Historien om Mads

Mads var sensitiv, umoden og udfordret på det faglige i skolen. Han var meget lidt social og havde få venner og ingen legeaftaler. Hans selvværd var dårligt og han søgte ikke nye udfordringer. Det var de barske kendsgerninger for et år siden. I dag er virkeligheden en helt anden.

SKREVET AF MOR OG FAR

Vores dejlige Mads blev født en varm sommerdag fem dage før termin. Mor gik med veer i 18 timer og det blev en fødsel der trak ud. Jordemoderen bestilte en sugekop og heldigvis lykkedes det at føde Mads, før sugekoppen kom i brug. De spændinger Mads fik ved fødslen, fandt vi senere ud af, var medvirkende årsag til, at han ikke havde det godt.  Først 48 timer efter, at han så dagens lys, tog han føde til sig. Der var ingen tvivl om, at han var stresset i sin lille krop.
 Efterhånden som Mads voksede sig større, bestod han alle tests hos sundhedsplejersken. Men han kravlede ikke rigtig i kryds. Det lagde vi ikke så meget i, frem kom han da. Han "gumpede" sig frem på numsen, men der kom ingen bemærkninger fra sundhedsplejersken. I dag ved vi, at kryb og kravl kunne have modnet vigtige dele i den underliggende del af hjernen. Det skete ikke og var blandt andet årsagen til, at Mads skulle få alle de læringsmæssige udfordringer senere i livet.
Da han var 9 måneder gammel begyndte han i dagpleje og inden vi fik set os om, havde han på 8 måneder været passet af 9 forskellige dagplejemødre i enten legestue eller gæstepleje. Først da han fik en fast dagpleje kom der ro på, så Mads var tryg og glad indtil han skulle i børnehave.

Har det svært i børnehaven

 Vi var heldige at få en plads til Mads i en skovbørnehave, hvor børnene stort set var ude hele tiden og et personale, der brændte for at vise og lære børnene om glæden ved at være i naturen. 
Allerede efter få måneder fik vi en besked om, at hans sprog ikke var aldersvarende og de lyde han sagde, ikke kunne forstås af andre end mor og far. Han blev derfor tilkoblet en talepædag, som han heldigvis nød at være sammen med. Her var et frirum fra det sociale kaos han oplevede sammen med de andre børn.

Mads var genert og sensitiv overfor lyde og lugte og han blev mere og mere udadreagerende.

Mange gange oplevede vi, at når vi skulle hente han, fandt vi ham under et bord med hænderne for ørerne. Han var totalt overstimuleret. Han havde svært ved at afkode andre børn, forstå en besked og hans ordforråd var heller ikke særlig stort.  Han fandt dog stor glæde i at være i naturen. Og var heldig at være blandt de fem børn, der fik "lov til" at udsætte skolestart med et år og kunne derfor fortsætte i børnehaven.

  I skole med høreværn 

I 0. klasse begyndte Mads på den lokale landsbyskole. Det gik egentlig okay, men der var mange børn i klassen og meget larm. Mange af børnene blev udstyret med høreværn og afskærmning, deriblandt Mads. I midten af 1. klasse valgte vi derfor at flytte ham tilen privatskole. Der var mere undervisning og ro.
 I 4. klasse begyndte Mads regelmæssigt at komme til Kranio sakral terapi. Egentlig i første omgang på grund af indlæringsvanskeligheder og gevinsten var målbar allerede efter første besøg. Der forsvandt de spændinger i hovedet, han havde haft fra fødslen, ligesom hans hidsighed og udadreagerende temperament blev mindre. Han blev roligere og lettere at være sammen med.  Som årene gik, blev gabet mellem klassekammeraterne og Mads alligevel større og større. Han lærte langsommere end resten af klassen og i 5. klasse blev der sat støtte ind to timer om ugen i matematik., men som tiden gik fik han fik flere og flere udfordringer.

Han blev ikke valgt med i gruppearbejde. Forstod ikke, hvad der blev undervist i og blev mere og mere indesluttet.

Han udviklede angst, var ikke alderssvarende i udvikling og opførsel og søgte ikke nye udfordringer. Gik ikke i gang med komplekse ting af sig selv og hans IQ lå lavt.
I 7. klasse blev vi kaldt til møde på skolen, som vurderede, at Mads skulle udredes med henblik på at starte i en specialskole. Det takkede vi nej til. Ligeledes anbefalede skolen, at han skulle visiteres til Børne og Ungepsykiatrisk Forum (BUF), for at finde ud af, om der lå en psykiatrisk lidelse bag hans vanskeligheder. Det valgte vi at takke ja til. For så viste vi, hvor vi stod.

Mor begynder at google 

Mads blev udredt og fik diagnosen autisme og kort tid efter begyndte mor at google. En sen søndag aften i januar dukkede neuropraktiker Larz Thielemanns navn op. Tiden gik og klokken blev langt over midnat før alle historierne på hjemmesiden var læst og næste formiddag kontaktede vi Larz Thielemann. Han kendte godt vores søns udfordringer og sagde, at vi skulle læse hans bog Sådan hjælper du dit barn med særlige behov, inden et eventuelt møde. 
Bogen var befriende læsning. Nu kunne vi begge ane lys for enden af tunnelen. Her var en håndgribelig måde, hvormed vi kunne hjælpe vores søn videre i livet. Tre uger senere mødte vi alle tre op til en opstartskonsultation.
Efter en neurologisk udredning via et særligt evalueringsskema, blev der sammen med os og Mads selv, lavet en såkaldt "funktionel diagnose", som så således ud: 

SYN: Manglende samsyn og dybdeopfattelse. 
HØRELSE: Reagerer sensitivt på lyde. 
FØLESANS: Reagerer sensitivt på berøring. 
LUGT OG SMAG: Reagerer sensitivt på dufte. 
MOBILITET: Kryber ikke og løber ikke med god balance. 
SPROG: Taler med nedsat ordforråd. 
SOCIALT: Knytter ikke venskab og tåler ikke kritik. 

Denne diagnose var ikke bare baseret på noget tilfældig observation og adfærd. Her fik vi præcis at vide, hvad Mads' hjerne rent faktisk ikke kunne. Herefter lavede Larz Thielemann et skræddersyet program bestående af en række motoriske og sensoriske øvelser samt noget kognitivt og social træning.

Tilbage til den lille skole 

Vi tog alle hjem med stort gå-på-mod og dagen efter ringede vil til skolepsykologen og sagde, at indstillingen til specialskolen ikke ville blive skrevet under.  Samtidig med opstart af træningsprogrammet flyttede vi Mads tilbage til den gamle landsbyskole. Den var i mellemtiden blevet til natur friskole og Mads var den niende elev i hans klasse.  Det gjorde en stor forskel og selvom, der stadig var mange udfordringer følte vi, at vi fik noget af vores gode gamle Mads tilbage.

På landsbyskolen blev der fokuseret på det hele menneske. Eleverne havde en hverdag, hvor de kom i bevægelse og ud i naturen, for på den måde at opnå større faglighed.

Dét faktum, at Mads skiftede skole samtidig med, at vi startede med det neurologiske hjemmetræningsprogram, NTS, gjorde det tydeligt for os, hvor hurtigt det gik med hans udvikling.  Han smilte mere, han fik nye venner, der valgte ham til i klassen og med den tryghed fulgte modet til at turde markere sig i timerne med rigtige svar og knap så rigtige svar. Bevidstheden om "at ingen griner af mig, hvis jeg svarer forkert", gjorde en stor positiv forskel for hans selvværd og selvtillid. Hans frustrationer over ikke at kunne følge med i skolen, fyldte ikke mere så meget hos ham (og os).

Programmet og den nye hverdag

 Kosten var den letteste del af programmet. Med lidt forhandlinger frem og tilbage om morgenmaden fandt vi en variation Mads kunne lide.  Rækkefølgen på at kaste bold, løbe, krybe og kravle bestemte han selv og fik ret hurtigt sat det hele i system. 
Læsningen sammen med mor blev til en hyggestund. Hver dag før nyt kapitel skulle gårdagens kapitel genfortælles, hvilket godt kunne være lidt tungt for Mads, men det var netop dét han skulle lære.  Lugte og lyde var sjovt og det taktile program foregik om aftenen før sengetid til tonerne af Mozarts dejlige klaverkoncerter.
 Undervejs evaluerede vi med Larz Thielemann. Noget blev justeret og noget blev tilføjet og programmet fortsatte.

Og ja, der var da dage med frustrationer, forhandlinger, gråd og manglende motivation. Men vi kom igennem programmet SAMMEN alle tre.

Og resultatet udeblev bestemt ikke! For udover skoleskiftet blev Mads også konfirmeret. Det var to måneder efter at vi var startet på programmet. Han havde indbudt 45 gæster til konfirmationen og tog den opmærksomhed, larm og uro der naturligt følger med, med stor glæde. Han nød sin dag. Han rejste sig, og sagde Tak til os for festen og for dagen. Og han elskede hvert minut.  Efterfølgende var han selv gæst til to konfirmationer med ligeså mange gæster. Han trak sig ikke, han blev ikke frustreret og ville hjem midt i det hele. Her taler vi om kun to måneder efter programstart. 
Blå mandag blev fejret med den nye klasse. Høj musik i bilen til go-cart banen i Roskilde og efterfølgende gik turen til Fields med mange mennesker. Heller ikke dette generede ham. Og med første præmien og æren fra go-cart løbet i bagagen, var han ikke til at skyde igennem, da vi kom hjem. Vore skuldre kom ned på plads for første gang i mange år. 
Vi kan egentlig blive ved med at berette om Mads fremskridt i forhold til før og efter mødet med Larz Thielemann. For resultatet af hjemmetræningsprogrammet har været fantastisk. I det år der er gået siden opstart, husker vi bedst:

Ved Farmors 70 års fødselsdag holdt Mads en tale sammen med lillesøster og ikke et øje var tørt. Han talte højt, klart og tydeligt og var bagefter stolt over sit mod.
Mads valgte at tage en tur alene i Biografen, fordi hans bedste ven ikke kunne alligevel.
Har tilmeldte sig selv til knallert kørekort + første hjælp og sikrede sig, at hans bedste ven deltog på samme hold.
Besøg på Christiansborg eller udflugter med klassen er ture, han glæder sig til. Ture som vi før skulle forberede ham på og tale om, dagen før afgang.

Mads har altid været opmærksom på vores sindsstemninger herhjemme og været omsorgsfuld overfor os i familien. Nu er han begyndt at reflektere over tingene. Han spørger interesseret til vores barndom med skole og skolekammerater. Han er interesseret i detaljer. Og lytter nu med, fremfor før, hvor han "lukkede ned", når vi fortalte.
I dag er det en stor fornøjelse at se Mads komme hjem fra skole på sin cykel med glimt i øjet og et smil på læben. Ligesom da han var lille og før han mødte en verden med forventninger, han ikke kunne honorere og finde ud af at navigere i, uden at blive vred, angst og ked af det.  
Vi er kun ærgerlige over, vi ikke læste om Larz Thielemann noget tidligere, men bedre sent end aldrig, for med NTS og hjemmetræningsprogrammet fik vi vores glade søn og vores søvn tilbage.