Når far træder på bremsen

Dagligt taler jeg med mødre, der gerne vil igang med NTS hjemmetræning, men alt for ofte bliver de bremset af en mand, der ikke vil være med. Han har ikke sat sig ordenligt ind i behandlingskonceptet og tror derfor det er hokus-pokus eller noget alternativt pjat. Her er nogle tanker om problematikken.

 

Ifølge hjerneforsker Ann-Elisabeth Knudsen, går vi mænd stadig rundt med en stenalderhjerne fra en tid, hvor mandens eneste opgave var at sørge for familiens overlevelse, jage og sove. Det er måske lidt af en påstand, men rent faktisk er kvinder født med langt flere hjernetråde mellem venstre og højre hjernehalvdel end mænd. Det giver for eksempel kvinder evnen til at lytte, tale, lave mad og have et barn på armen samtidig. Vi mænd er med andre ord ikke udstyret med samme hurtige bredbånd mellem hjernehalvdelene.

Det kunne måske være en af grunden til, at mænds hjerner stadig ikke er særlig gode til at gøre flere ting ad gangen. En stående joke mellem mand og kvinde. Og når psykologer tester mænds evne til at multi-taske, er resultatet det samme: Det går ikke så godt. Og naturligvis ikke. Mandens hjerne har ikke generationers optræning i både at arbejde, passe børn og hjem. Vi mangler både erfaring og hjernetråde til at passe og forstå børn på samme fantastiske måde som vore elskede kvinder. Jeg kalder kvinders særlige evner for moderlighed. Og jeg siger det med dyb respekt og ydmyghed. Og det er alt dette der er i spil, når mor er bekymret over sit barns udvikling og far træder på bremsen. Far ser simpelthen ikke de samme ting som mor. Derfor skal vi mænd lytte til moderligheden, når hun siger, at der er noget galt med vores barn og vi skal finden hjælpen og gøre noget selv.

Mit eget svigt som mand

I min bog Sofies nye verden beskriver jeg en klassisk konflikt mellem mor og far – i dette tilfælde mellem mig og barnets mor (Eva). Året var 1999.

– På et af mange forældre-møder i specialbørnehaven, diskuterede vi ivrigt om den manglende hjælp til dit og dat. Vi havde i vores frustration over børnenes mange problemer, udviklet en særlig viden om rettigheder og muligheder til at vride kroner ud af kommunekassen. Børnenes handicap og sygdom talte vi derimod ikke om, for det kunne man jo ikke gøre noget ved, fik vi altid at vide.

Snakken gik ivrigt, men jeg kunne godt mærke på Eva, at hun sad og brændte inde med et eller andet. Pludselig fik hun uskyldigt sparket en lille sætning ind i samtalen: “Kender nogen til Doman?" Doman var udtrykket for datidens hjemmetræning opkaldt efter hjerneforsker Glenn Doman. Der blev helt stille.

Eva havde læst en bog om denne Doman-metode og var meget optaget af det hun havde læst. Hun var naturligvis interesseret i at høre andres mening. Eller om der overhovedet var nogle, der kendte noget til denne amerikanske metode. Hun havde også bedt mig om at læse bogen, men det havde jeg "ikke lige haft tid til". En af de få fædre, der altid kom til møderne og havde min sympati, fortalte, at han havde hørt lidt om metoden, som efter sigende var meget dyr og vist også noget hokus-pokus, som ingen læger ville anerkende. Eva og jeg havde flere gange snakket om dette Doman-fænomen, men jeg kunne slet ikke finde hoved og hale i hvad det gik ud på. Mest af alt fordi jeg ikke havde sat mig ind i sagerne. Jeg kunne blot fornemme, at det ville gribe ind i vores hyggelige og magelige daglig.

Jeg synes det var en stor og dyr beslutning, selv at tage ansvar for vores barns behandling. Jeg mente, at det måtte Sundhedsvæsenet da kunne klare.

Jeg betalte over halvdelen af min løn i skat, så det kunne da ikke passe, at vi så selv skulle betale for behandlingen. Jeg skyndte mig derfor at bakke den anden far op og sagde, at det også var dét jeg havde hørt. En anden forælder havde også hørt, at det var meget dyrt, og så slog samtalen atter ind på paragraffer, kroner og ører.

Set i bagklogskabens klare lys, var det noget af det fejeste, jeg nogensinde har gjort. Jeg lod Eva i stikken på et tidspunkt, hvor hun var allermest sårbar. Jeg optrådte som en ynkelig forræder, der udtalte mig om noget jeg ikke havde kendskab til overhovedet. Jeg bidrog med løgn, fordi jeg var bange for at handle og selv tage ansvar for mit barn. Jeg ville hytte mit eget skind af frygt for, at den daglige trummerum ville blive lavet om. Og jeg havde ikke gidet læse den bog, der kunne give et oplyst grundlag for at tage en beslutning.

Min egen fejhed

Det skal lige nævnes, at den far, der udtalte sig negativt om Doman-metoden, var den samme far, som nogle måneder senere besluttede at sende sit barn på en døgninstitution til evig forvaring, fordi barnet var for pasningskrævende, og fordi han havde fundet en ny kæreste. Barnet var tre år gammelt, ligesom vores Sofie.

Grunden til, at jeg kæmpede imod Evas hjemmetræningsplaner kan jeg i dag kun forklare med, at jeg var egoistisk og nærig. Måske i højere grad, fordi jeg ikke var mor. Vi mænd har ikke moderlighedens advarselslampe, der lyser, når det strammer til, og alvorlige problemer melder sig i familien.

I dag har jeg haft min praksis, som neuropraktiker siden 2005. Jeg har taget imod over 5000 telefonopkald. Ikke en eneste har været fra en mand (far). Og har der alligevel været én, så var det mor, der bad ham om at ringe.

Selvom jeg ikke ville erkende at mit elskede barn havde store udviklingsmæssige problemer, nagede det i mig døgnet rundt. Min mandighed var udfordret og jeg vidste ikke mine levende råd. Skulle jeg ikke stole på lægevidenskaben? Vi levedede i et af verdens rigeste lande med et af verdens bedste sundhedssystemer, så hvorfor i alverden skulle vi for egne penge – vi ikke havde – rejse til USA for at få hjælp?

Sofie fyldte så meget i mit liv. Hun var så sart og skrøbelig. Hun behøvede mig – vi behøvede hinanden. Jeg ville så gerne hjælpe hende, men hvordan? Næste år blev hun fire, og hendes udvikling sneglede sig af sted. Selvom jeg på overfladen var glad og optimistisk, var der sket noget med mig. De evindelige anfald og den manglende udvikling havde sat sine spor. Jeg var ved at blive en bitter mand og i perioder meget opfarende og ulidelig at være sammen med. Indimellem også meget ked af det, for hvad skulle der ske med hende?

Jeg kunne måske lære at leve med, at Sofie var dybt udviklingshæmmet og handicappet. Jeg elskede hende selvfølgelig uanset hvad, men ville jeg blive ved med det, hvis hun forblev i den triste forfatning og hvad var det for et liv, hun gik i møde?

Vi kunne muligvis få et godt liv, men uundgåeligt fyldt med mange sorger og begrænsninger. Var det omvendt ikke super egoistisk at sige, at jeg godt kunne acceptere hendes handicap? At jeg elskede hende uanset hvad? For ville hun også elske sig selv, siddende i en kørestol med savl løbende ned ad hagen? Aben på skulderen viskede mig konstant i øret, at jeg som far havde en forbandet pligt til at hjælpe min datter og støtte mit barns moder – uanset hvad. Og med Evas konstante pres åd jeg alle de kameler, der var i nærheden og overgav mig til håbet.

Faderrollen

Historikeren Henrik Jensen definerer i bogen "Det faderløse samfund” maskuline værdier som: Pligt, myndighed, ansvar, skyld, arbejdsomhed, lydighed, selvbegrænsning og rationalitet. Jammen, det var jo alt det jeg prøvede at løbe fra. Jeg ville løbe væk fra min egen mande-identitet.

Heldigvis vendte jeg om i tide og lyttede til moderligheden. Det er det bedste jeg nogensinde har gjort.

De fleste mænd i dag er morderne og åbne, men jeg kender desværre alt for mange eksempler på, hvorledes en patriarkalsk og egoistisk far, har forpurret mors muligheder for at komme igang med at hjælpe deres fælles barn.

I mine bøger og her på websiden fortælle jeg min egen historie og hvordan min skepsis blev vendt til en tyrkertro på, at det nytter at tage ansvar. Det viser sig også, at de fædre, der læser websiden og mine bøger, skifter deres skepsis ud med en realistisk tro på, at det nytter at handle og tage ansvar for sit eget barn. Og tro mig, når mor og far trækker i samme hammel kan de flytte bjerge.

Jeg fortæller også, at det program de skal hjem at lave, er en vidensbaseret og sundhedsfaglig disciplin, ligesom fysiologi, psykiatri, psykologi, anatomi og neurologi. Og derfor ikke noget alternativ hokus-pokus.

Der handler ikke om tro eller magi. At det handler om noget så maskulint, som at tage ansvar for sin families liv. Og især at tage ansvar for dét familiemedlem, som har aller mest brug for hjælp.

I min søgen efter at forstå min kærestes ønske om at hjemmetræne vores datter, læste jeg relevante artikler på nettet, som gav mig forståelsen for, hvor vigtigt det er at tage ansvar. Jeg kunne også indse, at der ikke ville komme nogen læge, fysioterapeut, pædagog eller psykolog med en virkefuld hjælp til mit barn. At den offentlige hjælp udelukkende handler om pasning, pleje og symptombehandling. At vi desværre lever i en tidslomme, hvor lægevidenskaben ikke ved (eller vil vide), hvordan man kan optræne og udvikle barnehjernens potentiale uanset om man, som min Sofie var dybt hjerneskadet eller "blot" har sociale udfordringer i skolen.

Det fik mig også til at tænke på sportens verden, hvad havde jeg selv gjort som ung for at blive en god sportmand? Jammen jeg trænede, var målrettet og flittig. Mit store idol Ulrich Wilbek beskriver det således i hans bog "Ledelse i med- og modgang":
– Det er jo netop når det går op ad bakke, at der er brug for en leder. Én der kan motivere, tænke fremadrettet, bevare hovedet koldt, få det bedste frem i hver enkelt og holde humøret og fanen højt.

Hvad gør du mand?

Al modstand mod nye tanker bunder i uvidenhed og frygten for at tænke nyt. Altså lysten til ikke at ville forandre, når det er nødvendigt. Jeg er bestemt ikke tilhænger af forandring for forandringens skyld, men det er den nødvendige forandring, der former verden i en positiv retning.

Derfor er mit bedste råd at søge al den information du kan få fat i, således at du kan træffe en beslutning på et oplyst grundlag. Og så lige en vigtig detalje: Lyt til din kone eller kæreste, hvis du er i tvivl. Mødre har dette urinstinkt, som vi mænd simpelthen ikke er født med. Det hedder moderlighed. Vi har faderlighed og den er også vigtig, men det er to forskellige størrelser, der har hver sin mission.

Det er moderlighedens medfølelse, intuition og indlevelse, der passer og beskytter vores børn. Men det er også moderligheder, der tør tage de nødvendige og ubekvemme beslutninger. Hvornår har en mand sagt til sin kone eller kæreste: “Hør her skat, jeg synes vi skal omlægge vores kost, så vi spiser flere grøntsager, fibre og fedtsyrer og dropper de hurtige kulhydrater, slik, sodavand øl og vin”. ALDRIG. Det har ingen mand nogensinde sagt! Ligeså vel, som ingen mand nogensinde har ringet til mig og sagt, at han gerne vil tage sit barn mere ud af institutionen og gå ned i tid for at hjælpe sit barn.

Derfor siger jeg i dag: “Hvis du ikke kan forstå, hvorfor din kæreste eller kone vælger at hjemmetræne jeres barn, skal du som minimum ikke modarbejde hende. Du behøver ikke forstå hendes valg, for det kommer du til.”

Børn har brug for begge køn og vi må bidrage med det vi kan. At tjene penge til familiens forsørgelse er et ædelt og et livsvigtigt bidrag til hjemmetræning og familiens trivsel.

 

Larz Thielemann, juni 2015

 

Spørg Hjernetips.dk

Send os gerne en e-mail

eller ring på 70 20 60 27 (9-12)

 

dashed

skaenderi.jpg

Når mors røde lampe lyser, skal vi mænd tie stille og lytte efter. Moderligheden er det urinstinkt, der gør at børn får den hjælp og omsorg, som er helt afgørende for et godt voksenliv.

 

dashed

Jeg kunne måske lære at leve med, at Sofie var dybt udviklingshæmmet og handicappet. Jeg elskede hende selvfølgelig uanset hvad, men ville jeg blive ved med det, hvis hun forblev i den triste forfatning og hvad var det for et liv, hun gik i møde? - See more at: http://hjernetips.dk/nar-far-traeder-pa-bremsen#sthash.JtVjuScG.dpuf

Jeg kunne måske lære at leve med min datters mange udfordringer. Jeg elskede hende jo uanset hvad, men ville jeg blive ved med det? Og hvad var det for et liv, hun gik i møde?
--- Larz Thielemann, far

dashed

Min mand var meget skeptisk i forhold til at starte hjemmetræning med vores søn, men det bundede alt sammen i uvidenhed. Da han fik læst bogen "Sådan hjælper du dit barn med særlige behov", var han med.
--- Lise Thomsen, mor

dashed