Kunsten at sluge piller

Udtrykket om, at noget er en hård pille at sluge, kan for rigtig mange forældre være en daglig kendsgerning og ikke kun et muntert ordsprog.

 

Mange børn har nemlig svært ved at sluge piller eller kapsler, og de kan ligefrem føle ubehag, når de gør det. Mange får enten opkastfornemmelser eller føler, at de er ved at blive kvalt, når de skal sluge piller. Men når man kan sluge mad, pastiller og væske kan det naturligvis også lade sig gøre sluge en vitaminpille eller en teskefuld fiskeolie. Og faktisk er der kun tre metoder, der kan få børn til at spise piller, kapsler eller olier:

  • Du er super pædagogisk og forklarer vigtigheden i at få vitaminer og den supersunde fiskeolie. Den virker sjældent.
  • Du narrer barnet og skjuler pillens indhold og olien i mad, safte eller mos. Den virker nogen gange.
  • Du insisterer på at dit barn skal spise sine kosttilskud. Giver dig tid til at prøve med små bidder, roser og opmuntrer, men du er vedholdende. Denne metoden har alle forældre med garanti brugt for at lære deres børn at børste tænder. Den virker altid.

Sådan lærte jeg Sofie at sluge piller


Den sidste metode var dén jeg brugte, da jeg langt om længe fik taget mig sammen til at lære min datter, Sofie at spise piller og kapsler. Fiskeolien havde aldrig været et problem, men hvis ikke Sofie kunne spise Sofies fiskeolie, så havde faderen vist også et seriøst problem.

Vi havde været igang med hjemmetræningen i flere år og alt gik godt. Sofie havde omsider imod alle odds, lært at gå og var så småt begyndt at tale. Der var bare lige dét med at sluge piller, men vi havde lært at leve med at camouflere det i maden.
Sofies mor, Eva havde fundet noget alternativ behandling, som hun håbede ville skubbe bag på vores neurologiske program. En kur bestående af en række aminosyrer, som skulle tages i pilleform. Altså endnu flere piller. Eva havde den holdning, at man først ved om noget virker, hvis man selv har afprøvet det. Der var ikke den alternative behandlingsform, vi ikke havde afprøvet. Det til trods for, at det stort set kun var den neurologiske træning og stimulering, der havde vist en synlig effekt. Det var en meget bekostelig holdning, men jeg havde for længst opgivet at kæmpe imod i erkendelse af, at end ikke ti vilde heste kan stoppe en tigermor, der kæmper for sit barn.


Så nu var vi i Prag. Sammen med bedstemor og bedstefar, det var rigtig hyggeligt. Og vi så frem til at møde denne russiske professor med sine aminosyrer.

Vi havde lejet et hus og havde også lavet plads til et par fridage, nu hvor vi var i denne fantastisk by. 
Når man har hjemmetrænet i mange år, får en særlig evne til at vælge aktiviteter, der har en stimulerende effekt for sit barn, uanset hvor og hvad mand laver. Min opdagelse denne gang stod på rulletrapper. Prag har rulletrapper overalt og det er en svær balancemæssig disciplin, at gå fra rulletrapperne ud på det rigtige gulv. Det brugte vi mange timer på og Sofie synes, at det var mega sjovt.

Næste dag besøgte vi professoren, der forklarede os om, hvorledes essentielle aminosyrer kan stimulere og udvikle hjernens funktioner. Han havde denne karakteristiske russiske stemme, der går fra det høje C til dyb mol i samme sætning. Denne talemåde fik vi meget sjov ud af, da vi kom hjem til bedstemor og bedstefar. Og efter et par af de gode tjekkiske øl, gik der total russisk professor i den. Men vi fik altså også en masse piller. Flere piller.

Næste morgen var jeg lidt træt i hovedet og ikke særlig tolerant overfor det store arsenal af piller, der lå ved siden af Sofies tallerken. Det ville jo ødelægge den gode mad fuldstændig.



Det østtyske tapet


– Kom Sofie, så går vi ovenpå, nu skal du lære at sluge piller, sagde jeg og tog alle pillerne i lommen og gik ovenpå. 
Ovenpå var en lille stue, som vi ikke brugte. Måske den kedeligste stue jeg nogensinde havde set. Der var kun en brun fløjlssofa og et kakkelbord i mørk mahogni. Nå ja, og så var væggene ellers beklædt med noget man bedst kan beskrive, som østtysk tapetdesign fra 60’erne. Virkelig grimt.
 Vi satte os i sofaen og jeg lagde pillerne på bordet i en lang række og satte et glas vand ved siden af.

Sofie grinede og ventede spændt på et af fars sjove påfund. Det var bare ikke så sjovt denne gang. Faktisk ramme alvor, for jeg havde besluttet, at nu skulle det være.
 Jeg fortalte Sofie, at nu skulle hun spise pillerne, at hun godt kunne, at det ikke var farligt og bagefter skulle vi ud i byen og køre på rulletrapper.
I samme sekund jeg sagde rulletrapper smilte hun og lagde an til at rejse sig. Jeg hev hende imidlertid ned og sagde, at hun første skulle spise pillerne.
 Hun kiggede meget skuffet på mig og jeg fik et lille stik i hjertet.

Der skete intet. Pillerne lå der stadig. Jeg prøvede at puttede kapslerne ind i munden, men hun lukkede helt af og blev sur. Jeg overtalte, lokkede, tiggede og bad. Lige lidt hjalp det, men vi blev siddende.


Vi sad bare og kiggede ind i det østtyske tapet, alt imens jeg prøvede at overtale min stædige datter til at spise de forbanede piller. Vi havde siddet der i 20 minutter, Sofie var sur på mig og jeg var ked af det. Jeg følte mig som den ondeste mand i verden, men jeg havde selv indledt denne magtkamp og nu skulle den vindes, koste hvad det ville.

– Jeg kan lige forestille mig, hvor stolt bedstefar bliver, når han hører at Sofie selv har spist sine piller, prøvede jeg. Sofie forgudede sin bedstefar. Det til trods for, at det eneste han gjorde var at sidde i en lænestol og smile til hende. Bedstemor, derimod var luft, selvom hun gjorde alt for hende. Kørte fra Jylland hver anden uge for at hjælpe med programmet, tog med os til USA og var i det hele taget en kæmpe hjælp og støtte. Bedstefar gjorde intet, udover at ryge en masse cigaretter, men det var Sofie ligeglad med. Han var Gud. 

Om det var dét, der gjorde udfaldet, ved jeg ikke, men pludselig skete der noget. Hun rettede ryggen og stirrede på pillerne i flere minutter. Tog meget resolut en pille og puttede den i munden, vendte den lidt rundt i munden og slugte den. Jeg tilbød et glas vand, men hun ignorerede min venlige gestus og tog beslutsomt en ny pille. Jeg var målløs og sad bare kiggede på dette bizarre scenarie med åben mund og polypper. Da hun havde sidst den femte pille udbrød jeg højtrystet: 

– Jammen Sofie, du spiser jo piller, hvor er du fantastisk.

Hun tog mig om halsen, som hun altid gjorde, når jeg roste hende. Alt imens vi forløste krammede hinanden, tog jeg de resterende piller i lommen. Når man kan spise fem piller kan man også spise flere. Koden var knækket – håbede jeg. 


Det var en meget stolt pige, der triumferende gik ned af trapperne. Alle klappede og Sofie strålede som en sol, satte sig på stolen og bedstemor serverede en lækker omelet med kylling til sit elskede barnebarn. Sofie skulede fnisende til bedstefar.
Vi var selvfølgelig spændte på, hvordan det ville gå den efterfølgende dag, men det gik glat. Sofie spiste sine piller med den største selvfølge.
Missionen var fuldbyrdet og så alligevel ikke for de nye piller hjalp ikke rigtig.  Men vi fik en dejlig tur, lærte Sofie at spise piller og så erfarede vi at aminosyrer skal man få fra sine sunde grøntsager og det gode kød.

Skrevet af Larz Thielemann, november 2016.

 

Spørg Hjernetips.dk

Send os gerne en e-mail

eller ring på 70 20 60 27 (9-12)

 

dashed

kids-supplements.jpg

 

dashed
Andre tricks:

  • Læg pillen på tungen og drik af vandflaske.
  • Læg pillen på tungen og drik med sugerør.
  • Hæld kapslens indhold i mos eller grød.
  • Hæld kapslens indhold i en smoothie.
  • Brug tyggetabletter.

 

dashed