Historien om Emil

Dette er i sandhed historien om den grimme ælling, der via en mors kærlighed blev forvandlet til en flot svane. Det er også historien om et politisk system, der nærer dyb mistillid til børns forældre, i stedet for at se dem som en ressource.

AF MOR BIRGITTE WEINBERG JENSEN

Da Emil kom i børnehave og skulle udfordres socialt kom problemerne. Af forskellige grunde var hans hjerne ikke modnet korrekt og han blev et let offer for mobning og drillerier.

Jeg vidste måske godt, at der kunne være noget galt med hans hjerne, for jeg havde fået af vide fra børnehaven, at de mente han var lidt umoden. Derfor foreslog de, at han blev et år til, men han havde det stadig svært og mobberierne fortsatte, det var en svær tid. Vi håbede at skolen kunne blive hans nye "fristed", men sådan gik det desværre ikke.

Da Emil lige er startet i skole, får han imidlertid nogle små krampeanfald, det kommer som et chok for os og fører til at han få måneder efter får stillet diagnosen epilepsi.

Han kommer i medicinsk behandling og bliver hurtigt trappet op til at få 100 mg Lamotrigin – kramperne stopper, men det er der også andre ting der gør.

I de næste 2 år følger han undervisningen i skolen, men vi oplever en del forandringer i hans adfærd. Han får problemer med at huske, han falder let i staver, er let at distrahere og får et meget lavt selvværd. Flere gange sker det, at han ikke kan huske, hvor han skal af, når han kører med bussen hjem fra skole. Han får sværere og sværere ved at følge med i undervisningen og må ofte opgive at løse de opgaver, der bliver gennemgået, fordi han har svært ved at huske, hvad der er blevet sagt. Han sendes tidligere i bad efter idræt, fordi han er meget længe om at blive færdig. Han bliver selv opmærksom på, at han er anderledes og giver udtryk for dette med følgende udsagn:

Kan vi ikke købe en plakat med alfabetet? Ellers lærer jeg det jo aldrig. Jeg vil være ligeså klog som Robert.

I slutningen af anden klasse er Emil langt bagefter, kan ikke læse og skrive og fungerer ikke socialt i klassen. Der bliver derfor lavet en psykologisk undersøgelse af ham, for at finde ud af, hvad skolen kan gøre for at hjælpe ham. 
Resultatet ender med at psykologerne henviser ham til en specialklasse med andre dysfunktionelle børn på en anden skole.

Et ugeblad vakte vores interesse

På samme tidspunkt læser min mor en artikel i et ugeblad om en dreng, der blev hjulpet via et program lavet af neuropraktiker Larz Thielemann. Hun tog kontakt til ham for at høre om der kunne gøres noget. Efterfølgende videregav hun de oplysninger hun fik til mig og jeg kontaktede derefter selv Larz Thielemann. Hans vurdering var netop, at Emil manglede modning og neurologisk udvikling i hjernen. Noget som kunne indhentes via et program og hjemmetræning.

Han rådede mig også til at holde fast i pladsen på den nuværende folkeskole og ikke bukke under for deres tilbud om specialskole. Søge om hjemmeundervisning, for at lave et neurologisk behandlingsprogram, med det mål, at få ham tilbage i skolen på et højere niveau om et år. 
Det endte med at vi aftalte en konsultation hos Larz Thielemann, så vi hurtigst muligt kunne komme igang med at hjælpe Emil.

Vi laver en plan

Vi ankommer spændte til konsultationen og efter mange timers information og undersøgelse af Emil, får vi tilrettelagt et program, som vi og Emil skal følge foreløbig det næste halve år. Vi vender trætte hjem og i den efterfølgende tid skaffer vi de nødvendig materialer og træningsredskaber for at kunne udføre programmet. En del af programmet tager også ekstra hensyn til Emils epilepsi via en diæt og en opfordring til at få ham udtrappet af medicin.

Vi tager kontakt til Holbæk Sygehus for at få lægens accept til at trappe Emil ud af medicinen, hvilket lykkedes og hen over sommeren går vi også i gang med de motoriske øvelser, diæt og hjemmeundervisning.

Langsomt trapper vi Emil ud af medicin og i takt med, at hans hjerne bliver stærkere minimeres mulighederne for anfald. Og her knapt et år efter har der ikke været antydningen af et epileptisk anfald.

I slutningen af sommerferien tager vi kontakt til skolen for at give dem besked om, at vi har besluttet at hjemmeundervise vores søn i et år. Jeg fremlægger det program, som Larz Thielemann har udarbejdet for både lærerne og skolelederen, og de virker meget interesserede og mere imødekomne end jeg havde forventet. Jeg går faktisk hjem med følelsen af, at det nok skal komme til at fungere og at jeg måske ligefrem kan hente hjælp og opbakning fra lærerne, hvis det måtte blive nødvendigt.
En måned senere indkaldes vi til møde med skolelederen samt en konsulent fra kommunen, som også skal sættes ind i vores planer og allerede ved det møde er stemningen en helt anden. Skolelederen er ikke længere positivt stemt og ham fra kommunen virker også noget skeptisk og afvisende.

Det bliver aftalt, at jeg kan få én måneds prøvetid, fordi han påstår, at forældrene erkender, at det er for stor en mundfuld at hjemmeundervise. Jeg undrer mig lidt over den udmelding, man kan da ikke forvente en mærkbar ændring på en måned.

Kludder på hjemmefronten

Emil og jeg går igang med stor ihærdighed med sansestimulering, motorisk træning og hjemmeundervisning og jeg syntes faktisk, at det fungerer rigtig godt.
Jeg har desværre ikke fået talt tingene ordentligt igennem med min mand og det viser sig hurtigt, at han ikke er helt enig i den måde, jeg kører programmet på. Han har svært ved at acceptere, at der bliver fokuseret mere på Emils behov og mindre på hans egne. I det hele taget har han svært ved at erkende Emils problemer, fordi han stadig ser ham som en lille dreng.

Jeg prøver dog at tilrettelægge programmet således, at han får mere opmærksomhed, men det er svært. Emil er i mine tanker og det er ham, der skal hjælpes.
En måned senere er vi til møde på skolen for at tilkendegive, at vi ønsker at fortsætte med hjemmeundervisning og Larz Thielemanns neurologiske program, hvilket bliver accepteret, men igen med en kort tidsplan, der besværliggør vores arbejde. Det bliver samtidig besluttet, at der skal laves en faglig test af Emil allerede i starten af oktober, hvorefter der vil blive taget stilling til, hvorvidt vi kan fortsætte med hjemmeundervisning.

Mere test og skepsis

Sidst i oktober har vi vores første hjemmebesøg og vi får fremlagt resultatet af de test der var lavet på Emil i starten af oktober. De viser som forventet ingen fremskridt, hvilket bliver udnyttet til meget stor bekymring hos skolelederen. Hun får endnu en gang skabt en meget negativ stemning og det står klart, at hun ikke mener, der kan komme noget godt ud af det jeg laver og hendes holdning er, at Emil ikke skal være hjemme ret meget længere. Min demokratiske ret, som mor til at hjælpe mit eget barn, bliver fuldstændig ignoreret, men vi holder på vores ret til frit at vælge, hvor og hvordan Emil skal undervises og mødet slutter med at vi får lov til at fortsætte.

Jeg fortsætter mit arbejde med Emil og alt ser ud til at køre uden problemer. Men midt i november kommer der et brev fra de sociale myndigheder, hvori der står, at der er kommet en indberetning fra skolelederen, som udtrykker sin bekymring for Emils trivsel og de vil derfor gerne komme på besøg for igen at høre lidt om, hvad det er vi laver. Jeg opfatter det som en trussel og et angreb på mig som mor.

At få et sådant officielt brev lægger et kæmpe pres på os som familie, og det giver anledning til store diskussioner mellem min mand og jeg. Han bliver bange og ser helst, at jeg afbryder programmet med det samme.

Sidst i november får vi besøg af en socialrådgiver. Vi forklarer hende, at vi er en helt almindelig kærlig familie, der sørger for at vores elskede barn trives. At vi netop er flyttet fra København til Røsnæs for at give ham bedre vilkår for en god opvækst.

Vi afslutter med at fortælle hende, at vi er blevet enige om at sende Emil i skole efter nytår, hvilket hun synes er en rigtig god idé. Hun takker af og lover at vi ikke kommer til at høre mere fra socialforvaltningen.

Ny konsultation

Jeg beder om en ny konsultation hos Larz Thielemann for at få en ny vurdering af Emil, inden han skal starte i skole. Trods de mange forhindringer og opslidende samtaler, viser det sig, at mit arbejde med Emil alligevel har båret frugt. Jeg havde da på fornemmelsen, at der var sket noget, men jeg havde svært ved at vurdere det helt nøjagtigt.
Larz Thielemanns neurologiske evaluering viser nemlig, at Emil på de fem træningsmåneder, har forøget sin neurologiske alder med 10 måneder, hvilket er over 300% og betyder, at han fra at være 21% fra normalitet, nu kun var 8% fra normalitet.

Derudover får Emil tre såkaldte sejre. Sejre er udviklede færdigheder, der vil ændre et barns livskvalitet for altid:

• Udtrapning af psykofamika (epilepsi-medicin).
• Ser med samsyn hvor begge øjne rettes mod samme punkt.
• Kan læse ord og små sætninger.

På baggrund af disse opløftende nyheder, beslutter jeg derfor at holde fast i skoleudsættelsen og vores program, for at gøre arbejdet færdigt. Nu må det bære eller briste.
Vi tager fat på det nye program, men pausen i juleferien samt ustabil kost gør, at Emil ikke har den samme lyst og motivation længere. Vi bruger meget tid på at tale om, hvorfor vi laver det vi gør. Jeg fortæller ham, at det er hans program, og at det vil gøre, at han bliver bedre i skolen og får mere selvtillid. Det hjælper og vi får og kæmpet igennem programmet dag for dag.

Emil tvinges i SFO

Sidst i januar indkaldes Emil til endnu en af disse urimelige læseafhøringer. Den giver umiddelbart ikke et bedre resultat end de tidligere. Som ved de andre prøver, må jeg ikke være i samme lokale, hvilket gør Emil meget nervøs og blandt andet derfor gør han det ikke så godt som derhjemme.

Jeg ved så heller ikke, hvor mange børn i anden klasse, der bliver afhørt og testet på denne umenneskelige måde?

Det virker som om, at fordi vi laver noget andet end det systemet tilbyder, skal vi kanøfles og klare meget strengere krav.
I starten af februar kommer der igen brev fra de sociale myndigheder, fordi skolelederen og en af mødrene fra Emils gamle klasse, har udtrykt bekymring for Emils sociale situation.

Jeg indkaldes derfor til et møde med socialrådgiveren og må endnu en gang forklare hvordan og hvorfor Emil har de problemer, som han har. Jeg "tvinges" til at acceptere, at Emil skal starte i SFO'en igen, så vi på den måde kan imødekomme systemets ønske om, at Emil får "social kontakt til andre børn".
Det er imidlertid ikke et ønske Emil deler. Han er allerede meget social og god til at lege med sig selv og dem han kender godt herhjemme. Desuden må jeg acceptere at afholde i alt 6 samtaler med en socialrådgiver, som på den måde kan kontrollere, at Emil trives og har det godt.
Jeg er dog aldrig blevet indkaldt til disse møder og jeg tvivler på, at de nogen sinde bliver til noget. I starten bliver han så sendt i SFO hver anden dag, men til sidst bliver det kun en eller to gange om ugen, fordi han faktisk ikke selv har lyst til at tage derud.

Vinden blæser den anden vej

I starten af marts har jeg igen besøg af to konsulenter fra kommunen, men denne gang er de begge meget mere positive og åbne for at høre, hvordan det går og det gælder ikke kun det skolefaglige, men de udviser også interesse for den motoriske og neurologiske del. Det er første gang i hele forløbet at jeg får chancen for at forklare, hvad det rent faktisk er at vi laver, hvordan tingene hænger sammen for Emil, samt hvilke fremskridt der er sket siden vi begyndte.

Så jeg forklarer, hvordan den motoriske træning hænger sammen med det skolefaglige, at Emil for at blive en god læser, skal kunne se ordentligt og have samsyn. At Emil for at kunne koncentrere sig i en klasse, skal have en normal og ikke for sensitiv hørelse og så videre og så videre.
Vi aftaler, at de skal komme igen til juni for at lave nogle test og at jeg må være med. De vil hjælpe med at formidle kontakt til den skole, hvor Emil skal gå og sørge for, at vi kan komme på besøg i klassen inden sommerferien. Jeg vil selvfølgelig tage med ham og være der lige så mange gange jeg føler det er nødvendigt.

Sidste evaluering

Før sommerferien besøger vi Larz Thielemann igen for at få den sidste evaluering af Emil og for at blive klædt på til den sidste test i juni.
Larz Thielemanns neurologiske evaluering viste, at Emil på de fem træningsmåneder, havde forøget sin neurologiske alder med 7 måneder, hvilket betød at han fra at være 8 procent fra normalitet nu var indenfor normaliten. Hans hjerne havde indhentet det tabte. Vi jublede! Derudover fik Emil igen tre sejre:

• Normal hørelse uden sensitivitet.
• Godt helbred uden en eneste sygedag i et år.
• Graduation to life. Emils hjerne er rask og normal.

Vi fik også en udtalelse fra Larz Thielemann:

– Emil Weinberg Jensen har bestået den neurologiske træning og stimulering. Hans hjerne er nu udviklet gennemsnitligt, hvilket betyder, at ingen områder i hans hjerne er mangelfuldt udviklet eller beskadiget. Hjernen er nu i en sådan tilstand, at Emil rent neurologisk har forudsætningen for at lære alt samt få et godt og selvstændigt liv, hvor han langsomt kan frigøre sig fra sine forældre og uden hjælp fra øvrige autoriteter. Jeg vil imidlertid anbefale fortsat at prioritere motion og sundhed højt samt støtte ham, der hvor det er nødvendigt i den kommende tid. Jeg ønsker mor og familien tillykke med resultatet og ønsker Emil et spændende og udfordrende liv.

Emil fik derefter overrakt en pokal med inskriptionen: Graduation to life. Han var meget stolt og lidt forlegen da han fik den overrakt.
Jeg er selvfølgelig Larz Thielemann dybt taknemmelig for alt den støtte og hjælp vi har fået og ser mere lyst på fremtiden end nogensinde.

Bestod skoletesten

Vi fejrede de gode nyheder med en skøn tur i sommerhus. Vi fik set Sønderborg Slot og Dybbøl Mølle og vi nåede også en tur over grænsen til Flensborg, hvor vi besøgte det naturvidenskabelige museum, hvor man selv kunne se og undersøge forskellige tekniske fænomener. Det var lige noget for Emil. Jeg sidder og kigger på Emils historie og ser billederne. Det øverste (gul trøje) er taget på vores sommerferietur sidste år, altså kort før vi besøgte Larz Thielemann første gang. Når jeg så ser Emil på det sidste billede – altså ikke engang et år efter, har jeg svært ved at tro, at det er den samme dreng og jeg bliver en lille smule skræmt når jeg tænker på, hvor hurtigt vi vænnede os til den forandring der skete med Emil, mens han fik medicin.
Skoletesten gik også godt. Jeg var meget spændt på at se, hvordan han ville klare det, men det viste sig, at han gjorde gode fremskridt. Han læser nu fejlfrit og han har gjort fremskridt på næsten alle områder i sin skriftelige prøve.

Julen 2020

– Kære Larz. Du og din familie ønskes en rigtig glædelig jul og et godt og forhåbentlig lykkebringende nytår.
– Tak Birgitte og i lige måde, går det godt med Emil?
– Ja tak, han er blevet 18 år og går på teknisk grunduddannelse. Han er blevet en haj til IT.
– Hvor er det dejligt at høre. Hils ham.