Historien om Frederikke

Hun nægtede at spise, tale, stå op og deltage i livet. Til sidst var vi så desperate og fortvivlede, at vi fik hende indlagt på børnepsykiatrisk afdeling. Her endte hun med at være et helt år! Desværre ikke med den store bedring til følge. Det eneste de gjorde, var at give hende en autismediagnose uden yderligere tiltag. Som om diagnosen i sig selv ville gøre hende rask.

AF MOR DORTHE OLESEN

Frederikke var lille ved fødslen og led af kolik de første 6 måneder. Hun var hurtig til at rejse sig op og gå, men til gengæld kravlede hun kun sporadisk og ikke korrekt, og krybe så jeg hende aldrig gøre.
Hun var meget sensitiv, kunne ikke lide at gå med bare tæer i græsset, tålte ikke vaskemærker i tøjet eller at have undertrøjen inde i bukserne. Hun havde meget tidligt et veludviklet sprog, men havde svært ved at udtrykke sine følelser, især når hun blev ked af det.
I skolen trivedes hun i perioder ikke. Hun virkede indelukket og lidt i sin egen verden, trods det at hun havde lært sig selv at læse allerede inden skolestart og rent fagligt på alle måder var med. På trods af ihærdig indsats fra vores side kneb det også med kammeratskabet. Kun en enkelt veninde blev det til, og det var sårbart.
I anden klasse og igen i femte, blev hun undersøgt/testet for autisme, men ”frikendt” begge gange. Pludselig tog den manglende trivsel dog til – i begyndelsen af sjette klasse mistede hun sin eneste ven, der valgte hende fra. Det satte en lavine i gang, der resulterede i, at Frederikke omkring juletid nægtede at spise, og senere også tale, stå op og deltage i livet.
Til sidst var vi så desperate og fortvivlede, at vi fik hende indlagt på børnepsykiatrisk afdeling. Her endte hun med at være et helt år! Desværre ikke med den store bedring til følge. Det eneste de gjorde, var at give hende en autismediagnose i slutningen af forløbet! Med den følte jeg, at Frederikkes fremtid blev aflyst.

Der kom nu dystre meldinger om fremtiden. Måske kunne hun arbejde på et beskyttet værksted eller måske klare sig selv med støtte fra pædagoger. Ikke lige den fremtid, jeg havde set for min datter.

Efter diagnosen syntes psykologerne, at problemet var løst. Frederikke havde en udviklingsforstyrrelse og det kunne man ikke gøre noget ved. Det var noget vi som forældre skulle acceptere og lære at leve med. Så kunne man skærme hende for sanseindtryk, undgå sociale krav og lave skemaer til hende for dit og dat. Hvor tit hørte vi dem ikke sige, at når først vi havde diagnosen, ville alle døre stå åbne for os. Vor Herre bevares!

Vi fandt en anden vej

Heldigvis havde jeg brugt nogle af de søvnløse nætter på at googleom  behandling for autisme. Midt i denne jungle, havde jeg fundet hjemmesiden Hjernetips.dk og neuropraktiker Larz Thielemann. Jeg ledte efter viden og værktøjer til selv at gøre noget for min datter. Så her var præsis dét jeg havde ledt efter og vi vovede os nu ud af denne nye spændende vej. På Larz Thielemanns opfordring læste jeg hans bog "Sådan hjælper du dit barn med særlige behov". Den bekræftigede yderligere min gode fornemmelse.
Foråret var kommet i mere en en forstand og vi var på vej til en opstartkonsultation hos Larz Thielemann for at få et trænings- og behandlingsprogram. Forinden havde jeg stille og roligt ændret Frederikkes kost, så den nu var uden gluten, sukker og mælk. Jeg spurgte hende ikke – for så var jeg fri for protester. Så kunne vi på konsultationen koncentrere os om alt det andet. Vi var spændte.

Det forunderlige var, at selv om Frederikke egentlig ikke var voldsomt positiv omkring projektet, så fik Larz med sin overbevisende og respektfulde tilgang gjort hende fyr og flamme.

Vi lavede sammen en neurologisk udviklingsprofil, som afslørede at Frederikke neurologiske alder var 86 procent, altså 14 procent fra normalitet. Et synligt bevis på, at der manglende modning i hjernen og selve forklaringen på de mange sensoriske og sociale udfordringer.
Så snart vi var hjemme begyndte vi på programmet. I starten varede det næsten hele dagen, med undtagelse af de to lektioner, hvor Frederikke gik i skole. Hun trængte meget ofte til en pause i mellem øvelserne, men hun nægtede aldrig og vi lavede hele programmet. Jeg havde besluttet mig for, at det skulle være sjovt – og sådan blev det.
Efterhånden gik det lettere og hurtigere, trods det at træningen i de første tre måneder konstant blev sat lidt op. Og vi mærkede snart en forbedring hos Frederikke både på humør og væremåde. Hun begyndte at tale mere med os, give knus, sove bedre og være mere ude af sin ”osteklokke”.
Efterhånden blev træningen mere og mere rutine og det tog derfor mindre tid, hvilket passede fint med at Frederikkes skolegang langsomt blev udvidet lidt. Ved midtvejsevalueringen efter tre måneder skrev jeg blandt andet i det spørgeskemaet:
– Hun mærker sig selv, begynder at udtrykke følelser og har et helt andet glimt i øjet. Hun sover for første gang i sit liv, som en sten!
På den efterfølgende evaluering fik Larz på fineste vis sat fingeren på de få, men ømme punkter vi havde i forhold til programmet. Og jeg skal love for, at det var en vitamininsprøjtning for Frederikke. Hvad Larz sagde var jo lov for Frederikke. Så vi arbejdede os videre frem mod målet.

Vi skal gøre arbejdet færdigt

Alligevel måtte jeg efter et halvt års træning erkende, at vi endnu ikke var kommet helt i mål, så jeg måtte skrive til Larz:
– Der er nu seks uger tilbage af Frederikkes program og rigtig meget har ændret sig til det bedre. Alligevel kan jeg godt svede lidt, her på falderebet, om hvorvidt vi nu når helt i mål, hvis du forstår. De ting, der stadig udfordrer os er:

• Angst, selvom det er aftaget en del.
• Lydfølsomhed, er også aftaget meget, men vi er ikke i mål endnu.
• Mærke sig selv og give udtryk for, hvad der er galt. Her vælger Frederikke af og til stadig tavshed i stedet for tale.
• Taler nu til jævnaldrende, men kigger væk og når vi går tur kigger hun i det hele taget meget nedad.
• Vanskeligheder med at “small talke" med fremmede.

Larz synes vi skulle gøre arbejdet færdigt og tage et halvt år mere. Så vi aftale en ny konsultation, hvor vi fik finpudset programmet med nye øvelser og forbedringer. Noget, som i den grad gjorde en forskel. Frederikke skulle blandt andet slå koldbøtter og lave spurt-rutiner på løbeturen. To ting, der fik kureret både køresyge og angst fuldstændigt. I den mere svedfremkaldende afdeling skulle Frederikke arrangerer en fest og holde en tale, hvilket blev en stor succes og hun satte selvtillid ind på kontoen.
Hun fik både en bronze og en sølvmedalje for en udvikling på 140 procent. Afstanden til normalitet var hun kun 4 procent.

Fremtiden

I dag er vi officielt færdige med programmet og Frederikke har fået sin guldmedalje og den flotte sejr: Graduation to life. Hendes hjerne er rask og normal.
Hun kan dog ikke helt slippe det helt, så hun laver stadig noget af det fysiske program. Blandt andet  løber hun 3 gange om ugen (udover de 5-7 km i løbeklubben. Og det er med en fart, så mor ikke længere kan følge med. Hun spiller cello, kører med aviser i fritiden og passer sin fulde skolegang med bravour.
Frederikke har lige haft hovedrollen i skolens teaterstykke med blandt solosang. Og til påske tager hun med ungdomsskolen til Paris. Efter sommerferien starter hun på efterskole. Med andre ord lever hun i dag et helt andet liv med helt andre fremtidsudsigter end dem, der blev spået for et år siden.