Historien om Merle

Dette er historien om, at man som forældre ikke skal lade stå til. Når mors røde lampe lyser, er der som regel noget galt og så skal der gøres noget. Sådan havde Merles mor det ihvertfald for et år siden.

AF MOR HENRIETTE JØRGENSEN

Merle har altid været en meget lille og stille pige, hun var sen til at kravle og gå, men der har ikke været nogen grund til bekymring sagde sundhedsplejersken, da børn er forskellige. Da hun kom i børnehave blev hun testet af en talepædagog, da man ikke mente, at hendes ordforråd var stort nok og ikke kunne navnene på bestemte ting. Efter testen blev der ikke gjort mere, da man mente det nok skulle komme. Da vi nåede til start i miniklassen var man dog usikker på om Merle kunne klare det, men man valgte at udfordre og presse hende. Det klarede hun imidlertid fint og blev meldt klar til skolestart.
Merle var stadig den stille pige, som bare fulgte med. Og når der var  skolehjem-samtaler fik vi altid at vide, at hun skulle deltage mere i undervisningen verbalt og de var sikre på hun kunne mere end hun viste. Dog har der på intet tidspunkt været bekymringer for, at hun ikke skulle klare sig.
Merle har altid gemt sig bag de voksne og vi har måttet presse hende til at hilse på folk, da hun fremstod meget genert, men vi troede på at hun ville vokse fra det og at det nok skulle blive bedre. Vi har op gennem årene også  observeret, at hun havde svært ved at huske og hun var meget sensitiv i forhold til lyde og lugte, men ikke noget vi forbandt med andet end sådan var hun nok bare. Og igen den gamle smøre: Børn er jo forskellige.

Vi symptombehandlede og det hjalp ikke

Vi havde gennem årene forsøgt os med en mentor til matematik, for det var her den største udfordring lå, da Merle fint kunne regne, hvis vi sad ved siden af og hun først var kommet godt i gang, men holdt vi en pause, skulle vi starte helt forfra igen.
Det skal siges at Merle er en meget social pige med en meget stor omgangskreds, hun har altid fungeret godt i dagpleje, børnehave og skole og har altid været den de andre opsøgte, fordi hun er meget omsorgsfuld og kærlig. Men efter at have forsøgt forskellige tiltag for at hjælpe Merle, måtte vi erkende, at vi jo bare symptombehandlede hendes udfordringer. Vi vidste ikke, hvad det var vi behandlede og det hjalp ikke meget, det vi havde forsøgt.

Vi måtte erkende, at vi jo bare symptombehandlede hendes udfordringer
– og det hjalp ikke.

Som forældre var vi der, hvor vi ikke vidste, hvad vi skulle gøre. I skolen forklarede psykologen det med, at vi havde en utrolig psykisk stærk pige, som var på overarbejde og kun formåede at hænge i med det yderste af neglene. At Merle havde tillært sig en evne, hvorpå hun kunne overleve i skolen uden, at de andre elever opdagede, at hun var udfordret. Når man var så presset som Merle ville man ikke kunne håndtere det ret længe før man ville knække.
Det kunne vi godt genkende, for vi oplevede at Merle kæmpede i skolen og når hun kom hjem var hun fuldstændig drænet for energi og var ikke social.
Psykologens kloge ord blev bare ikke fulgt op af handling eller med værktøjer til os.
Derfor måtte vi selv handle og tage ansvar, men det skulle være på den rigtige måde denne gang.

Vi finder Larz Thielemann

Vi havde året forinden valgt at Merle skulle skifte skole, da hun på sin daværende skole ofte fløj under radaren og ikke blev udfordret. Vi valgte derfor en privat skole, men det faglige niveau var en årgang ældre og selvom  hun knoklede og lavede lektier 2,5 time hver dag med 45 minutters transport hver vej, var det for hårdt og svært. Hun var så meget på overarbejde.
Jeg brugte meget tid på nettet og havde gennem noget tid set opslag fra Larz Thielemann på Facebook, men havde ikke rigtigt studeret dem nærmere da de børn han gennem tiden har hjulpet ofte havde særlige diagnoser og aldersmæssigt var yngre end Merle, så jeg tænkte at det nok ikke var det rette for os.
Efter flere gange at have støt på positive fortællinger om hvad træningen Larz  Thielemanns neurologiske træning og stimulering kunne og havde gjort for mange børn, valgte jeg at kontakte Larz og det har vi bestemt ikke fortrudt. Dog havde jeg min bekymring omkring, hvordan en pige på 14 år ville takle dette, da det jo bestemt ikke er en let alder at skulle ligge sit liv om og ville hun være klar på udfordringen?

En ny hverdag uden sukker, mælk og gluten

Vi besøgte Larz og var meget overbeviste om, at vi ville forsøge med hans træning og stimulering og se om ikke vi kunne give Merle en positiv oplevelse og samtidig opnå succes. Som mor var det svært at acceptere, at mit tredje barn havde den slags udfordringer, når de to andre fungerede fint. Jeg har ofte hørt at børn er forskellige, men det her var ikke kun det. Vi besluttede derfor at vi ville gøre alt for at hjælpe Merle, og blev alle 3 om enige om, at vi ville have et samarbejde med Larz.
Det skal siges, at det ikke var let i starten. Vi skulle udelade gluten, sukker og mælkeprodukter og det var ikke rart når man er teenager og samtidig skulle vi træne to timer koncentreret hver dag. Jeg fik lavet en aftale med min arbejdsgiver om, at jeg i de næste seks måneder gik ned i tid, så der var tid til at fokusere på Merles program.

Programmet begynder at virke

Merle har gennem hele forløbet været så mega sej og har taget programmet og alle de nye tiltag til sig, selvom det nogle dage var svært, at der skulle trænes og man ikke lige kunne gå i Rema med veninderne for at købe slik, men vi fandt andre alternativer.
Efter de første to måneder kunne vi mærke, at der skete noget med hende.  Hun fik mere energi og hendes appetit blev voldsomt forøget grundet den megen træning. Hun begyndte også at blive mere modig og selvstændig. Fra at skulle hentes når det var mørkt, begyndte hun selv at cykle hjem alene. Hun sov ikke længere med åben dør og lyset tændt og det var ikke længere vigtigt, at vi sad i stuen til hun faldt i søvn. Hvilket var en meget stor udvikling.
I skolen havde Merle aldrig rigtigt kunne sige fra ved konflikter. Hun trak sig bare uden at give sin mening til kende. Hun havde de samme tætte veninder og var ikke på tværs i klasserne.
I samråd med Larz Thielemann valgte vi at flytte Merle tilbage på sin gamle skole, da vi vurderede hun havde behov for at få mere ro på, nu hvor vi skulle til at træne og lave dette intensive program. Hun har altid haft det godt i sin gamle klasse, men vi flyttede hende udelukkende for at udfordre hende mere og give hende yderligere selvtillid. Det var bare ikke den rigtige løsning.  Niveauet på den nye skole var alt for højt og Merle oplevede gang på gang, at  skulle kæmpe alt for hårdt for at følge med.

Mindre sensitiv og mere selvtillid

Skoleskiftet tilbage til den gamle klasse, kostomlægning, vitaminer, olier samt den intensive træning har haft en stor effekt på Merle. Hun er tilbage i sin gamle klasse, har gode relationer til alle og er begyndt at mødes med børn fra de andre klasser. Hun siger tydeligt fra overfor konflikter og er blevet bedre til at komme frem med sin mening.
Herhjemme mærker vi der er kommet mere ro på Merle hun hviler mere i sig selv og hun deltager mere i samtalerne ved middagsbordet. Hun kommenterer sjældent på lugte, hvilket hun tidligere gjorde op til flere gange om dagen, hun reagere mindre på lyde og lader sig ikke så let forskrække som tidligere.

I skolen sagde lærerene, at Merle stille og roligt udvikler sig fagligt og de oplever, at hun kommer mere på banen i timerne.

Men det tager tid at genvinde troen på man godt kan, når man i et år har fået at vide at man havde det svært. Vi med andre ord godt på vej og fortrøstningsfulde alle mand.
Vores familier og omgangskreds har flere gange sagt, at det er vildt så stor en forskel, der er på den pige, der var for et år siden og til i dag.
Efter seks måneders intensiv træning, er vi nu kommet i mål og vi er så stolte af den udvikling og den arbejdsiver Merle har lagt i hele forløbet. Nu handler det om at videreudvikle og holde fast i den gode udvikling.

Det var det hele værd

Vi oplever i dag en pige, som er igang med en kæmpe personlig udvikling. Det er en meget glad og helt forandret pige vi har. Hun siger tydeligt fra i konfliktsituationer, hun er begyndt at reflekterer højlydt over ting hun hører og hun har klare meninger og holdninger. Hun sover nu med lukket dør og uden lyset tændt, hun går selv hjem i mørke og er blevet bedre til høje lyde. Hun ringer ikke så ofte og har fået rigtige veninder, hvilket ikke var tilfældet tidligere.
Sidste nyt er, at Merle byder ind med mere og mere i klassen og hun har nu valgt studieretning til næste år. Hun passer fortsat sit job på plejehjemmet to gange om ugen og så er hun blevet bedre til at sige fra i forhold til sine veninder og giver dem time out, hvor hun tidligere var en pleaser.
Det har været hårdt arbejde og der er ingen tvivl om, at et forløb hos Larz Thielemann kræver opbakning fra hele familien og en vis forståelse fra ens omgangskreds for til tider har man lyst til at give op og smide håndklædet i ringen, men med den forandring der er sket hos Merle, har det været det hele værd og mere til.

Om Larz Thielemann

Larz er et utrolig behageligt menneske. God til at støtte og coache, når man bliver udfordret eller trænger til sparring og hjælp. Han er god til at forklare relevante emner og problemstillinger, også selvom det kan svært at forstå, men han er eksperten på området og er fantastisk til sit arbejde. Larz får de varmeste anbefalinger herfra og jeg anbefaler alle, som vil hjælpe sit barn til at tage kontakt til Larz, så vil han hurtigt kunne sige om I kan få den nødvendige hjælp.