna er som at lægges skinner ud så toget kan køre, det bliver nok aldrig det hurtigste lyntog, der kommer til at køre på disse skinner. Men det vigtigste er vel også, at togene når frem. Desuden kan man sige, at man får tid til at nyde turen, og man får flere enkeltheder med.

Hører med sjælen

Jeg har endvidere fundet ud af at Tenna er meget følsom overfor lyde, bevægelser og stemninger.

Det er, som om Tenna ser og hører med sjælen. Hun kan på lang afstand fornemme, hvordan stemningen er, og hvordan folk har det. Jeg har ofte spekuleret på, om hun har autistiske træk. Jeg ved, at hun ikke er autist, men der kan godt trækkes paralleller dertil, for måden hun skal undervises på, med den tydelige og klare struktur, kan godt minde lidt om den måde, autister bliver undervist på.

Tenna har også svært ved at finde rundt i sociale sammenhænge, samtidig med at hun skal indlære fagligt stof. Derfor er det vigtigt, at skille social indlæring og faglig indlæring fra hinanden. Når først hun har indlært noget fagligt stof, kan hun godt bruge det i en social sammenhæng.

Mens jeg har siddet og skrevet, har Tenna lyttet til musik. På et tidspunkt bad hun mig lytte til en strofe i en sang, strofen lød således: "Sig til de andre jeg er på vej", hun siger efterfølgende til mig: "Mor kan du høre, at det jo lige er sådan, det er med mig".

Det som i dag i november opstod som en skør ide, har ført med sig, at jeg i dag, sammen med læselæreren, befinder mig i et spændende undervisningsforløb med min datter, som det er svært at forudse, hvor ender. Man kan også sige det på den måde, at jeg greb en gylden fjer, og nu har jeg gjort det til en sport at gribe alle de gyldne fjer, der flyver forbi.

Spørg Hjernetips.dk

Send os gerne en e-mail

eller ring på 70 20 60 27 (9-12)

 

dashed

tenna-01

Tenna i dag 18 år.

 

dashed

 

tenna-02

Tenna mor har skrevet en bog om deres undervisning og metoder, som blandt andet er inspireret af Hjernetips.

 

dashed

 

tenna.jpg

Artikel om Tenna og mor i Fyns.dk

 

dashed