Historien om Marius

Her er historien om min dejlige dreng Marius, som har været så meget igennem, slået et par af livets kolbøtter, men nu er han efterhånden landet igen på sine store teenagerfødder.

AF MOR CHRISTINE ENGEN

Marius blev født den 6. september 2003 af en norsk mor og en dansk far. Normal fødsel og intet synes unormalt, men min røde alarmklokke begyndte aligevel at lyse første gang, da han gik i børnehave. Han var konstant træt om eftermiddagen. Han slog ofte de andre børn og løb væk fra konflikter. Pædagogerne mente, at jeg bare skulle hente ham tidligere, så ville alt være fint.
Vi fik tilsluttet en pædagog, som observerede ham i tre dage, som endte op med en lang rapport, som påpegende en del adfærdsmæssige problemer, blandt andet manglende sprog.
Umiddelbart herefter fik han et tilbud om en intensiv sproggruppe, som fulgtes op af en yderligere omgang med intensiv sprogtræning, da de så, hvor hurtig han gjorde fremskridt. Da han skulle i børnhaveklasse, ville vi have ham ind på en privatskole, som vi mente ville være bedre for ham. Mindre klasser og mere fokus på forskellige læringsmetoder. Vi fik en anbefaling med fra sproggruppe teamet, om at han skulle fortsætte med samme sproglig træning og de anbefalde også mindre klasser til ham. Desværre fik vi ikke plads på den skole vi ønskede os, men valgte så Hellerup Skole. Ved indskrivningen videregav vi observationsrapporten, anbefalinger og alt omkring Marius, så skolen var foreberedt på hans udfordringe.

Skolestart

Marius startede i en almindelig 1. klasse på Hellerup Skole og gik der frem til i 3. klasse, men det blev aldrig godt. Ingen havde forståelse for Marius udfordringer. Ingen rummelighed og tid til at forstå og rumme Marius. Men mest af alt de havde ingen redskaber til at gøre noget. Hans frustrationer blev større og større. Vi havde mange møder med et såkaldt Trivselsteam. Disse møder blev ofte aflyst eller også var der så mange nye mennesker hver gang, at med vi måtte starter fra forfra. Der skete intet, kun en masse ord. Det endte med at grunden til at Marius var urolig, var fordi vi var skilsmisseforældre og at jeg rejste meget i forbindelse med mit arbejde.
De spurte ind til mit privatliv. Ja, sågar om jeg havde forhold til andre mænd. Efter en episode, hvor klassen skulle til Louisiana, går det afgørende galt. Jeg sætter Marius af ved skolen. Han er  lykkelig og glæder sig til udflugten. En halv time senere bliver jeg ringet op af en lærer, som beder mig om at komme og hente ham, fordi han har var gået amok og ikke kunne styres. Jeg kommer til skolen og møder en ulykkelig dreng, som sidder og græder på trappen. Han forklarer, at han bare skulle svinge skoletasken om på ryggen og så kommer så til at ramme en pige, som stod bag ham. Hun skriger og råber, at Marius slår. Så slår hun Marius og han slår så tilbage. Da en læreren kommer, siger pigen at Marius slog og så får han skylden. Han bliver gal og råber højt. Så siger lærerne at han ikke må komme med til Louisana og de ringer efter mig.

Dårligt samarbejde med skolen

Da jeg kommer er han stille og rolig. Vi taler om det og jeg hører hans version. Som lærerne ikke ville høre, men de siger bare at Marius har slået og hidsede sig op. Der bliver så jeg gal og går ind på værelset, hvor lærerne sidder og jeg giver udtryk for min kritik at den måde hvorpå de håndterede en så lille harmløs konflikt.
To dage efter er vi til samtale med rektor og leder for Sirius teamet, som beskylder mig for ikke at ville samarbejde. Og da rektor tre gange kalder Marius for Rasmus, så spørger jeg om det er Marius vi taler om eller Rasmus. Hvorefter rektor beskylder mig for at være fræk og ønsker at stoppe samtalen her. Og slutter med at sige, at Marius ikke er velkommen på skolen mere på grund af mig.
efter en masse møder får Marius endelig en plads på Ordrup Skole. Her følges der op med 14 dages møder og opfølgning, men der bliver ikke gjort noget ved de sproglige og sociale udfordringer med at fungere i grupper.
Med alle de mange konflikter i bagagen, er Marius bange for, at blive smidt ud af skolen igen, så han truer børnene til at ikke sige noget, om de konflikter, der stadig opstår nu og da.
Det får lærerne at vide og han får at vide at han ikke må komme med på lejrskole, noget han ellers havde glædet sig til. Ordrup Skole beslutter herefter, at de ikke kan tage Marius og at han må finde en anden skole. Han bliver henvist til PPR og skolepsykologen, som tvinger Marius igennem en lang række undersøgelser og test, selvom han ikke var  psykisk i stand til at deltage efter endnu et nederlag og en bortvisning fra en skole. Men hun udarbejder en meget ufuldstændig rapport, som Gentofte kommune har brugt efterfølgende.

Skolepsykologen ville så have ham diagnosticeret med ADHD og tvang ham gennem en test, lige efter en større konfliktsituation, hvor han var i absolut ubalance. Hun var mere opsat på diagnosen, uanset hvilken tilstand han var i.

Specialskole med magtanvendelse

Vi blev indkaldt til det ene møde efter det andet og til sidst foreslog de, at han i en periode skulle flyttes over i en specialskole. Den solgte de virkelig godt, for det var efter deres mening det helt rette sted for Marius. Dygtige speciallærer, der netop kunne tage hånd om Marius udfordringer.

Det var MIR en specialskole, som drives af Askovfonden. Vi var til samtale og læste hjemmesiden, som lød mægtig godt alt sammen, så det ville vi prøve.
Allerede den første ugen kommer Marius hjem med blå mærker på armen fordi en af lærerne holdt ham så hårdt. Vi tager hen på skolen for at høre, hvad der var sket og hvorfor vi ikke blev kontaktet.
Vi erfarer, at skolen i stor stil bruger magtanvendelse og straf, som en måde at håndtere børnene på. Hører de ikke efter, eller gør de ikke, som man skal, eller de modsiger lærerne, skal de sidde alene i et tomt klasseværelse eller gå udenfor i kulden, eller sidde på skoledirektørens kontor.  
Da meningen med specialklassen er, at Marius så kan blive klar til folkeskolen igen, beder vi om en handlingsplan. Hvilket vi også får, men den er meget generel uden konkrete målsætninger og formuleret i generelle termer. Han fik undervisning 3 skoletimer hver dag, hvor mange dage var afsat til udflugter istedet for undervisning. Der blev kun undervist i dansk, matematik og engelsk. De andre fag eksisterede ikke.

Vi måtte gå til kommunene for at få tysk, da dette er lovpligtigt i den nye folkeskolelov. Og det endte med at han måtte transporteres i taxa til en anden skole to gange i ugen. Det var et cirkus.

Vi fandt gradvist ud af at specialskolen ikke var et godt sted, hverken for Marius eller de andre børn. Det var en rodet flok børn med alverdens problemer og selvom klasserne var mindre, var der kaos og børnene manglede faglige udfordringer. Vi kunne mærke, at der ikke var interesse og kompetence til at hjælpe ham tilbage til folkeskolen.

Er der noget galt med hjernen?

I erkendelse af, at det nok ikke kun er dårlige skoler, der er skyld i Marius problemer, begynder at lede efter alternativer og finder frem til psykolog Ole Kyed, som har erfaring med børn, der har særlige talenter. Han tester Marius, taler med ham og gør ham tryg. Han mener ikke, at man kan sætte nogle diagnoser på ham, men han konstaterer, at Marius har et meget dårlig selvværd. Vi fortsætter timer med Ole Kyed hen over efteråret med god effekt. Jeg kontakter også kostvejleder Oscar Umahro, der laver en tarmtest på Marius, som viser, at han har helicobacter i tarmen (mavesår) og lavt D-vitamin. Så han bliver sat på en kur med stærke D-vitaminer og en mixtur til blive behandle helicobacter bakterierne på en skånsom måde uden antibiotika. Samt starter vi på med at give ham omega-3 fiskeolie.
I den forbindelse anbefaler Omahro, at vi skal kontakte neuropraktiker Larz Thielemann, som i mange år har hjulpet mange børn med særlige behov. Det blev starten til en helt ny ambitiøs tilgang til vores barn.

Neurologisk træning

På den første konsultation fik vi en spændende indsigt i neurologisk træning og hvordan sanser og kost spiller ind på barnets adfærd. Det var faktisk mere et kursus, som havde til hensigt at klæde os forældre på til at lave det kommende behandlingsprogram.
Vi blev fra starten inddraget i alle vurderinger og beslutninger omkring Marius udfordringer. Den neurologiske evaluering, der gennemgår alle hjernens kompetencer gjorde det klart, at min søn faktisk havde helt konkrete problemer i hjernen. Larz Thielemann brugte udtrykket: Han mangler modning i de underliggende dele af hjernen. Det betød, at han var lydfølsom (kunne heller ikke krybe), havde problemer med samsyn og det perifere syn. Dertil kom de hans intolerence overfor bestemte fødevarer. Noget vi jo var igang med via Umahro, men vi fik lige strammet det hele op og fik samtidig en kostplan. Det var ikke de store problemer, men sammenlagt gav det mening og forklaringer på mange af Marius problemer gennem tiden.
Vi kom hos Larz Thielemann i alt tre gange i det halvandet år vi lavede programmet
Første evaluering afslørede at afstanden til normalitet var 24 procent og sidste gang vi lavede en evaluering var den 4 procent. Det betød at Marius’ hjerne var tæt på at være helt normal. De sidste 4 procent handlede først og fremmest om gluten intolerance og evnen til at filtrere lyde og føle sig tilpas i et støjende miljø. Noget der hele tiden bliver bedre.

En ny start

Vi har nu en sundere og stærkere dreng med langt flere kompetencer. Og her efter sommeren startede Marius på en helt almindelig folkeskole i Frederiksberg kommune. Vi har forladt Gentofte kommune efter alt for mange dårlige oplevelser.
Inden Marius startede på den nye skole havde vi en indskrivningssamtale, hvor vi overdragede neurologisk udtalelse og vurdering fra Larz Thielemann samt en ny test fra psykolog Ole Kyed, der viste at Marius har et langt bedre forudsætninger for at klare sig i skolen i dag.
Marius kom to dage inden skoleferien for at se den nye klasse og havde nogle timer sammen med de nye klassekammerater. Det gik vældig godt og bagefter snakkede vi om, hvordan undervisningen bedst kunne planlægges, så der blev taget hensyn til de små udfordringer, der stadig var for at Marius for første gang i sit liv kunne blive en glad skoleelev.
Samtidig blev vi også enige om, at han skulle starte op på halv tid efter sommeren, for at gradvis blive vant til at gå i en skole med 33 ugentlige timer. I perioden op til den fulde inklusion supplerer vi hjemmeundervisning via Mentor Danmark.

Summasumarum

Jeg har en dreng som startet på Hellerup Skole, men havde to ulykkelige skoleflytninger og endte så op på en special skole. Vi som forældre havde forsøgt at finde ud af, hvor hans frustrationer lå. For han var en glad dreng hjemme og i mindre grupper gik det også godt, men i skolerne fungerede det ikke. Og selvfølgelig gjorde det ikke det. Marius havde nogle svagheder i hjernen, psykiske mén og madintolerance, der gjorde livet svært for ham.
Derfor er det ikke bare skolen og systemet som har ansvar, vi forældre må også spørge os selv, om vi kan ændre  på noget. Vi må ikke give op, når vores børn er frustrerede og ulykkelige. Vi må søge ind bag problemerne og finde årsagen. Her har Larz Thieleman været vores hjælp med værktøjer og en viden jeg som mor, ikke selv havde.
Jeg har også set mig selv i spejlet, for jeg havde jo den holdning, at når mit barn placeres i en skole, så er det skolens ansvar at mit barn har det godt og fungerer. Ligesom jeg har ændret på nogle vaner. Slugt flere kameler og kigget ind i mig selv og fundet områder, hvor jeg kan arbejde med mig selv. At hjælpe børn med særlige behov er mere komplekst end at give en diagnose, henvise til specialskole og så give medicin. Det kræver at vi forældre tager ansvar.
Og endelig er jeg blevet bedre til at involverer min ex-mand. Marius har i dag en større og bedre kontakt til sin far. Et barn har brug for både sin mor og far.