Mit barn vil ikke i skole

Skolevægring er ikke en officiel diagnose, men en faglig betegnelse for det forhold, hvor et barn over længere tid har markant fravær fra undervisningen i skolen.

 

AF LARZ THIELEMANN

 

Skolevægring er ikke det samme som pjæk. Skolevægring og pjæk adskiller sig på en række punkter. Ved at skolevægring er barnet fraværende i længere tid. Ved pjæk er der tale om mere sporadisk fravær. Ved skolevægring ved forældrene oftest godt, at barnet ikke er i skole. Ved pjæk ved forældrene det oftest ikke og ved skolevægring er barnet oftest stærkt følelsesmæssigt påvirket af ikke at være i skole. Med andre ord: Når barnet er skolevægrende, siger det: “Jeg kan ikke”, hvorimod det pjækkende barn siger: “Jeg gider ikke”.
Fraværet starter ofte med almindelige sygdom, som ondt i maven eller hovedet, hvilket resulterer i en sygemelding. Herefter bliver barnet mere og mere isoleret. Ønsker ikke gå ud, dropper legeaftaler og vil helst bare være på sit værelse.
Efterhånden udvikler sygemeldingerne sig til at være hyppigere, hvilket starter en spiral af stigende fravær. Til sidst opgiver barnet og familien helt kampen, og barnet bliver hjemme langt de fleste dage.

Årsager til skolevægring

Undersøgelser og erfaringer peger på mange grunde til manglende lyst til at gå i skole, men de hyppigste grunde er disse her:
Barnets hjerne er ikke modnet og undervisning og indlæring forekommer uoverkommelig.
Barnet har sensitive sanser og evnen til at fungere i en gruppe er ikke mulig.
• Forstyrrelse indenfor forskellige former for autisme.
• Socialangst i forbindelse med relationer til andre børn i skolen, herunder også mobning.
• Seperationsangst, det vil sige ubehag ved at være væk fra mor og far.
• Præstationsangst.
• Stress og tilpasningsproblemer.
• Depression.
• Skilsmisse eller dødsfald i familien.

Over hver tredje barn med autisme, hele 35 procent, har på nuværende tidspunkt skolevægring og går ikke i skole. Det viser Landsforeningen Autismes inklusionsundersøgelse fra marts 2019. For hele 15 procent af børnene har deres mistrivsel i skolen betydet, at de ikke har været i skolen i over et år.
Det er alarmerende tal, der giver panderynker i autismeforeninger, hos læger og psykologer, men når det handler om at finde årsagen, kommer de alle til den samme konklusion. At det er skolens, lærernes og omgivelsernes skyld.
Det er typisk argumenter, som for mange elever i klasserne, for meget støj, for mange timer og så den gode gamle med de bmanglende ressourcer.
Det seneste argument jeg har hørt om, kommer fra en højtprofileret psykolog, der handlede om, at det kan være svært for børnene at forlade timen, hvilket tvinger dem til at sidde i larm mod deres vilje. Undskyld mig og kald mig bare gammeldags, men er en skole blevet til en fritidsklub?

Det handler om manglende modning i hjernen

Jeg synes ikke det er så underligt, at børn med autisme, sensitivitet, angst og manglede modning i hjernen ikke kan fungere i en skoleklasse. Den manglende neurologiske modning bevirker at disse børn ofte har nedsat samsyn, sensitiv hørelse og taktilitet, dårlig motorik samt en manglende verbal og nonverbal kommunikation. Børnene har med andre ord slet ikke de nødvendige forudsætninger for at indgå i et socialt samspil med kammerater og lærere.
Man ser heller ikke så mange børn med forstuvede ankler i landets fodboldklubber af den simple grund at barnet ikke længere har forudsætningen. Træning og kamp ophører i den periode, hvor behandlingen finder sted indtil ankelen er fikset og normal.
Det er jo en helt normal og logisk praksis for stort set alle sygdomme i vores del af verden, men bare ikke, når det handler om neurologisk og psykisk relaterede sygdomme. Men hvorfor ikke?
Det er ganske enkelt fordi, det blandt læger, psykologer og ikke mindst i psykiatrien/medicinalindustrien er en almindelig opfattelse af, at den slags lidelser og problematikker ikke kan kureres. At man i stedet for en årsagsbaseret behandling skal prøve at indrette omgivelserne efter børnenes udfordringer og handicap med tilpasning, støtte og medicin. Det svarer til, at man skal lære den føromtalte dreng, at spille fodbold med den forstuvede ankel.
Så faktisk kan vi godt tolke skolevægring, som en naturlig forsvarsreaktion. Det er jo barnets råb om hjælp. Hvad skal han eller hun gøre, når det bimler og bamler inde i hovedet og bliver opslidt af hele tiden at skulle kæmpe mod en masse negativ stimuli, der ikke giver mening for barnet, som ikke har de nødvendige automatiserede handlinger i hjernen til at agere i et ocean af påvirkninger, begreber, forventning og regler.

Familien er svaret

Skolevægring er med andre ord et komplekst fænomen. Derfor kan man ikke opstille en enkel eller endegyldig plan, men vi kan altid prøve at finde årsagen og derefter behandle denne.
Som forældre til disse børn, kan man føle sig magtesløse og fortvivlede. I har læst en masse velmenende bøger og har søgt rådgivning i øst og vest. Alligevel mærker I at udviklingen går alt for langsomt og der sker for lidt.
Der findes ingen trylleformular til at hjælpe og behandle disse børn, men det kan lade sig gøre. Via det neurologiske program (NTS), der modner hjernen og styrker de fysiologiske forudsætninger, kan barnet forbedres og normaliseres. Det kan mange historier her på siden dokumentere. Det kræver imidlertid hårdt arbejde og en særlig indsats af jer forældre.
Men hvordan i alverden kan jeg bede jer hårdtprøvede forældre om at yde en ekstra indsats og tage mere ansvar, midt i alle møder og fortvivlelse?
Det kan jeg, fordi I er barnets kød og blod. Ingen andre i hele verden elsker jeres barn så højt som I gør. Og ingen vil gøre så meget for jeres barn som I vil, hvis I vel at bemærke fik de rette værktøjer. Jeg ved, at vidste I præcis, hvad I skulle gøre, så ville I også have gjort det – også selvom I lige nu føler, at I ikke har de nødvendige ressourcer til at hjemmetræne og lave et krævende program.
Men mangel på ressourcer er ikke en permanent tilstand. Der ikke kan forandres. Ressourcer og energi kan vokse i os mennesker og kan komme i uanede mængder på få minutter. Det handler i første omgang om at få de små første sejre. At se sit barn forbedre sig. Se sit barn udvikle sig i en mere positiv retning, bare små bitte ting, kan få os forældre til at gå på vandet.
Forældre – og især mødre, har så meget styrke, at det nogen gange kan virke skræmmende.
Derfor handler det om at mobilisere denne styrke og selv tage ansvar for sit barn.
Det sundhedsfaglige system kommer ikke med nogen virkefuld løsning. Ingen i det etablerede system ved i virkeligheden, hvad man kan stille op med disse børn. De vil altid prøve på at symptombehandle og tilpasse omgivelserne til barnets særlige behov og man vil tilbyde støttepædagog, isolation eller medicin. Jeg vil den modsatte vej. Jeg vil eliminere barnets særlige behov, så det kan leve og fungere i den normale verden.
Behandling af børn med skoleudfordringer er altså muligt, men det er vigtigt at holde sig for øje, at målet for behandlingen skal være at modne de grundlæggende funktioner i hjernen, og ikke blot afhjælpe de værste symptomer med terapi og pædagogik.
Er dit barn udfordret med sproget, så kontakt Hjernetips.dk og få hjælp. Du er også velkommen til at ringe direkte til mig på telefon 70 20 60 27 (9-12).


Skrevet af Larz Thielemann, august 2019.

Spørg Hjernetips.dk

Ring på 70 20 60 27 (10-12 og 17-18).

Eller send os en e-mail, hvis du har spørgsmål.

 

dashed

Neurologisk Træning og Stimulering (NTS) er en dansk empirisk sundhedsfaglig behandlingsform, som retter sig mod børn med særlige behov, som eksempelvis ADHD, autisme, spasticitet, sensitivitet, dyspraksi, hjerneskade, skoleproblemer med mere. NTS er en vidensbaseret og sundhedsfaglig disciplin ligesom logopædi, psykiatri, psykologi, anatomi og neurologi.

dashed

 bog_taske_web1.jpg

Sådan hjælper du dit barn med særlige behov er en nyskabende bog, der hjælper børn og unge med særlige behov ved at fortælle om, hvordan forældre kan træne hjernen til at blive rask og normal. Klik på billedet.

 

dashed