Historien om Marie

En fødsel med kejsersnit, efterfølgende problemer med spiserøret og manglende amning, gjorde at Marie kom bagud i sin udvikling. Hun krøb og kravlede ikke og fik dermed ikke modnet sin hjerne rigtigt. Det gode ved denne historie er, at denne modning foretog vi senere i livet og nu har Marie det godt.


AF MARIES MOR LONE DEGN

Marie blev født ved hjælp af kejsersnit og hurtigt fandt man ud af at hun havde misdannelser af spiserøret og blev hurtigt opereret. Herefter lå hun på intensiv og der var da dage, hvor jeg tænkte om vi ville miste hende. Heldigvis fik hun det bedre og blev overflyttet til børneafdelingen på Kolding Sygehus for at lære at spise, hvilket lykkedes, men ammet blev hun desværre aldrig.
Da hun blev lidt ældre og begyndte at bevæge sig rundt, var det ved at skubbe sig frem på ryggen. Krøb og kravlede ikke meget og var sent til at gå.

Børnehave

Hun var meget udfordret sproglig, motorisk og generelt udviklingsmæssige bagud. Så vi begyndte til ridning og fysioterapi og hun fik en talepædagog og støttepædagog på i børnehaven.
Marie blev undersøgt på Kolding Sygehus og her fandt de en deletion på et kromosom. De mistænkte, at dette kunne have noget at gøre med hendes ikke alderssvarende udvikling, men samtidig vidste de det ikke, da der ikke fandtes nogen registreret børn i verden med kun denne ene deletion. Vi fandt senere ud af, at det nok ikke havde den store betydning. Vi fik skoleudsættelse og fortsatte i børnehaven med lidt støtte et år mere.

Skole

Hun startede i en god taleklasse og vi så efterhånden en udvikling i forhold til hendes sprog. Herefter startede hun i en anden specialklasse for børn med forskellige former for indlæringsvanskeligheder, men det levede ikke op til vores forventninger. Vi oplevede, at hun ikke blev udfordret nok. Samarbejdet fungerede ikke optimalt, vi fik ingen opbakning og der var ingen forældresamtaler. Hun havde stadig massive indlæringsvaskeligheder. Havde svært ved at koncentrere sig, opmærksomhedsforstyrret, motorisk urolig, dårlig hukommelse og alt for tillidsfuld også overfor mennesker hun knapt nok kendte. Socialt blev hun hægtet af, når hun legede med alderessvarende “normale” børn.

En ny begyndelse

Jeg tænkte noget måtte gøres, for at hjælpe Marie, så jeg begyndte at søge på nettet, som så mange andre mødre har gjort kan jeg læse. Så en dag faldt jeg over Larz Thielemanns side på Facebook. Her læste jeg om børn, der havde været i en lignenede situation som vores Marie, men efter hjemmetræning med noget der hed Neurologisk Træning og Stimulering (NTS), havde de fået en helt anden og bedre tilværelse.
Jeg bestilte bogen “Sådan hjælper du dit barn med særlige behov” og blev meget rørt over alle børnenes historier. Jeg blev også begejstret over, at der måske fandtes en måde, hvorpå vi kunne hjælpe Marie.
Marie’s far var lidt skeptisk og havde svært ved at forestille sig, at man rent faktisk kunne træne hjernen til at udvikle sig mere, end det den allerede gjorde. Derfor snakkede jeg med andre forældre, som havde trænet NTS eller var i gang med programmet. Alle fortalte, at det hjalp deres børn og de kom med gode råd. Blandt andet, at selvom det var hårdt arbejde, skulle vi blive ved, for det ville blive bedre. Fremskridtene skulle nok komme.
Jeg tog kontakt til Larz Thielemann og vi aftalte en konsultation, hvor vi alle tre kørte til Espergærde. Efter en evaluering var Larz meget optimistisk. Han sagde blandt andet, at selvfølgelig havde Marie da udfordringer, det var jo tydeligt, men der lå også et stort uudnyttet neurologisk potentiale og ventede på at blive trænet og modnet.

Den vildeste beslutning i vores liv

Efter en lang dag med mange informationer tog vi håbefulde hjem og jeg fik det arrangeret sådan, at jeg fik orlov fra mit arbejde. Hele denne rejse vi stod overfor, var og er den vildeste beslutning vi nogensinde har truffet. Måske også den bedste.
Efter to måneder med træning og kostomlægning mærkede vi en forskel. Marie deltog mere i samtalerne, spurgte mere ind til ting og blev bedre til at koncentrere sig. Det var så dejligt at opleve og det gav troen på, at det nok skulle lykkes.
Efter et halvt år var Marie virkelig blevet motorisk dygtig. Hun var også blevet bedre til at læse, fået bedre hukommelse og kunne føle sig tilpas i et støjende miljø. Efter en ny neurologisk evaluering kunne Larz Thielemann med vores samtykke konstatere, at hende hjerne nu var blevet så god, at hun nu havde forudsætningen for at komme i normal almindelig skole.
Så nu har vi besluttet hun skal starte i en almindelig skole. Vi fortsætter med at kravle og løbe. Hun starter med at gå til håndbold efter ferien og Larz Thielemann syntes, at hun skal lære at spille på et instrument, fordi som han siger:
– Instrumentet vil blive en "ven" hun kan støtte sig til, når der kommer bump på vejen. Og det gør der, når man er en ung pige på vej ud i livet. Derudover er det god træning for hjernen og vil give gode sociale oplevelser fremover.

Mit råd til andre forældre

Så nu sidder vi her og Marie er bare nået så langt, men hun har også kæmpet og været flittig. Hun er den sejeste pige jeg kender – og vi to gamle er også lidt seje.
Hun er en fighter og det har hun bevist hele sit liv, men det er alle andre børn også, hvis de får den rette hjælp.
Spring ud i det, også selvom nogle dage bare er følelsesmæssigt svære. Bliv ved og kæmp og nyd den dejlige tid sammen med jeres barn. ❤️

 

Kærlig hilsen
Den stolte mor

 

Spørg Hjernetips.dk

Ring på 70 20 60 27 (10-12 og 17-18).

Eller send os en e-mail, hvis du har spørgsmål.

dashed

Marie_Degn_web.jpg
Marie med den velfortjente guldmedalje.

dashed

Marie_lober_web.jpg
Marie løber stadig 2 km hver dag for at holde sig i form.

dashed
Bogerne.jpg

Det hele startede med disse to bøger. Klik på billedet.

dashed