Historien om Marcus

Han var bange for livet og i virkeligheden alt for følsom til denne verden. Han havde svært ved at koncentrere sig og var ofte ked af det. Om aftenen kunne han ikke sove på grund af uro i kroppen, ondt i maven og tanker der myldrede rundt i hans lille hoved. Og som tiden gik blev han bare mere og mere vred.

AF MOR KATJA HEDENSTED

 
Han var voldsomt frustreret, irriteret og meget ked af det. Han gik i børnehave sammen med en masse børn, han reelt ikke havde nogen kontakt med og hjemme kunne han stort set ikke gennemføre et middagsmåltid sammen med os. Han var indesluttet og holdt sig alt for meget for sig selv, hvor det til sidst kom ud i frustration og vrede, når vi snakkede til ham. Så sad han dér og var vred og irriteret. Sådan var det stort set hver dag.
Marcus var hurtig til det hele og startede med at gå, da han kun var 10 måneder gammel. Han havde aldrig rigtig krøbet og kravlet, han havde måske humpet lidt på numsen, men kryb og kravl i rigtig krydsmønster havde han aldrig gjort. Sidenhen fandt jeg ud af, at det var én af forklaringerne på hans mange udfordringer. Han havde sprunget over vigtige lag i hjernen. Og i bagklogskabens klare lys må jeg bare konstatere, at dét at gå tidligt, ikke er en god ting for børns udvikling. Regningen kommer senere og det gjorde den også for os.

Han havde svært ved at være stede med mange mennesker også selvom det var familie eller bekendte.

Mennesker som snakkede ganske almindeligt var meget højrøstede og larmende i hans hoved. Der skulle ikke meget til for at vælte hans verden. Han havde svært ved at koncentrere sig i mere end fem minutter ad gangen. Han havde det også svært både grovmotorisk og finmotorisk. Socialt kunne han ikke lege med andre børn, tage tøj på og blev nemt ked af det, ligesom han blev frustreret, irriteret og vred over de mindste ting i hverdagen.
Han havde så meget kaos oppe i sit hoved, at man ikke kunne tale med ham. Hvis man spurgte ham om noget uden at få svar, og vi så spurgte igen, ville han svare meget irritabelt, at han havde svaret. Det havde han ikke, kun inde i sit eget hoved. Så det var super svært at komme i kontakt med ham. Han ville ikke noget som helst. Ville bare sidde enten med sig selv eller med mig.
Han ville heller ikke lege og hvis han endelig gjorde det, var det noget mystisk noget. Det var for eksempel at binde knuder på et tov og snakke om hvad man kunne bruge det til. Det kunne han få flere timer til at gå med.
Marcus var med andre ord sensitiv. Et ord, der senere fik stor betydning for vejen ud af alle disse ulykkelige problemer.

Jeg finder hjælpen

Jeg havde råbt om hjælp i fem år og mente, at der skulle gøres noget NU for at hjælpe Marcus til at få et godt liv fremadrettet. Der skete bare intet. De vidste simpelthen ikke, hvad de skulle stille op med sådan en dreng.
Derfor måtte jeg selv tage affære og tage ansvar, hvorefter jeg begyndte at google. Jeg ledte efter behandling af autisme, ADHD, OCD, sanseforstyrrelser med videre. Det var bare svært, for det meste handlede om at lære at leve med sine symptomer, leve med sit handicap, forstå sit barn, få en tålelig tilværelse og brug af hjælpemidler, men jeg ville mere end det. Efter nogen tids søgen fandt jeg noget, der fangede min interesse.

Jeg husker jeg søgte på “sensitive børn” og her kom løsningen.

På en hjemmeside læste jeg en omtale af bogen »Sådan hjælper du dit barn med særlige behov”, skrevet af neuropraktiker Larz Thielemann. Det var noget i den retning jeg ledte efter. Noget med at jeg fik mere viden til selv at hjælpe mit barn. Jeg bestilte bogen med det samme.
Jeg blev så glad, da jeg læste den og fik mange forklaringer på min søns problemer. Det var også inspirerende at læse de fantastiske historier om børn med store udfordringer, der via hjemmetræning og et neurologisk program, havde fået et helt andet og bedre liv.
Det var sidste udvej for os. Jeg havde prøvet alt, men ingen ville høre på mig.
Det var kun min familie, der kunne se det samme som jeg. Jeg fik en god snak i telefonen med Larz Thielemann og vi bookede en tid til en konsultation med deraf følgende seks måneders samarbejde.
På konsultationen snakkede vi tingene igennem og Larz Thielemann var tydeligvis godt forberedt via samtalen med mig og et stort spørgeskema jeg havde besvaret forinden. Det var dejligt at mærke forståelse og indsigt i vores udfordringer.
Herefter lavede vi sammen en neurologisk udviklingsprofil, der klart og let forståeligt gav et overblik af Marcus hjerne.

Det fremgik tydeligt, at han havde store problemer med lydfølsomhed og taktilitet, ligesom hans samsyn og sprog ikke var godt nok.

Det sidste vidste jeg jo godt, men der kom nye og andre emner op, som jeg aldrig havde hørt om. Generelt manglede der modning i hjernen, idet hans neurologiske alder ikke var den samme som hans kronologiske. Larz Thielemann regnede ud, at hans neurologiske udvikling fra fødsel frem til idag var 78 procent, hvilket gav en afstand til normalitet på 22 procent.
Herefter gik vi en dejlig tur i det gode vejr, imens Larz lavede det endelige program. Det blev en spændende blanding af en masse motorisk træning, sensorisk stimulering og ændringer i vores kostvaner. Marcus skulle nu spise uforarbejdet mad uden kemikalier, sukker gluten og mælk. Ligesom han skulle have fiske- og planteolie, vitaminer og kosttilskud for at forbedre hans optagelse og fordøjelse.

Den nye hverdag med hjemmetræning

Jeg var simpelthen så spændt på at komme i gang. Da Marcus jo gik i skole, skulle vi få det til at fungere både med skole og det nye program. Det var hårdt i begyndelsen, på grund af de (alt for) lange skoledage. Så efter en måned aftalte jeg med skolen, at jeg kunne hente ham klokken halv tolv. Så vi kunne spise frokost hjemme og havde mere tid til at udføre programmet – og tid til at tage de gode snakke og tage de nødvendige magtkampene.
De første fremskridt kom hurtigt. Man kunne pludselig snakke til ham, uden at han snerrede af én og man kunne bede ham om noget, uden at hans verden var ved at falde fra hinanden.
Han blev også mere åben overfor sin lillesøster, både i leg og med kys og kram. Jeg kunne nu tage ham med ud at handle, hvor vi på forhånd havde aftalt, at han skulle finde fem ting og så hjem igen uden at han blev ked af det, frustreret eller snerrende.

Jeg blev SÅ glad. Hvis dette kunne ske på så kort tid. Hvordan blev det så ikke efter seks måneder?

Det gav en ro for Marcus, at han blev hentet tidligt fra skole og vi fandt en rutine med hele programmet som fungerede for ham. Nu kørte det bare derudad. Der var både hårde dage og rigtig gode dage, men udviklingen kom gradvist. Det var fantastisk og vi havde som familie lige pludselig mange flere gode dage end dårlige dage.
Jeg havde en tæt kontakt med Larz Thielemann og efter tre måneder var der Midtvejsevaluering og jeg skulle svare på en masse spørgsmål om, hvordan det gik med programmet samt sende videosekvenser af alle vores øvelser og programmer. Herefter evaluerede vi det hele i telefonen.
Vi fik stor ros og Larz sagde, at vi generelt gjorde det super godt. Især, fordi vi var flittige og lavede programmet hver dag i flere timer.
Jeg beskrev alle Marcus' fantastiske fremskridt. Samsynet var markant bedre, han kunne nu ramme bolden når vi spillede strandtennis 8 ud af 10 gange, hvor det før var 2 ud af 10 gange.
Vi kunne også tage ham med til større arrangementer, samarbejde med lillesøster om for eksempel puslespil, kunne vente på tur og lave tricks med en basketbold. Håndskriften var blevet bedre, så man nu rent faktisk kunne læse, hvad han skrev. Også læsning var blevet bedre.
Sprog udviklede sig så godt, at han nu talte, så alle kunne forstå ham. Til sidst foreslog Larz nogle nye øvelser for at optimere programmet ydeligere.

Programmet virker og afsluttes

De næste tre måneder kørte programmet på højtryk og flere gange dagligt fik jeg nogle positive oplevelser. Ja, selv med kosten gik det fint. Marcus taklede flot den nye kost uden forarbejdet mad, gluten og mælk og var selv meget opmærksom på, hvad han måtte få og ikke måtte få.
Efter seks måneder var vores samarbejde i princippet slut med Larz Thielemann, men vi valgte at forny samarbejdet med med yderligere seks måneder, så vi kunne kommet helt i land og gøre Marcus helt rask og normal. På den anden konsultation lavede vi en ny neurologisk evaluering af Marcus hjerne, som nu så sådan her ud:

Neurologisk udvikling: 93 procent Afstand til normalitet: 7 procent.
Udvikling siden sidst: 167 procent

Larz Thielemann rettede programmet til, så den sidste del af hjernen blev modnet. Det var især lydfølsomhed og evnen til at fungere i en gruppe, men det skete i løbet af nogle måneder.
Da Marcus havde udviklet sig 167 procent – 67 procent hurtigere end det tilsvarende raske normale barn, fik han en medalje og var meget stolt og glad på vejen hjem. Det var moderen også, skulle jeg hilse at sige.

En helt normal fremtid

I dag har vi nu fået den dreng vi håbede på og drømte om. Jeg kan se glæden i hans øjne. Smilet er ægte nu. Han kan mærke sig selv, kan sige fra og til og han hviler meget mere i sig selv.
Han kan fortælle om sine følelser og han kan lege med de andre børn. Han griner og hygger med dem – også med lillesøster, hvilket jo var ret svært før. Han sidder ikke længere og hænger hos os voksne. Han er meget mere tilstede i hverdagen og i det hele taget bare en normal og glad dreng. Og mig? Jeg er bare glad og lykkelig.

Skal jeg give et godt råd til andre i samme situation må det blive noget med at stole på din egen moderlige intuition og tag ansvar. Der kommer ikke en stor flot løsning på et sølvfad. Systemet aner simpelthen ikke, hvad de skal stille op med børn med den slags udviklingsmæssige udfordringer.