Historien om Nikolaj Trankjær

De sagde han havde ADHD, men i virkeligheden havde han "bare" en umoden hjerne og var derfor mega sensitiv. Familielivet var hårdt trængt. Vi måtte ofte dele os sådan, at mor var hjemme med Nikolaj, mens far tog afsted med de andre børn. Skulle han med til for eksempel familiefødselsdage var det med hiv og sving, hvor han som regel sad i en krog og magtede ikke at deltage overhovedet.

AF NIKOLAJS MOR RIKKE TRANKJÆR

Nikolaj kom til verden en varm forårsdag 2007. Han blev den første af vores tre ønskebørn. Han udviklede sig som forventet, gik i dagpleje, vuggestue og børnehave, uden at vi eller personalet bemærkede, at han have flere udfordringer end andre børn. Set i bakspejlets klare lys kan vi godt se, at han i høj grad var kravafvisende og gerne selv ville sætte dagsordenen for hvad der skulle ske og hvad han havde lyst til. Vi bemærkede også, at han var meget umoden på nogle områder, mens han på andre områder var over alderssvarende.
Først da Nikolaj begyndte i skole kom udfordringerne væltende ind over os. Første gang han vi mærkede, at noget var helt galt var i førskolen, hvor han slet ikke formåede at indordne sig under de fælles spilleregler. Ved skolestart hørte vi ikke noget de første måneder, men derefter fik han det igen svært med at indordne sig. Lærerne fik efter nogen tid alligevel en god kontakt med ham, således at det første år forløb ganske godt, men her måtte man jo også lege.

ADHD-medicin gjorde det værre

Første klasse startede fint for Nikolaj, men efter noget tid skulle pædagogen, som han kendte ikke komme i klassen mere. Her startede Nikolajs udfordringer for alvor. Efter kort tid magtede han slet ikke at være en del af det sociale- og læringsfællesskabet. Der kom psykolog på med efterfølgende henvisning til børnepsyk og efter udredningen stod vi fire måneder senere med et barn med diagnosen ADHD.

Vi formodede naturligvis, at der efter udredning og diagnose ville komme den rette hjælp, men det gjorde der ikke.

Det vi blev tilbudt af systemet, var medicin til at mindske ADHD symptomerne. For Nikolaj var det bare ingen hjælp. Tværtimod fik han bivirkninger i form af manglede appetit, kunne ikke sove og fungerede dårligt eller oftest slet ikke sammen med andre mennesker. Til sidst måtte han sidde inde på eget værelse og spise og magtede slet ikke at være sammen med søskende eller os forældre.
Vi oplevede at Nikolaj lukkede sig mere og mere ind i sig selv, blev endnu mere kravafvisende og ville selv sætte dagsordenen for alt. Vi tænkte at det var hans forsøg på at styre situationen, så han selv kunne holde ud at være i det.

Skolen blev ren opbevaring

Familielivet var hårdt trængt. Vi måtte ofte dele os sådan, at mor var hjemme med Nikolaj, mens far tog afsted med de andre børn. Skulle han med til for eksempel familiefødselsdage var det med hiv og sving, hvor han som regel sad i en krog og magtede ikke at deltage overhovedet.
Skolen blev ren opbevaring, hvor han oftest sad selv eller i et hjørne i klassen med en iPad. Der blev foretaget forskellige tiltag med voksenstøtte, men det lykkes kun i sporadiske øjeblikke at arbejde med Nikolaj fagligt og personligt.
Efter at have afprøvet 6 forskellig præparater alle med dårlig effekt og de føromtalte bivirkninger, var vi så klar til at gøre noget andet, men hvad?
Nikolaj var syg over en periode, hvor han ikke fik medicin, og her oplevede vi at få vores glade men hårdt udfordrede dreng tilbage.
Vi søgte efter andre muligheder og jeg kom efterhånden igennem alle  bibliotekets bøger om ADHD. Var da blevet lidt klogere, men fandt ikke noget, der kunne hjælpe Nikolaj til et bedre liv. Det handlede alt sammen om symptom behandling og hvordan man kunne lære at leve et liv med ADHD. Det havde vi prøvet og det var ikke et liv. Vi ville mere end det.

Forældrene som behandlere
Tilfældigt stødte jeg på Larz Thielemann. Han fangede min interesse og jeg læste hans bog: ”Sådan hjælper du dit barn med særlige behov”, der blandt andet handlede om, at det var os forældre, der primært skulle stå for hans behandling og træning.
Det blev vendepunktet. Vi var ret hurtige til at beslutte, at vi måtte afprøve hans behandling og program, for vi havde intet at tabe alt at vinde. Vi var som familie efterhånden ret tyndslidte.
Vi fik en tid hos Larz, kom i gang med programmet og oplevede hurtigt de første små sejre. Medicinen kom Nikolaj hurtigt ud af og mor arbejdede på nedsat tid og trænede Nikolaj hjemme. Efterfølgende var han i skole med forskellige støtteordninger og nedsat tid.
Det var hårdt i starten, der var mange nye ting jeg som mor skulle lære. At få et kravafvisende barn til at lave et krævende fysisk og sensorisk program var ikke let, men med Larz Thielemanns hjælp fandt jeg vejen ind til ham og efterhånden blev det en del af vores dagligdag.

Ud af skolen blev en succes

I skolen gik det ikke meget bedre for Nikolaj. De positive ændringer vi og vores omgangskreds oplevede, kunne de ikke se i skolen. Men i skolen var der også et kæmpe net af mønstre, som skulle brydes og læres, hvilket var svært. Derfor måtte vi efter et halvt år indse, at for at komme videre med Nikolaj, måtte han ud af skolen. Herefter fulgte et halvt år med hjemmetræning og hjemmeskole og vi oplevede hurtigt, at han kom i markant bedre trivsel.
Størstedelen af vores familieliv var nu centreret omkring programmet og selvom det var hårdt, var den positive effekt det havde på Nikolaj og os som familie altoverskyggende. Nikolajs mindre søskende bakkede op på den måde de kunne, ved at træne med, tage positivt imod den nye kostform og ikke mindst en god portion tålmodighed.

Vi oplevede hurtigt, at Nikolaj kom i markant bedre trivsel og han kunne nu i langt højere grad deltage i familiens sociale liv ude og hjemme.

Og søskende havde endelig fået en storebror, som de kunne lege og være sammen med på en positiv måde. De fik i den periode knyttet nogle stærke bånd, som der er bygget videre på siden. Vi kunne nu tage steder hen, som for eksempel i svømmehallen, i byen, have gæster, i forlystelsespark og i den dur. Ja, i det hele taget leve et almindeligt familieliv, hvilket ikke var muligt før.
Relationen mellem Nikolaj og hans far havde gennem årene været under hårdt press. Det var nok her en af de største forandringer skete, da der nu langsomt blev opbygget et godt, kærligt og gensidig forhold imellem de to.
I det hele taget kan man sige, at de forandringer, som vi oplevede at hjemmetræningen medførte, at vi som familie ikke
længere var delt op i to halvdele.

Det daglige program


Vi besøgte Larz Thielemann ialt fire gange over i de halvandet år vi havde et samarbejde og hver gang var der store fremskridt. I starten var det de helt fundamentale færdigheder, der skulle på plads, som at få ændret kosten, normaliseret sanserne og styrke motorikken. Senere kom det kognitive og de sociale færdigheder. Som Larz sagde:

– Vi skal ikke bygge et hus, for Nikolaj kan jo allerede en masse ting, vi skal reparere huset og vi starter med soklen.


Den første evaluering var særligt spændende fordi der fik vi det præcise overblik over Nikolajs udfordringer. På intet tidspunkt brugte Larz hans officielle diagnose ADHD. Hans holdning var og er, at den er irrelevant og beskriver jo bare en række symptomer, som alle kan se. Dét der var interessant for Larz og os, var at finde årsagen til hans ADHD, hvilket vi også gjorde. Herefter kunne vi behandle dem en for en.

Vi var heldige med specialklassen

I skolen blev det besluttet at Nikolaj skulle i specialklasse. Ikke lige det, som vi havde håbet, da vi jo vidste hvor få der rent faktisk kommer videre og får en ungdomsuddannelse, men vi havde brug for, at han kom i et skoletilbud, hvor han blev stimuleret fagligt, personligt og socialt. Det havde vi en forventning om, at han kunne opnå dér. Måske var vi heldige, men det var et godt sted med entusiastiske og dygtige lærere. Vi gik ind i det med en bevidsthed om, at det ikke skulle være for evigt, men for en tid.
Vores forventninger til specialklassen blev indfriet og Nikolaj var glad for sin nye klassekammerater og de lærerne. Fagligt udviklede han sig særligt omkring sin almene viden og han kan sige, at han fik alt det bedste ud af en specialklasse og efter tre år mente lærerne (og os), at han igen er klar til at prøve kræfter med normalklassen.
 Men vi skal huske, at alt det ikke havde været muligt, hvis vi ikke havde suppleret med hjemmetræningsprogrammet, som jo også indeholdt undervisning og kognitiv stimulering.

Begyndt i en elite-idrætsklasse

Undervejs havde Nikolajs lærere anbefalet, at han begyndte at gå til atletik. Det har været en stor succes for ham. De voksne her er rigtig gode til at nå Nikolaj og få det bedste frem i ham. Særligt løb og kuglestød er hans foretrukne discipliner og hans grundform fra hjemmetræningen, samt hans skolelærers evne til at udfordre ham fysisk, har givet ham et godt afsæt, så han klarer sig godt.
Dette har også ført til, at Nikolaj nu er startet i en elite-idrætsklasse. Det har været en stor omvæltning, men generelt går
han til det hele med stort gå-på-mod og entusiasme. Så vi tænker, at det er det helt rigtige for ham. Man kan således sige, at den megen hjemmetræning, som han har lavet, har været med til at føre ham videre på flere planer. Hermed føler vi, at vi er på vej i mål for nu, selv om det blev lidt ad omveje.
Indimellem glemmer vi helt hvordan det var engang, men så dukker det op i klar erindring, og vi snakker om hvordan det var før vi startede med NTS-træningen og hvor dejligt det er at være kommet dertil, hvor vi er nu.
I dag kan vi sammen grine af, når jeg under hjemmetræningens spæde start nærmest måtte trække Nikolaj rundt på løbeturen med 3 pauser. I dag når jeg kun lige at se ryggen af ham, når vi løber "sammen".
Det er en helt vild udvikling vi har gennemgået takket være hjemmetræningen og god råd og vejledning fra Larz Thielemann.
Det lå bestemt ikke i kortene da vi startede med den neurologiske hjemmetræning i sin tid.