Historien om Rasmus

Rasmus er i dag 14 år og går i 7. klasse på en friskole og nu går det godt, men der har været mange udfordringer og svære beslutninger for at nå hertil.

AF MOR ANE-MARIE SØNNICHSEN

Da vi fik ham til Danmark fik vi oplyst, at da han var cirka tre måneder gammel, fik han et anfald og kom på sygehus. Her gav de ham medicin mod epilepsi. Derfor fik ham ham undersøgt her hjemme, men det viste sig, at der ikke var tegn på epilepsi, så han blev derfor trappet ud af medicinen. Der har ikke været tegn på kramper siden. Han fik derimod konstateret astmatisk bronkitis og han havde lungebetændelse flere gange.

Rasmus var motorisk klodset, faldt let og slog sig tit. Kunne ikke tale, ligesom han ikke at kunne tegne eller holde rigtigt på en kop, blyant, kniv eller gaffel.

Måske kunne det hænge sammen med, at han havde fået dræn i det højre øre. Det virkede som om han havde svært ved at lukke lyde ude. Han elskede sine høretelefoner, for der kunne kan finde ro.
Han var 5 år da taleinstituttet i Aalborg knækkede koden. Han var begyndt at lukke helt ned for sin hørelse, da han alligevel ikke kunne forstå os. Derfor opfandt vi lege, hvor det gjaldt om at lytte. For eksempel ved at gemme et æggeur, når han lyttede godt efter, kunne han finde det. Nu gik det hurtigt med sproget. Alligevel fik vi ham skoleudsat i et år, for han var stadig umoden og bagefter.

Begynder i skole

Rasmus startede i børnehaveklasse i en friskole da han var 6 år og havde stadig mange udfordringer. I sær koncentrationsbesvær, der kunne være så slemt, at når alt blev for meget, kunne han blive dårlig og kaste op. Når han så kom hjem, var han helt fin igen. Sidenhen fandt vi ud af, at det blandt andet var hans sensitive hørelse, der gjorde at han ikke kunne rumme larm og lyde i klassen.
Han var den stille dreng, som ikke selv tog initiativ til lege og diverse aktiviteter. Han skulle skubbes igang ellers sad han bare og lukkede sig inde i sig selv. Heldigvis var han var en sød og kærlig dreng, som kom godt ud af det med sine klassekammerater.
Vi har fået mange forklaringer på hans udfordringer og vi har da også prøvet meget indenfor det etablerede system. Vi har alle tre gået til psykolog så vi kunne hjælpe ham bedst muligt med hans udfordringer. Vi har også prøvet en kugledyne, som hjalp ham til at få ro på, når han skulle sove og efter en måned var den overflødig. Han ville altid rigtig gerne stryges og masseres, så her gav kugledynen ham en positiv tryg stimuli.
Selvom det var svært i skolen, knækkede Rasmus hurtigt læsekoden og blev rigtig dygtig, men han havde andre udfordringer og manglede mere basale forudsætninger for læring. Vores opfattelse af Rasmus var, at han var en intelligent dreng, men med nogle særlige udfordringer, der forhindrede ham i at udnytte sine evner.
I skolen havde han hjælpelærer i nogle af timerne, for at støtte hans koncentrationsbesvær.

PPR vil sende ham i specialklasse

I slutning af 5. klasse kom så beskeden fra kommunen og PPR. Skolen kunne ikke længere give ham, den hjælp han behøvede. Efter deres opfattelse skulle han i en specialklasse på en stor folkeskole. De påstod, at her var der dygtige eksperter, der kunne hjælpe ham. Jeg vidste imidlertid godt noget om de specialklasser og det var derfor, det sidste Rasmus havde brug for. Han havde absolut ikke brug for det skift og den utryghed, der var forbundet med at være sammen med andre børn, der også havde deres ting at slås med.

Vi var sønderknuste. Hvordan kunne vi hjælpe vores dejlige dreng? Så jeg begyndte at google, der måtte være en anden vej.

I min søgen faldt vi over Hjernetips.dk og neuropraktiker Larz Thielemann. Her var endelig noget, der inddrog os forældre. Så vi startede med at læse hans bog: ”Sådan hjælper du dit barn med særlige behov”. Herefter var vi ikke i tvivl. Dette her måtte vi prøve.
Vi fik en aftale og besøgte Larz Thielemann, som lavede en personlig neurologisk profil på Rasmus, der tydeliggjorde, at han manglede modning i hjernen. Udfra denne profil blev der så lavet et skræddersyet træningsprogram, der ville behandle de udfordringer, som gav Rasmus så mange nederlag. Larz delte vores opfattelse om, at vores søn sådan set var klog nok, men den nederste del i hjernen, ødelagde det for den gode og øverste del. Det handlede om sanseforstyrelser og ikke mindst manglende krydsbevægelse generelt. Under testen viste det sig at Rasmus ikke kunne, krybe, kravle, gå og løbe i korrekt krydsmønster. Så det var jo ikke så mærkelig, at han havde svært ved så mange ting.

Den neurologiske modning tog sin start

Vi gik i gang med det hårde arbejde, som det jo er at hjemmetræne med NTS og der kom fokus på sansestimulering, motorisk træning og kostomlægning. Vi fik talt med skolen og de var heldigvis med på planen. De ville gøre hvad de kunne i skolen for at støtte op og han fik lov at komme lidt tidligere hjem. Blandt andet blev der opstillet et bordtennisbord, som der kunne spilles ved i frikvarteret, så der kom mere fokus på idræt og bevægelse. Og ikke mindst blev vores beslutning om, at Rasmus ikke skulle i specialklasse respekteret.
Vi kunne ret hurtig mærke forandringer for programmet virkede og det hjalp virkelig  Rasmus. Han oplevede pludselig succes, kunne bedre løbe og nu greb han de andre ud i høvdingebold. Han er stadig en glad dreng, men med langt færre udfordringer. Han tager nu selv initiativer. Esker at cykle til og fra skole hver dag. I skolen sagde de, at han var vågnet op og deltog i undervisningen.
Efter tre måneder havde vi en Midtvejsevaluering, hvor jeg skrev til Larz Thielemann:

Han har fået mere energi og har tabt sig. Han virker mere glad og har en bedre kontakt til sine kammerater og han hænger ikke over bordet i skolen mere.

Skolen sagde også, at de kunne mærke at Rasmus hvde fået mere energi og han syntes selv, han er kommet i bedre form og hade mere luft.
Han var begyndt at gå meget op i sin kost, men det er også vigtig for ham, at han stadig får nogle rette han kender og kan vælge en kage en gang imellem. Vi har derfor fundet opskrifter på glutenfri og mælkefri banan-muffins. Rasmus er i det hele taget meget positiv i forhold til den nye mad.
Hans astma og bronkitis var også væk. Efter forskellige undersøgelser, kunne lægerne konstatere, at han ikke havde det mere. Da Larz Thielemann sagde, "at det forsvinder, som resultat af programmet", var vi godt nok noget skeptiske, men dejligt, at han fik ret. Vi er bare så glade.
Efter et halvt år havde vi en telefonsamtale med Larz, hvor vi rundede forløbet af og han ville sende en guldmedalje til Rasmus, som symbol for et succesfuldt forløb, ligesom han ville skrive nogle gode råd for fremtiden.

Da vi startede programmet var Rasmus neurologisk 19 procent fra normalitet.
Nu var der kun 3 procent.

De sidste tre procent handlede først og fremmest om lydsensitivitet. Selvom han var blevet meget bedre til at koncentere sig, var der stadig lidt at arbejde med. Derfor sørgede vi for, at Rasmus stadig var aktiv og med fokus på den sunde kost uden sukker.
Idag bruger vi mere tid på lektier og skolen er ikke i tvivl om, at der er kommet gang i hans udvikling og det nok skal gå. Ikke mindst er han blevet meget glad for at gå i skole og han bruger nu også tid sammen med kammeraterne efter skoletid. Vi ser alle meget lyst på fremtiden for Rasmus.
Og sidst, men ikke mindst. Kommunen har lukket sagen om Rasmus. Mission done!