Historien om Mathilde

For 6 år siden fødte jeg mit første barn. Smukke, nuttede, buttede, milde Mathilde. For Mathiles far og jeg, var det lige så fantastisk og forrygende som for alle andre førstegangs-forældre.

AF MOR RIKKE KLINDT

Den første tid var præget af ro. Ekstrem ro. Så meget ro, at vi gik rundt og klappede hinanden lidt på skuldrene, og rystede på hovedet over, at alle de andre synes at det er så hårdt at få børn. For os var det nemt.

Mathilde sov nemlig 21-22 timer i døgnet. Det første halve år. Da hun var et år kunne hun holde sig vågen en times tid ad gangen. Det var til gengæld også næsten det eneste hun kunne. Vi havde stort set ikke øjenkontakt med hende. Hun kunne ikke krybe eller kravle. Hun kunne ikke ligge tæt. Hun sad bare. Og kiggede.

Da Mathilde blev lidt over et år, startede hun i vuggestue.
Og så begyndte det: Søvnløse nætter. Mistrivsel. Uro.

Grov- og finmotorisk var hun også langt bagefter. Hun kunne ikke mærke sin egen krop. Var ikke i nærheden af at være renlig. Ingen mundmotoriske færdigheder. Hårvask og tandbørstning var et mareridt. Mathilde var ikke i stand til at give og modtage følelser. Hun kunne ikke rumme at holde i hånden. Få knus. Hun led.

Mathilde var på alle måder fanget i sin lille søde krop, og jeg vidste at jeg var nødt til at gøre noget. Jeg havde erfaret, at skulle Mathilde hjælpes var der kun mig og Sebastian, der kunne gøre en forskel.

Autisme-diagnose

Vi fik diagnoserne, Infantil Autisme og kraftig retardering udleveret sammen med et "forbud" mod at komme i dansk folkeskole. Folkeskolen ville uanset støtteniveau ikke kunne rumme Mathilde. Mente de. Vi mente noget andet og havde en anden agenda.

Vi besluttede på et tidligt tidspunkt, ikke at involvere de offentlige myndigheder. Vi orkede ikke bøvlet. Vi ville bestemme selv. Uanset hvor fattige vi ville blive på penge.

Så vi lagde kosten om. Og så ringede vi til neuropraktiker Larz Thielemann, som vi fandt gennem webstedet Hjernetips.dk. Her havde vi læst om andre børn med lignende udfordringer.

Larz Thielemann hjalp os med at få et helt nyt syn på vores dejlige datter. Han hjalp os med at dele problemerne op. Finde de små del-vanskeligheder. Den neurologiske evaluering afslørede store sensoriske og motoriske problemer og Mathilde var 35 procent fra normalitet.

Og så lavede han et træningsprogram. Med motorisk træning. Med sansestimulering. Med ro og aktivitet. Med sjov og udvikling.

Og så gik vi ellers i gang. Det var hårdt. Ja, helt sikkert. Alt andet ville være løgn. Men det var også sjovt. At lave forhindringsbaner. At finde på sjove lege. At stimulere hendes sanser. Læse og fylde hendes kære hoved med gode spændende informationer.

Vi fik en hel ny måde at være familie på. Langt mere nærværende og med mere ro og tid, da jeg havde taget Mathilde ud af børnehaven. Bare et år for at få ro tid til at opbygge hendes sarte sind.

Vi lavede programmet et år. Så sagde Mathilde stop. Hun havde elsket hvert et minut. Men nu gad hun ikke mere. Og det var der en grund til. Hun var rask. Der var ingen tvivl. Hun var klar nu.

Normal skole

I dag går Mathilde i skole. En lille fin friskole med højt til loftet. Og det går rigtig rigtig godt. Hun er lige færdig i første klasse. Hun har stadig et efterslæb på sprog. Det vil hun have længe. Hun kunne jo intet sige, da hun var 4 år. Men hun ligger øverst i hendes klasse med læsning – også selvom halvdelen af børnene på skolen er højtbegavede. Socialt er hun helt med. Har gode venner og solide relationer. Hun har endda fået en "kæreste".
Så det går rigtig godt. Vi har stadig ting vi skal være opmærksomme på. Sengetider må ikke skride, der skal pauser ind i løbet af dagen. Vi skal hele tiden have fokus på et stabilt blodsukker og fjernsyn er udelukket, men fordi vi hele tiden sørger for det, så klarer hun sig helt fantastisk.

Hun er der på lige vilkår med de andre. Og hun klarer sig over al forventning. Lærerne og inspektøren jubler. Det gør vi også.

Mathilde hun lærer bare. Og leger. Med sine venner. Og så er hun glad.