Skole eller pasning?

Danmark er der undervisningspligt, men ikke skolepligt. Når barnet nærmer sig det syvende år skal forældrene afgøre, hvilket undervisningstilbud, der skal vælges. Sådan er det for raske, som for børn med særlige behov. Virkeligheden er desværre ofte en helt anden.

 

AF LARZ THIELEMANN

 

Jeg havde selv den tvivlsomme fornøjelse, at opleve systemet på nært hold i dette spørgsmål, da min datter Sofie nærmede sig det syvende år.
Vi blev kontaktet af den kommunale forvaltning, der kunne fortælle os, at vores datter nu nærmede sig skolealderen, og vi derfor skulle gøre os klar til at sende hende i skole. Det lød akkurat ligesom om at Sofie var et helt normalt raskt barn og denne skole, var en helt normal skole med helt normale raske børn. Men det var det ikke – absolut ikke.
I de syv år som handicapforældre, var det anden gang, at vi oplevede et initiativ fra kommunen, som havde til formål at hjælpe os. Første gang var da vi fik tilbudt en specialinstitutionsplads, så det var lidt overvældende.
Vi havde tidligere haft dårlige erfaringer med specialinstitutionen og taget Sofie ud for at hjemmetræne hende. Vi havde på fornemmelsen at hun kunne optrænes til mere end det, der blev tilbudt i institutionen. Vi havde en tro på at hendes beskedne færdigheder kunne udvikles til mere.

Skoleudsættelse

Første kontakt med specialskolesystemet var et besøg af en neuropsykolog, der i alt besøgte os tre gange.
Efter en kort samtale meddelte vi, at vi ikke havde i sinde at afslutte vort program med Doman-metoden og vores intention var at søge om udsættelse. Dette kan man gøre uden de store problemer det første år. Og sådan blev det.
Da året var omme kom neuropsykologen så igen, og hun gentog kommunens tilbud om en plads i en specialskole.
Vi havde på daværende tidspunkt ingen intentioner om at benytte os af dette ''skoletilbud'' i en handicapinstitution, der efter mine erfaringer nærmere var et pasningstilbud. De dårlige erfaringer fra specialbørnehaven sad stadig dybt, og vores program for Sofies udvikling gik stadig fremragende.
Anden gang kunne vi ikke længere udsætte skoletilbuddet, så vi havde fundet ud af, at man kunne søge om hjemmeundervisning, hvilket vi havde gjort. Alligevel kom neuropsykologen for at evaluere Sofies "skolemodenhed og udviklingsmæssige situation", som det så kært hedder. Testen varede en time og var en ubehagelig forestilling med byggeklodser og ting fra et dukkehus.

Da psykologen startede sin test kiggede Sofie på mig med disse øjne, der sagde:
– Nej, far hun er da for sjov, hun taler ligesom en baby.

Jeg forlod på et tidspunkt seancen og gik ind på mit kontor, for at undgå at komme til at sige noget forkert, men kunne dog godt høre de dumme spørgsmål, som blev stillet af et menneske, som intet aner om, hvordan et hjerneskadet barn har det indeni, slet ikke en, som var vant til modtage undervisning og stimuli på et relativt højt niveau.
Den store evaluering kom to uger senere med en vurdering, der fastslog, at Sofie udviklingsmæssigt var som en to-årig og var ellers stærkt retarderet. Det var jo descideret forkert, men rigtigt at Sofie ikke havde noget sprog påd et tidspunkt og neuropsykologen må havde konkluderet, at uden sprog er man ubegavet. Hun vurderede udelukkende Sofie på hendes "output": Sprog og finmotorik. Sofies "input": Syn, forståelse og kognitive evner, blev ikke indraget i evalueringen.
Den negative evaluering blev ovenikøbet lavet til trods for, at vi inden testen havde vist neuropsykologen eksempler fra programmet og dokumenteret Sofies færdigheder indenfor almene skolefag, som biologi, geografi, historie, engelsk og læsning af bøger på 3.-4. klasses niveau. Dertil kunne hun lave avancerede gymnastiske øvelser og vi kunne berette, at hun imod alle diagnoser havde lært at gå og nu gik 4-5 km hver dag.
Det var måske derfor at der under seancen blev talt til Sofie, som var hun det 2-årige barn som neuropsykologen åbenbart mente, at hun skulle være.
Vi var målløse og sårede. Hvorfor skulle vi gang på gang dolkes i ryggen, fordi vi havde tilladt sig os at fravælge de offentlige tilbud? Skulle vi slagtes, fordi vi fravalgte hendes elendige specialskole? For hvad var det egentlig de havde så travlt med at sælge til os?

Hvorfor er mødet med det offentlige handicap-system altid så deprimerende?
Jeg havde, trods alle mine egne fordomme og historier fra andre forældre, besluttet at vaske tavlen ren og tage ud og se den skole som neuropsykologen havde omtalt så ivrigt.

Besøg på en specialskole

Jeg kom ud i en halvtom bygning. Klokken var to og eleverne var enten kørt hjem eller overført til døgninstitutionen, som lå lige ved siden af skolen.
I entreen blev jeg blev mødt af to venlige mænd i 50'erne. En klassisk halvbrille hang i en snor på brystet.
Efter et par indledende høflighedsfraser, ville de så vide, hvorfor jeg ville se institutionen. Jeg forklarede naturligvis, at jeg havde et barn i den skolemodne alder, og var derfor interesseret i at se, hvad tilbuddet var, hvorefter de så gerne ville vide hvilken institution Sofie kom fra.
Og der var jeg dem svar skyldig, og svarede sådan lidt afvigende, at vi er nogle af de der rabiate forældre, der har taget vores barn ud af institutionen og hjemmetræne.
– Doman? Kom det reselut med hævet øjenbryn.
– Yes!
Okay, jeg var afsløret ...
Herefter fik jeg en præsentation af skolen og jeg fik en interessant snak med viceinspektøren – om intentioner, praksis og virkelighed.
På skolen var der 80 elever, hvoraf ca. halvdelen bor på hjemmet ved siden af.
Skolegangen er fra 9.00-11.30 og 12.30-13.15.
Klasserne inddeles efter fysisk og udviklingsmæssig udvikling og selvom, man prøver at matche eleverne, så er der stor spredning på børnenes hjerneskader.
Klasserne inddeles med 6-8 elever med 1-2 lærer i klasselokaler på 30-40 m2.

Et kaos af lyd og billeder

Jeg fortalte lidt om vores egne oplevelser med Sofie. Om hvordan hun lærte at gå selvstændigt til i dag at kunne gå 10 km på en god dag. Hvordan hun læser sine hjemmelavede bøger, forstår engelsk og har en bred viden indenfor geografi, biologi og historie.
– Det bliver svært at finde en klasse til Sofie, vi har næsten ingen, der kan læse, var hans svar.
I det hele taget var det mit indtryk at man lærer børnene deciderede færdigheder, og skolekundskaber er der på ingen måde tale om.
Jeg følte med institutionens ansatte, når man ved at hjerneskadede børn, der ikke er behandlet med et neurologisk program alle har grundlæggende syns-, høre,- og føleproblemer. Hvordan kan man i sin vildeste fantasi forestille sig at undervise børn med så grundlæggende neurologiske problemer.
At føre så mange hjerneskadede børn sammen på et så lille sted er absurd og bestemt ikke fordrende for en hjerneskade. Jeg vil påstå, at det som disse hjerneskadede børn lærer hinanden, er at blive endnu mere hjerneskadet.
Det kom dog også frem, at skolens intention først og fremmest handler om at give gode oplevelser, og i mindre grad om at udvikle fysiske og skolemæssige færdigheder.

Hjælpemidler fremfor fysisk aktivitet

Vi kommer forbi et stort lokale, der er fyldt til randen med alverdens hjælpemidler, pile, børnekørestole og mærkelige ting jeg aldrig før havde set. Synet af en barnekørestol vænner jeg mig aldrig til. Viceforstanderen fortæller at langt de fleste er mobile, men da jeg går ham på klingen viser det sig, at i skolens terminologi er transport i et køreredskab mobilitet. De fleste af børnene var afhængige af hjælperedskaber, hvilket førte os ind på det næste emne: fysisk aktivitet. Jeg blev hele tiden overrasket, en gå-tur i det fri gør man ikke, eller kun meget sjældent. En løbetur for de fysisk stærke gør man heller ikke.
Der er en gymnastiksal på skolen, hvor hver klasse booker sig ind en times tid et par gange om ugen.
Skolen har tre fysioterapeuter tilknyttet. Og som i specialbørnehaven tager de eleverne en af gangen. 80 elever og tre fysser – jeg orkede ikke en gang at begynde at regne.
Det skal dog retfærdighedsvis siges, at hvert halve år tager man til Sportsfabrikken på Vesterbro i to timer!

Ydmygelse af de store børn

På rundvisningen havde jeg bemærket nogle mærkelige skinner i loftet med store kæder og kroge på alle skolens gange. Det viste sig at være transportskinner til de overvægtige og mest tunge børn og unge. Det var deres vej til toilettet.
Jeg så det ikke i praksis, men der skal ikke megen fantasi til at forestille sig, hvordan det må være for en teenagerpige at blive fragtet ned af gangen midt imellem alle de andre børn. Hvilken ydmygelse.

Klasseværelset
Efter en rundvisning på skolens meget trænge forhold, blev jeg præsenteret for den klasse Sofie skulle gå i, hvis hun skulle gå på skolen.
En lærer og seks elever, alle med vidtgående hjerneskader, men dog mobile. To med downs syndrom og tre med sprog.
– Hvordan kan én lærer etablere en undervisningssituation med denne blandede skare? Spurgte jeg naivt.
– Ja, det er heller ikke nemt, indrømmede viceforstanderen, men vi prøver så vidt muligt, at aktivere dem enkeltvis, blandt andet ved hjælp af computere.
Jeg ville ikke bore i det, men der stod én computer i klasseværelset. Jeg kunne lige se det scenarium, hvor en lærer skulle skabe noget der bare mindede om en undervisningssituation med seks mere eller mindre dybt hjerneskadede børn, hvor de to af dem var meget aktive mongol børn.
– Og vi arbejder skam også med læsning, kom det halvhjertet fra viceforstanderen, hvorefter han pegede på nogle store papbogstaver fra Halfdans Rasmussens dejlige bog om alfabetet, der dekorativt var hængt op på væggen i et hjørne af lokalet.

Et ulykkeligt gensyn

Længere henne af gange fik jeg pludselig et chock. Jeg genkendte tre af Sofies gamle kammerater fra specialbørnehaven på de små billeder, der hængte over knagerækken.
Nu skal man ikke dømme en bog på dets omslag, men jeg kunne tydeligvis se, at disse børn stadig var dybt hjerneskadede. Jeg spurgte da også til deres tilstand, og svaret bekræftede mit umiddelbare indtryk. Disse børn var stadig total afhængige af andres hjælp og hjælperedskaber. Deres transportform var for to af dem stadig den såkaldte "pil". Dette trehjulede køretøj, der lovprises i alle institutioner, som en opfindelse på niveau med hjulet, fordi den kan bringe selv det mest immobile barn rundt. I virkeligheden lænker den barnet fast i et ulige afhængighedsforhold. Næste hjælpemiddel er uundgåeligt en kørestol, hvilket også var tilfældet for den tredje af de gamle klassekammerater. I specialinstitutionen lå han som regel på ryggen og kiggede ud i luften. Nu var han blevet kørestolsbruger og skulle være det resten af sit liv.
Synet af de tre børn og den uundgåelige tanke, hvor Sofies billede hang der over knagen lige ved siden af de tre andre, var mere end jeg kunne bære.
En ubehagelig kugle voksede pludselig med lynets hast inden i min mave. Jeg fik kvalme og skulle kaste op.
Vice-inspektøren kunne tydeligvis se, at jeg fik det dårligt, og jeg måtte forklare ham hvorfor.
– Han kunne åbenbart indleve sig i min situation og spurgte høfligt, om jeg havde lyst til at se musikterapien?
Det havde jeg ikke.
Jeg måtte ud af dette frygtelige sted, og takkede pænt for rundvisningen, og betroede ham, at jeg nok selv skulle finde ud.

Den sidste salut

Da jeg kom hen til hoveddøren kunne jeg ikke komme ud af den låste dør og fumlede lidt omkring.
Heldigvis kom en medarbejder forbi, som skulle sammen vej. Han tastede erfarent på et par knapper og døren sprang op.
Jeg kom med en længere bortforklaring om mine manglende tekniske færdigheder og takkede ham høfligt, hvorefter han med et skævt smil på læben replicerede:
– Nej, det ville ikke være rart at skulle blive her natten over.

 

Spørg Hjernetips.dk

Send os gerne en e-mail

eller ring på 70 20 60 27 (9-12)

Kontakt.jpg

Neuropraktiker Larz Thielemann yder gratis rådgivning alle hverdage mellem kl. 9 og 12.

Telefon 70 20 60 27