Indlæringsvanskeligheder


De fleste børn trives og har det godt i skolen, men der er desværre en relativ stor gruppe, der ikke trives eller nyder skolegangen. Det er børn, der har vanskeligheder med at modtage helt grundlæggende læring. Ifølge Pisa-undersøgelser forlader hver femte elev folkeskolen uden helt basale læse- og regnekompetencer.

Børn med generelle indlæringsvanskeligheder udviser naturligvis ringe motivation, fordi de har betydelige vanskeligheder med læring og koncentration i alle stort set skolefag. De er havnet i en negativ spiral, hvor test og nederlag forstærker et i forvejen lavt selvværd.

Selvom vi har et af verdens dyreste skolesystemer lærer 20 procent af eleverne altså ikke at regne og skrive godt nok til at få en faglig eller videregående uddannelse.

Det skriger til himlen, men hvad handler det om? Er det på grund af dårlige lærere? Er undervisningssystemerne forkerte? Eller er danske børn bare dummere og dårligere  begavede end andre børn i verden?

Jeg kunne godt fristes til at svare ja til de to første spørgsmål. Men lad os nu ikke falde for fristelsen til at analysere symptomerne i stedet for at bore ned i den reelle årsag.
I bund og grund tror jeg ikke, at det er læreren, pædagogikken eller metodikken, der er afgørende for at barns læring. Det er barnets hjerne derimod. En velfungerende hjerne er i stand til at lære alt.

Selvfølgelig vil en god metode og en dygtig engageret skolelærer være en medvirkende årsag til god læring, men en god hjerne vil ikke være afhængig af en særlig pædagogik eller et andet menneske evne til at lære fra sig. Den vil opfange og forstå ordenes betydning og matematikkens logik ved simpel præsentation.

Den raske velfungerende barnehjerne lærer for eksempel sprog udelukkende ved at høre og gentage. Vi underviser jo ikke små børn i sprog, ligesom vi heller ikke putter sanglærken i musikskole.

Indlæring sidder i øjet og øret

Synet er uden sammenligning menneskets vigtigste kompetence og synsproblemer afføder altid en lang serie af problemer, for eksempel i forhold til skolegang, undervisning, læsning og sociale kompetencer. Det handler først og fremmest om samsyn.

Samsynet er den måde, hvorpå øjnene arbejder sammen, de konvergerer. Når vi mennesker bruger vores øjne modtager hjernen samtidigt et billede fra hvert øje. Og er synet normalt smelter hjernen de to billeder sammen. Derfor er samsynet vores vigtigste kompetence når vi læser. Ordblinde eller børn med vanskeligheder i skolen er ofte børn med samsynsproblemer.

Populært sagt, kan man sige, at børn med manglende samsyn »ser i firkanter«, hvor børn med et normalt samsyn »ser i trekanter«.

Lad os som eksempel forestille os et veldækket middagsbord. Det firkantede syn vil se det meste på bordet lige godt eller lige skidt, afhængig af problemets størrelse. Det raske trekantede syn vil differentiere og fokusere mest på den genstand, som hjernen har tænkt sig at studere. Vælger barnet at se på kniven, vil den fremstå knivskarp – så at sige. De omkringliggende genstande vil blive sløret, som når man stiller skarpt med et linsekamera. Prøv selv.

Kig på en bog i reolen – stil skarpt på en bestemt bog – og de andre ved siden af vil forsvinde og blive slørede. På den måde vælger hjernen at bruge al sin styrke på det, som er vigtigt.

Måske har du mødt børn, som er svære at opnå øjenkontakt med. Det kan naturligvis skyldes generthed, men det er oftest børn med samsynsproblemer. De har svært ved at stille skarpt og undlader derfor øjenkontakt med andre mennesker. Disse børn tegner heller ikke og skriver med en uhjælpelig håndskrift. Ligesom de heller ikke kan gribe en tennisbold.

Det er præcis det samme, som gør sig gældende for børn med lydsensitivitet og manglende filter til at lukke ned for uvæsentlig lyde og larm. Sådanne børn vil tage alle lyde ind på én gang uden evnen til at stille skarpt på dét de lige præcis ønsker at høre. Sådanne børn fungerer bestemt ikke godt i en skoleklasse eller i grupper med mange andre børn.

Når det særligt sensitive barns lydbillede er overstimuleret, vil det føle sig utilpas, forvirret og urolig. De har svært ved at modtage kollektiv beskeder eller koncentere sig.

Dette vil påvirke barnets selvværd og de har meget brug for hjælp og opbakning, for at blive ved med at tro på sig selv, når de oplever nederlag eller vanskelige udfordringer og får en følelse af at være forkert.

Det er vigtigt at bemærke, at et særligt lydsensitivt barn ikke bare kan tage sig sammen og være mindre sensitive.

På baggrund af erfaring og evidensbaseret praksis er det altså min klare overbevisning, at mange børn, der har vanskeligheder i skolen døjer altså med samsynsproblemer og lydsensitivitet og desværre har en stor del af disse ovenikøbet begge problemer at slås med.
Så når et barn ikke kan se ord og tal ordentligt, skriver grimt og har svært ved at gribe, sparke og lege med det mest benyttede legetøj i verden, bolden – er der så noget at sige til, at det barn hader at gå i skole?

Eksempler på sensitive sanser

Jeg har ofte haft lyst til at kravle ind i hjernen på disse børn, der har så store vanskeligheder med at følge med i skolen. Jeg ved, at det er sensitive, så derfor kunne det være interessant og se ud af deres øjne og høre med deres ører, men også at føle med deres hud, lugte og smage med deres næse og mund. Det kan jeg af gode grunde ikke, men efter at have set og undersøgt hundredvis af børn med disse problemer, har jeg et godt bud på, hvordan mange af dem oplever verden:
Jeg går ud i det største og mest trafikerede lyskryds i København. Stiller mig lige i midten. Jeg har noget stramt og kradsende tøj på, solen skinner mig lige ind i øjnene og larmen er øredøvende. Derefter smører jeg sennep under næsen og putter et stykke skimmelost ind i munden. Det er nu, at nogen vil kræve, at jeg står helt stille og læser op fra en bog af Dostojevskij.

At se, høre og registrere alle hverdagens indtryk non-stop, sender hjernen på konstant overarbejde. Det er yderst udmattende og kan resultere i kollaps eller irrationel adfærd.

Derfor prøver det hårdt ramte sansebarn at kontrollere sit miljø, ved at lave sit eget lys eller lyde, som en slags intern stimulering. Dette resulterer i selv-stimulering eller »stimming«, som for eksempel at bide sig selv, rokke, slå hovedet imod en væg, klappe, vride fingre, skrige eller kaste med ting i et desperat forsøg på at blokere den generende verden af lys, støj, følelser, smag og lugt. I den mildere grad finder vi symptomer som tics, tromme med fingrene, bide negle, hoppe med foden, nynne eller sige »sjove« lyde.

En anden måde at styre verden på, er at blive sensorisk defensiv og lukke ned. Jeg kalder det, at »gå ind i osteklokken«. I denne situation forekommer disse børn nærmest døve og stumme. Det er de imidlertid langt fra, men de har på grund af deres sensitive hørelse udviklet defensive mekanismer til at beskytte hjernen mod høje lyde og støj. Der sker simpelthen et generelt »shut down«, som isolerer dem og forhindrer udvikling af sprog og dermed evnen til at indgå i sociale relationer.
Men den sensitive og umodne hjerne har behov for at beskytte sig selv, så osteklokken er jo et rart sted at være i stedet for at miste kontrol og hyper-respondere på særlige frekvenser af lyde,  berøring, lugte eller lysglimt.

Helt små babyer, der ammes af mor, har denne ultra følsomme hørelse, fordi hjernen ikke har påbegyndt sin modning og opbygning. De mindste lyde kan få baby til at spjætte med arme og ben. For eksempel en dørklokke, telefon eller nogen der taler højt. Men det gør ikke noget, for mor passer på. Først når mor ikke har mere mælk og lægger barnet ned på gulvet, starter den neurologiske udvikling af dette meget sofistikerede filter, der skal sikrer, at vi kommer til høre normalt og kan lukke af for irrelevante lyde.

Dette sker når barnet er mellem 6 til 16 måneder. Altså i tiden, hvor der krybes og kravles. Børn, der ikke har lavet denne grovmotoriske reptilhjerne-træning, er med stor sandsynlighed et barn med vanskeligheder i skolen i dag.

Hvad kan der gøres?

Manglende samsyn og sensitiv hørelse kan behandles, men det kræver en målrettet behandling af de dele af hjernen, hvor årsagen ligger. Indtil det er sket, vil det i forhold til lydproblemet give mening at afskærme og skåne barnet for høje lyde og larm. Ikke som en permanent løsning, men som en overgangsløsning. Mange psykologer og speciallærere bruger desværre isolation og afskærmning, som den egentlige løsning på det høresensitive barns problemer. Dette er ikke en farbar vej at gå.

De børn, der har vanskeligheder med at følge med i skolen har ikke en medfødt lav IQ eller en særlig dårlig begavelse. Problemet er, at deres dårlige syn og sensitive sanser blokerer og distraherer, så deres ofte gode begavelse ikke kan folde sig ud.

Problemet befinder sig mere præcist i de subkortikale områder, populært kaldet reptilhjernen. Det er den samme hjernedel, som styrer evnen til at krybe og kravle. Det er derfor interessant at mine journaler afslører at næsten ingen af de lydsensitive børn, der har været her i klinikken kunne krybe. Ligesom mange af de børn med samsynsproblemer enten ikke kunne kravle, kravlede besværet eller ikke havde kravlet særlig meget da de var helt små. De var i misforstået kærlighed blevet rejst op og trænet til at gå i en tidlig alder.

For at eliminere disse problemer skal barnet trænes motorisk med laterale bevægelser og krydstræning. Ligesom det også er vigtigt, at stimulere hjernen gennem sanserne.

Det handler også om de ting man IKKE skal gøre. Uforarbejdede fødevarer med kemi, sukker, mælk og gluten er en medvirkende faktor til at forstyrre hjernen, ligesom miljøer med alt for megen sansepåvirkning er et dårligt sted at opholde sig. Det er typisk i byen og i supermarkeder, men det kan også være i en institution, skole eller efterskoleordning.

Nogle børn med vanskeligheder i skolen har i virkeligheden brug for en skolepause for at træne deres hjerne, så de 3-6 måneder senere kan komme tilbage og fungere på et højere niveau, opleve succes og opbygge selvværd.

At anbringe et barn, med disse udfordringer, i en normal folkeskoleklasse svarer i virkeligheden til at tvinge Benjamin med en forstuvet ankel til at træne og spille med på fodboldholdet. Uanset, hvor meget man støtter hans ankel, taper den op, giver ham pauser og ekstra coaching, kan han ikke være med. Han er den dårligste på holdet og ingen gider ham. Han ødelægger spillet og bliver en plage for de andre børn.

Derfor beder træneren ham om at blive hjemme, give den dårlige ankel ro og efter noget tid langsomt begynde at genoptræne den restituerede ankel, så han kan komme tilbage på fodboldbanen til de kammerater og det sociale fælleskab han så gerne vil være en del af.

Familien er svaret

Det kræver ikke nødvendigvis en doktorgrad eller et langt psykologi-studium for at behandle disse børn. I langt de fleste forhold er mor og far de bedste til dette. Kontakten med velfunderede kærlige voksne kan være et forløsende fristed. Små enheder er altid det bedste sociale rum for børn med psykiske og neurologiske udfordringer. Og den mindste enhed i samfundet er hjemmet og familien. Her kan vi forældre tage de nødvendige foranstaltninger i forhold til at hjælpe hjælpe vores børn på en kærlig og berigende måde med sund kost, kognitiv og motorisk stimulering, som udvikler og modner de neurologiske funktioner.

Det er derfor vigtigt at være bevidst om at hjernen styre alt, hvad vi foretager os. Og er den ikke organiseret eller modnet som den skal, kommer der abnorme og uhensigtsmæssige symptomer heraf. Målet for behandlingen skal derfor være at eliminere de grundlæggende årsager i hjernen, og ikke blot afhjælpe de værste symptomer med pædagogik, terapi eller medicin.

Er du og din familie udfordret i forhold til ADHD, så kontakt Hjernetips.dk og få hjælp. Skriv her.

 

Familien er svaret

Det kræver imidlertid ikke nødvendigvis en doktorgrad eller et langt psykologi-studium for at behandle disse børn. I langt de fleste forhold er mor og far de bedste til dette. Kontakten med velfunderede kærlige voksne kan være et forløsende fristed, i forhold til samvær med børn i en institution med kaos og larm.

Små enheder er altid det bedste sociale rum for børn med psykiske og neurologiske udfordringer. Det mindste rum i samfundet er hjemmet og familien.
Her kan vi forældre tage de nødvendige foranstaltninger i forhold til en meningsfuld opdragelse, god kost samt udfordre deres ofte høje begavelse. Intellektuel stimulering er et helt afgørende element i behandling af børn og unge med denne slags problemer.

Fysiske øvelser og krydsbevægelser med mange gentagelser er også medvirkende til at eliminere ADHD og organisere hjernen. Kryb og kravl er med til at organisere de underliggende dele af hjernen, som netop styrer spontan aggression, søvn, appetit og reaktion på lyde, støj og stress.

Sociale programmer kan også hjælpe med at strukturere og organisere hverdagen og give barnet en naturlig plads i familien, hvor alle skal hjælpe og respektere hinanden.

Det er derfor vigtigt at være bevidst om at hjernen styre alt hvad vi foretager os, men der den ikke organiseret eller modnet som den skal, kommer der abnorme og mærkelige symptomer heraf. Det derfor vigtigt at målet for behandlingen skal være at eliminere de grundlæggende problemer i hjernen, og ikke blot afhjælpe de værste symptomer med pædagogik, terapi eller medicin.

Er du og din familie udfordret i forhold til ADHD eller ADD, så kontakt Hjernetips.dk og få hjælp.

- See more at: http://hjernetips.dk/adhd-og-add#sthash.f2RAG8fj.dpuf

Spørg Hjernetips.dk

Send os gerne en e-mail

eller ring på 70 20 60 27 (9-12)

 

dashed

skole.jpg

Børn med indlærings- og koncentrationsproblemer har altid udfordringer med syn og hørelse.

 

dashed

 

Skolebarn.jpg

Hjernen bruger 60 procent af sin samlede kapacitet kun på de visuelle færdigheder. Så det mindste problem med synet giver børn problemer med at følge med i undervisningen.

 

dashed