Først blev hun handelsstudent, derefter tog hun til USA som au-pair, hvor hun passede børn og vel hjemme igen kom hun i lære som kontorassistent, samtidig med, at hun læste til merkonom på aftenskole. Denne uddannelse optog hende så meget, at hun besluttede at blive akademiøkonom. Henriettes liv tog form og alt gik efter planen.
Henriette søgte derfor ind på handelsakademiet og var næsten færdig med uddannelsen, da hun begyndte at få gener igen. Blandt andet begyndte hun at få balanceproblemer.
Efter en scanning af hjernen viste det sig, at hun havde en udposning på en blodåre i lillehjernen og blev opereret. Først så behandlingen ud til at lykkes, men et halvt år efter blev Henriettes syn dårligt og balancen kom helt ud af trit. Desuden fik hun sværere ved at læse, skrive og tale. Konsekvensen af denne fejlbehandling var, at hun måtte at gøre hendes uddannelse færdig. I en alder af 24 år fik hun af det danske velfærdssystem titlen "førtidspensionist" vel at mærke uden at få erstatning for den mislykkede operation.
Første gang jeg møder Henriette var til et informationsmøde om neurologisk træning og stimulering på et hotel i Vestjylland, hvor der var troppet en masse forældre op. Der var blandt andet også denne unge kvinde, der støttet af sin mor og far på hver side, var blevet ført hen til en stol.
Efter mødet snakkede jeg med forældrene om deres børns problemer og til sidst kom Henriette og hendes forældre hen til mig. Henriette havde meget på hjertet, men jeg havde svært ved at forstå hende, så konversationen foregik mest gennem forældrene. De ville naturligvis vide, om der var noget at gøre for deres voksne datter. De havde læst en masse om mit arbejde og historier om børn, men havde aldrig hørt om voksne, der var blevet hjulpet med den neurologiske træning og stimulering.
Jeg måtte erkende, at jeg ikke havde den store erfaring med voksne og jeg var da også skeptisk overfor om det overhovedet kunne praktiseres. Hvem skulle hjælpe og coache hende i det daglige program? Henriette boede i en lejlighed og forældrene havde deres arbejde at passe. Ville hun have disciplin nok til selv at lave programmet? Jeg synes godt nok, at der var mange spørgsmål, der pegede i den forkerte retning. Vi besluttede imidlertid at give det en chance, så jeg lavede en evaluering af hende på baggrund af et interview med forældrene og det som Henriette selv kunne berette. Jeg ville så lave et program til hende, når jeg kom hjem.
Henriette var nu 28 år og havde i fire år prøvet alle mulige kommunale genoptræningstiltag, som ikke havde hjulpet. Hun havde oplevet et system, der ikke troede på hende og som kun tilbød det allermest nødvendige og ofte var der tale om deciderede ydmygende øvelser.
Jeg lavede et program, der byggede på sunde naturlige principper, der gik ud på at få hjernen til at yde mest muligt med intensiv fysiologisk, fysisk og kognitiv stimulering. Henriette var først og fremmest skadet i de underliggende dele af hjernen, og derfor havde hun brug for en masse fysisk stimulering med krydsbevægelser.
Hun havde også brug for at stimulere sine nedsatte sanser og især hendes syn. Dertil skulle hun spise så sundt som muligt. En kost, der byggede på naturlig uforarbejdet mad uden kemi, sukker, gluten og mælk samt et supplement med vitaminer, plante- og fiskeolier.
Det var med en vis skepsis at jeg sendte hende programmet, for Henriette havde endnu ikke fundet den fast hjælper jeg havde opfordret hende til. Hun mente godt, at hun kunne lave programmet. Hun boede i en lille to-værelses lejlighed og ville træne nede i kælderen. Det lød som en umulig opgave. Hvordan skulle hun motivere sig selv til at lave dette krævende program og så med den dårlige balance? Jeg vidste jo med mig selv, hvor svært det er at komme op i det fitnesscenter, så jeg kunne tabe mig holde min form vedlige.
Jeg blev imidlertid klogere. Efter en måned fik jeg en kort usammenhængende mail, men kunne dog forstå, at hun knoklede på og at det gik godt. Efter tre måneder talte vi sammen i telefonen. Ja, vi talte sammen. Jeg kunne med lidt besvær forstå, hvad hun sagde. Jeg glemmer aldrig denne sætning:
– Jeg har prøvet mange kloge mænd og koner, og det har jeg ikke fået en meter ud af, men for første gang føler jeg indeni, at jeg gør det rigtige. Træningen giver mig håb, men det varer også 3-4 timer hver dag, fortalte hun mig klukkende.
Det var en helt anden og stærk pige jeg havde i røret. Det var fantastisk for hende.
Jeg blev ved med at anspore hende for at finde en hjælper, hun kunne godt bruge hjælp til indkøb og praktiske ting. Og med tiden fik hun da også forskellige hjælpere til at komme nogle timer.
Henriette skulle også føre en træningdagbog på computeren, for dels at hold styr på at programmet blev lavet efter foreskrifterne og for at optræne sin finmotorik og sit syn.
Jeg talte efterhånden jævnligt med Henriette og kunne høre, at det gik fremragende, hvilket jeg også kunne se på de videoer hun sendte, når jeg vi var i tvivl om hun nu lavede de forskellige øvelser rigtigt. Indimellem havde vi nogle diskussioner, fordi hun af og til faldt tilbage i patientrollen og fik selvmedlidenhed. Der var også mange spørgsmål til kosten. Jeg var nok lidt hård, men hun var kommet så langt og havde både brug for både ros og en opsang en gang imellem. Vi aftalte at hun skulle komme og besøge mig til en ny konsultation i København til sommer, så havde hun lavet programmet i et år. Hun trængte til at få et nyt program og blive evalueret. Under normale omstændigheder, kommer forældrene hvert halve år, men det var hun ikke i stand til. Det krævede også megen overtagelse fra min side, men til sidst fik hun købt en billet om kom på toget.
Det blev en triumftur fra Holstebro til Østerbro med tog og bus. Det var første gang siden sin hjerneskade, at hun selv havde rejst så langt alene.
Det var en fornøjelse at møde Henriette igen. Hun så sund ud, solbrun og smart i tøjet. Og i tasken havde hun en bog med helt almindelige små bogstaver.
Den neurologiske evaluering afslørede, at hun var gået frem på alle væsentlige områder: Syn, hørelse (mindre sensitiv), følesans, motorik og sprog.
De nye opgaver handlede om at blive bedre til det nye hun nu havde lært. Bedre syn, balance og sprog. Samsynet var fixet takket være kravl og læsning, men der var stadig problemer med det perifære syn, altså evnen til at se til siderne, op og ned. Gå ned af en trappe for eksempel. Jeg vurderede at et løbeprogram samt gang op og ned af trapper kunne behandle dette problem. Hun fik også et spændende gymnastikprogram med rul og kolbøtter for at stimulere balancen yderligere.
Et halvt år senere fik jeg det smukkeste julekort. Kuverten var smukt dekoreret og kortet var skrevet med en pæn læselig skrift. Smukke ord, hvor hun på en kærlig måde takkede for min hjælp. Det var meget rørende og hang på mit køleskab helt frem til påske.
Vi talte mindre og mindre sammen, men hun lavede sit program og var på min opfordring begyndt at socialisere sig og havde været på en charterrejse med familien. Sommeren efter vort møde fik jeg en dejlig e-mail, hvor der blandt andet stod:
– I dag løber jeg 7 km, 4 dage om ugen, jeg er begyndt at cykle og der var jeg meget stolt af mig selv. Mit syn er væsentligt forbedret og min tale er næsten perfekt. Men det der fylder allermest er, at jeg har fået en masse tanker og følelser igen. Det har fået mig til at lægge planer for mit liv og givet mig mere lyst til at leve livet.
I dag arbejder Henriette som kontorassistent på nedsat tid. Resten af tiden går med at løbe, cykle og besøge venner og familie. Og så er hun blevet en habil kok, der stadig laver den gode sunde mad uden kemi og unaturlige ingredienser. Mig har hun ikke brug for længere, men jeg får stadig verdens dejligste julekort fra et af de sejeste og klogeste mennesker jeg kender.