Statens børn

Som forældre til et barn med særlige behov, bliver man ofte udfordret af statens mange organer.
Et sted i Roskilde kommune løber en glad dreng på 8 år rundt og leger. Lad os kalde ham Mikkel. Han har gode venner og er sund og rask. Han har et godt hjem med solide kærlige forældre og en søster han holder meget af.

AF LARZ THIELEMANN

Alt er umiddelbart fryd og gammen, hvis det ikke lige var fordi, at Mikkel engang havde en skade i hjernen, der gjorde at han opførte sig anderledes end hans jævnaldrende kammerater.

Mikkel kunne det meste og så alligevel ikke. Han var meget utålmodig og ville have at tingene skulle ske her og nu. Han havde også hysteriske anfald og en meget kort lunte. De mest ubetydelige ting, ofte uden umiddelbar grund, kunne få ham råbe og skrige.

Sprogligt haltede han bagefter og hans sociale opførsel var bestemt heller ikke god, derfor mente pædagogerne i børnehaven, at der måtte være noget galt med forældrene. Det kunne de imidlertid ikke bevise, men de kunne da i det mindste give forældrene en gang dårlig samvittighed.

Mikkel fik støtte på, men fik det alligevel dårligere. Han havde konstant tynd afføring i sin ble og klagede altid over ondt i maven. Lægerne kunne ikke hjælpe, derfor opsøgte forældrene børnepsykiatrien, der efter mange og lange undersøgelser kom frem til at Mikkel var autist. Forældrene var forfærdede og spurgte, hvordan man behandlede den slags sygdom, hvorefter psykologen/psykiateren svarede, at sådan noget kunne man skam ikke behandle. Det var et handicap han skulle leve med hele livet.

Han blev nu placeret i en specialinstitution med andre handicappede børn, der hver i sær havde sit at kæmpe med. Det mente psykologen var det bedste sted for Mikkel lige nu. Og blev han ved med at være voldsom fandtes der noget fantastisk medicin, som kunne berolige og passivisere ham.

Når maven ikke fungerer, fungerer intet

Forældrene, der åbenbart var årsag til drengens problemer, begyndte at søge efter alternativ hjælp. Ikke hos officielle statslige organer, der jo aldrig havde gjort noget godt for Mikkel, men på private hjemmesider og hos forældre, der selv havde børn med autisme og hjerneskade.

De fandt tilfældigt en hjemmeside om en dreng, der mindende om Mikkel. Historien berettede om, hvorledes forældrene havde sat ham på en gluten- og mælkefri diæt, hvilket havde hjulpet ham. Det ville Mikkels forældre også prøve.

Efter 3 måneders diæt var Mikkel en helt anden dreng, der fra at være indestængt og aggressiv, nu snakkede konstant. Forældrene kunne have ham med ud at handle og med på besøg hos venner og familie.

Mikkel havde i 5 år levet af pasta og hvidt brød tilsat oceaner af mælk. Altså massevis af gluten- og kaseinproteiner, som er svært nedbrydelige for alle, men for børn med autisme er det nærmest umuligt. Og proteiner, der ikke nedbrydes og omdannes til aminosyrer, kan derfor leve sit eget sorgløse liv og gå i blodbanerne. Derfra er der direkte adgang til hjernen, hvor de kan angribe hjerneceller og forvolde stor skade. Dertil kom, at den usunde mad, som Mikkel havde spist kunne have dannet giftstoffer og nervegifte, som var nedbrydende for centralnervesystemet. Det var med stor sandsynlighed det, der var sket hos Mikkel.

Man higer og søger

Nu var det jo ikke sådan at Mikkel var blevet rask, for det var han ingenlunde. Han var blevet mere rolig og menneskelig, men havde stadig store problemer med koncentration, tålmodighed og indlæring.

Mikkels mor var ikke tilfreds med sin søns situation og blev ved med at lede. På et tidspunkt støder hun på nogle terapeutiske olier kaldet "Sofies olier", hvilket bragte hende i forbindelse med mig. Jeg havde fundet og udviklet nogle særlige olier, der kunne forbedre og organismes funktioner.

Jeg fik en god snak med Mikkels mor og hun fik lyst til at vide mere og starte mit neurologisk træningsprogram med Mikkel.

Hjernen repareres

På konsultationen, hvor Mikkels forældre skulle lære om begrebet neurologisk træning stillede jeg en "funktionel diagnose", som var en præcis beskrivelse af de mangler Mikkel havde i hjernen og hvad man kunne gøre ved det. Den afslørede problemer med de tre primære sanser: syn, hørelse og følesans.

Ikke så sært at drengen havde det svært, når hans helt fundamentale sanser ikke var udviklet som andre børn på hans alder. Dertil kom at Mikkel ikke kunne krybe eller bruge sine hænder ordentligt (finmotorik).

Mikkel skulle ud af den institution og væk fra de børn, der ikke kunne lære Mikkel andet end mærkværdigheder. Han skulle nu trænes og simuleres hjemme af mor og far. Ganske som hvis han havde leukæmi skulle han gennemgå en intensiv behandling. Ikke på et koldt hospital, men i det hjem, hvor han af alle steder følte sig tryg og tilpas. Heller ikke af læger og psykologer i hvide kitler, men af kærlige og engagerede forældre, der med de rette værktøjer var indstillet på at gøre alt for deres elskede dreng. Dertil kom, at de ikke var begrænset af forældet fagkundskab, overenskomster og apati.

Hans diæt var blevet strammet yderligere op, således at den udover gluten og kasein blev renset fra sukker, kemi og tilsætningsstoffer. Til gengæld skulle han spise en masse økologiske grøntsager, kød, fisk, sunde olier vitaminer og mineraler.

Indsatsen belønnes

Behandlingsprogrammet var beregnet til et år, hvorefter han forhåbentlig var klar til skole i en normal skole for raske børn.

Efter et halvt års program blev der lavet en evaluering og resultatet var imponerende. Hans syn, hørelse og følesans var normaliseret og han var på mange måder en anden dreng. Hans øjne funklede han var glad og stolt – han havde fået selvtillid.

Han manglede stadig noget neurologisk udvikling, modenhed, sprog, forståelse og sociale kompetencer.

Det blev imidlertid samlet op i løbet af de næste 2-3 måneder og Mikkels forældre var lykkelige og kunne begynde at se fremad. De havde trodset alle etablerede fagfolks dommedagsprofetier og selvom de var blevet kaldt alt lige fra fantaster til dårlige forældre, fuldførte de denne opgave, som kun stærke og kærlige forældre kan.

PPR

En af de argeste modstandere af Mikkels behandlingsprogram var Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR). En statslig institution, der har til hensigt at rådgive og vejlede forældre, skole og institutioner om børn og unge med særlige behov og at foretage pædagogisk psykologisk vurdering herunder udarbejde forslag til rammerne for og indholdet for barnets eller den unges videre udvikling.

Institutionens mange terapeuter, psykologer og socialrådgivere, har ad åre udviklet en systematisk skepsis og mistillid til forældre, hvilket har afstedkommet mange ulykkelige konflikter mellem staten på den ene side og forældrene på den anden. Dertil kommer at "systemets folk" ofte har meget få ambitioner på børnenes vegne, ligesom de ikke har nogen grundliggende viden om begrebet hjernens potentiale og neurologisk udvikling.

Derfor bliver diagnoser som for eksempel autisme ofte gjort til permanente og livslange handicap, som ikke står til at ændre.

Skoleklar

Forældrene ville gerne have Mikkel i den skole, hvor hans søster gik og hvor han i godt en måned uden problemer, havde gået i skolens fritidsordning. Så nemt skulle det bare ikke blive.

Da PPR hører nyhederne om Mikkels gode udvikling og han er ved at være så rask, at familien påtænker at putte ham i en almindelig skole, insisterer de på at lave en psykologisk test af ham og sender derfor en psykolog og ekspert i børnepsykologi ud til familien. Det viser sig at være en person, som familien har været på kant med i årevis. En ældre dame tæt på pensionsalderen, der mener ar vide alt om psykologi, autisme og adfærdsvanskelige børn, så denne helt almindelige familie skal ikke komme og fortælle hende, at alt det hun ved og har lært om autisme ikke er rigtigt. Og de skal slet ikke komme og fortælle at almindelige forældre kan gøre noget, som en hær af højt uddannede psykologer, neurologer og terapeuter ikke har kunnet gøre.

Psykologtesten (WISC III) udvikler sig til en farce, der kun har til hensigt at få Mikkel jordet, bevise at han skam ikke er rask, men stadig skal bære rundt med den gamle diagnose "autist".

Forældrene blev forment adgang til at overvære seancen, men havde forberedt sig og havde indkaldt Mikkels mormor som vidne og hun insisterede, at overvære testen.

Testen konkluderede ikke overraskende, at Mikkel, som på det tidspunkt legede helt normalt med aldersvarende venner og fungerede fint i andre sammenhænge – stadig var autist.

Mormor havde sirligt skrevet alle detaljer ned og bagefter kunne familien lave et klagebrev, der i 15 konkrete tilfælde måtte erklære sig lodret uenig med eksperten i børnepsykologi, der oven i købet nedværdigede sig til at bruge negative tillægsord som "lille dreng på 8 år", "tynd dreng", "ivrig lille dreng" og så videre. Dertil kommer at hun slet ikke tog højde for at Mikkel var meget nervøs og vidste at han skulle præstere noget helt unikt overfor en person han kun havde dårlige oplevelser med. Oven i det hele, beskyldte hun ham for at snyde og kigge i hendes papirer, hvilket han ikke gjorde.

Mormors notater afslørede også, at visse dele af testen helt var udeladt, idet han klarede visse dele uden fejl, blandt andet i regning.

Jeg måtte overraskende også læse følgende: "Undersøgelsen viser at Mikkel ikke er blevet "rask" af sin autisme, som terapeuten lovede forældrene."

"Terapeuten" kunne ikke være andre end mig, familien havde også undret sig over den formulering, for de havde aldrig sagt noget sådant. Hvor var det uforskammet at skrive noget sådant i et officielt papir, men det viste jo bare, hvor langt ude hun var.

Det fik mig til at tænke på en psykolog-joke, som en gammel ven og praktiserende psykolog engang fortalte: "Raske børn, er børn, der ikke er blevet diagnosticeret tilstrækkeligt."

Èn gang autist altid autist

Mikkels forældre sendte alligevel en ansøgning til den skole, de så inderligt gerne vil have deres søn i og hvor han i skolens fritidsordning havde fået flere venner. De kunne ikke tage psykologens ord for andet end ondsindet chikane.

Lige før sommerferien fik familien imidlertid et brev fra skolen, hvor der stod, at de ikke var i stand til at håndtere et barn med autisme.

Familien var målløse og end ikke et møde med den lokale formand for skole- og børneudvalget kunne gøre en forskel, for nu handlede det om penge imellem to kommunekasser, idet "Ønskeskolen" lå i en anden kommune! Hov, hvad sker der lige her? Er der ikke frit skolevalg i Danmark? Jo, men kun så længe barnet ikke har en diagnose eller ligger udenfor normalbarnsområdet.

Familien fik efter besøget med skole- og børneudvalgsformanden tre tilbud: To autist-skoler, hvor flertallet af forældre efter 2 måneder vælger at placere barnet på en døgninstitution udenfor hjemmet, fordi barnets hjerne bliver så ødelagt af den kaotiske hverdag i en "skolen", som intet har at gøre med en skole. Det er et pasningssted for børn, der aldrig er blevet behandlet for deres neurologiske skader og der finder kun meget begrænset undervisning sted. Ingen børn gennemgår folkeskolens pensum og slet ingen føre op til eksamen. Det tredje tilbud var den lokale folkeskole, som forældrene efter et besøg ikke mente var det rette sted for Mikkel, fordi skolen har en skævvridning af børn fra socialt belastede hjem.

Familien var rådvilde og afkræftede. De stod med en helt normal rask dreng, som var så uheldig at have en autisme-diagnose på ryggen, som ikke kunne viskes væk. De kæmpede en helt urimelig kamp mod velfærdsstatens formynderi og ekspertvælde, hvor forældre kun har en lille pant i deres egne børn. De var tæt på at smide håndklædet i ringen og vælge en fremtid for deres barn, som de kunne mærke kun førte imod et stort sort hul.

Lys i mørket

Da familien for et års siden, fik godkendt deres hjemmetræningsprogram af kommunen, skulle Mikkel gennemgå en neurologisk undersøgelse hos en børnelæge.

Ganske sigende for sagens forløb, kom denne indkaldelse præcist et år efter – på et tidspunkt, hvor drengen er rask og programmet slut.

Lægen, der sad med 5 år gamle papirer havde forventet at se en autistisk dreng, der ville hænge i gardinerne, var øjensynligt overrasket over at se en meget harmonisk dreng, der kunne talte pænt og opførte sig normalt.

Mødet med børnelægen var jo meningsløst, men familien ville gerne præsentere deres "nye" dreng for børnelægen og fortælle om deres program og valg. Lægen var imponeret og på vejen ud hviskede han Mikkels mor i øret, at hun aldrig måtte putte ham i en specialskole for autister. Han så intet autistisk i hendes søn.

Det var lige hvad disse hårdtprøvede forældre havde brug for at høre og de fik kampånden tilbage. Nu skulle det være "Ønskeskolen", om de så måtte flytte til en anden kommune, hvor der fandtes en ordentlig skole.

Familien ikke "Ønskeskolen", men de fandt noget der kunne accepteres.

Indignation

Denne historie hører jeg desværre ofte via frustrerede mødre, der ringer og klager deres nød.
Jeg er hver gang forfærdet over dette overgreb, som statens ansatte påfører helt almindelige sunde og kærlige familier, der blot ønsker det bedste for deres børn.

Det sker oven i købet i et land, som har verdens højeste skattetryk og praler vidt og bredt af et velfærdssystem, der sørger for at de svageste i samfundet altid får den bedste hjælp man kan forestille sig.

Velfærdssamfundets formynderi og egenrådighed på handicapområdet har i alt for mange tilfælde taget overhånd og efterlader forældrene umyndiggjorte i forhold til deres egne børn.

Spørg Hjernetips.dk

Send os gerne en e-mail

eller ring på 70 20 60 27 (9-12)

 

dashed

adhd-puzzle

 

dashed