Historien om Tobias

Dette er historien om ikke bare én dreng, men i hundredvis af børn, der ikke nødvendigvis har fået en diagnose, men alligevel har alvorlige udfordringer, først og fremmest på det sociale område. Historien er et sammenkog af mange hundrede børn med enslydende udfordringer. Derfor er navnet Tobias ikke tilfældigt, men en sammentrækning af det engelske udtryk: “To be as”, at være som.

AF MOR TIL TOBIAS

De enslydende sociale udfordringer handler først om fremmest om at kunne fungere i en gruppe og knytte venskaber. At kunne samarbejde, lege og agere sammen med andre jævnaldrene børn, uden at trække sig eller være for dominerende. At kunne aflæse andre børns signaler, udskyde tilfredsstillelse, være tålmodig og give plads. Det er en hårfin balance og hjernens sværeste discipliner. 


Det handler også om evnen til ikke at plage i en uendelighed om en lille ting, der lige pludselig overskygger alt andet. 


Sidst, men ikke mindst handler det om at kunne tåle kritik. At modtage en besked, ordre eller opgave uden at resignere, komme med alternative forslag eller lave sine egne regler.

Denne sidste kompetance er helt afgørende for at kunne fungere i en normal skoleklasse. Her er der en autoritet, der fortæller, hvad man skal gøre og hvad man ikke skal gøre. Overholdes dette ikke, er det over i specialklassen, sammen med andre børn, der ofte har langt større udfordringer og hvor reel skoleundervisning er en by i Rusland.
Tobias kunne have mange diagnoser, hvis man slap ham løs hos en kreativ psykiater eller psykolog. Det kunne være dyspraksi, infantil autisme, adhd, antisocial adfærd, adfærdsforstyrrelse, oppositionel adfærdsforstyrrelse, socialfobi, angst, mental retardering med mere.

De første fem år

Tobias blev født på et sygehus i Danmark. Fødslen gik ikke helt som planlagt og han blev ikke født til termin. Han blev kun ammet i et par måneder, hvorefter han fik traditionel modermælkserstatning baseret på ko-mælk. Tobias krøb ikke fladt på maven. Han lå ganske vist på maven, men bevægede sig ikke. Herefter begyndte at kravle og kom hurtigt til at gå. Forældrene var glade for den hurtige udvikling op på de to ben, men sproget udviklede sig langsomt. Alle sagde bare, at han var en langsom starter. Sproget blev da også bedre, selvom det i dag stadig ikke er aldersvarende.

Det var i børnehaven at mors røde lampe blev tændt og hun fornemmede,
at noget var galt med hendes elskede søn.

På møder med pædagogerne i børnehaven blev der rapporteret om gentagne konflikter med de andre børn. Han ville faktisk de andre børn rigtig meget, men han blev ofte  agressiv og blev nemt sur og irriteret, skubbede og kaldte de andre børn grimme ting. Han ville bestemme legen og misforstod børnenes velmenende hensigter. Efterhånden valgte de ham fra.
Pædagogernes svar var en støttepædagog ti timer om ugen, hvilket medførte, at han blev delvist blev isoleret fra de andre børn. Der blev nu brugt mange timer sammen forskellige støttepædagoger og med iPad’en i stedet for at være aktiv i leg og spil.
Det var hårdt at høre på for Tobias’ forældre og de lod sig overtale, så der kom en psykolog og observerede ham. Det kom der en lang rapport ud af. Her skrev psykologen det samme som pædagogerne havde set, blot med nogle finere ord. Der kom ingen anbefalinger til hjælp, udover mere af det samme: Støtte og afskærmning samt en anbefaling om at undersøge mulighederne for medicinsk behandling og et besøg hos en psykiater. I rapporten optrådte også diagnoserne dyspraksi og infantil autisme, som en mulig forklaringer på Tobias udfordringer.

En anden vej

Dér sagde mor stop! Hendes søn skulle ikke kastes ud i et medicinsk eksperiment med en tvivlsom diagnose i nakken – så hun begyndte at Google.
 Det blev til mange aftener foran computeren og hun mødte en masse beskrivelser, forklaringer og observationer, som mindede om hendes søn. Hun fandt imidlertid ingen forslag til, hvad hun selv kunne gøre som mor. Faktisk var det meget sparsomt med behandlingsmuligheder. Det handlede alt sammen om at skåne, støtte, afhjælpe og så til sidst, den forsigtige formulering om, at medicin måske kunne være en mulighed.
Far sagde, at det nok skulle gå og hans søn ihvertfald ikke fejlede noget. Men mor blev mere og mere frustreret og kunne godt forudse problemer med skolen næste sommer. Det var lige indtil hun læse om en dreng, der havde hjemmetrænet af sin mor. Hun søgte videre og fandt hjemmesiden, der fortalte om principperne bag denne træning: Hjernetips.dk.

Det var dét, hun havde ledt efter. Viden og værktøjer til forældrene, så de selv aktivt kunne hjælpe deres børn med særlige behov.

Hun læste historier om børn, der gjorde store fremskridt med en metode, der hed Neurologisk træning og stimulering. Bag dette koncept står neuropraktiker Larz Thielemann. Ham ringede hun til og fik en lang snak. Hun følte sig for første gang forstået og hørt. Larz Thielemann anbefaldede, at hun læste hans bog Sådan hjælper du dit barn med særlige behov. Han sagde også, at hvis hun derefter havde lyst til at tage ansvar og hjemmetræne sin søn, så skulle hun ringe igen, så de kunne aftale en konsultation og lave en plan for Tobias.
Sådan blev det og tre måneder senere var Tobias på vej til at blive den dreng, som mor vidste at han var indeni. Mindre sensitiv, mindre kræsen og han sov også bedre. Han kunne også koncentrere sig i længere tid og sproget var bedre.
Mor var gået ned i tid og hentede Tobias klokken 13:00, så de havde bedre tid til sammen at lave programmet. Derudover havde hun ansøgt om skoleudsættelse, så Tobias kunne blive god nok til at klare sig i en almindelig skole for normale raske børn. Hun havde besøgt en specialskole og med egne øjne set det kaos og anarki, som specialskolen var. hensigterne var fine, men virkeligheden var en anden.
Far havde være imod hjemmetræning og det “hokus-pokus-pjat”, men da han langt om længe fik læst bogen “Sådan hjælper du dig barn med særlige behov”, havde han fået et andet syn på sagen.
 I programmet fra Larz Thielemann var der også en del kostanbefalinger, som havde gjort Tobias mere rolig hele familien meget sundere.

Andre mødre skriver

Thors mor skriver: Han er ikke glad for at gå barfodet i sand eller på græs og han skal slå sig meget før han giver udtryk for smerte. Når det sker, søger han ikke trøst.

Alexanders mor skriver: Vil gerne lege med andre, men ved ikke hvordan. Så bliver han frustreret og voldsom.

Annes mor skriver: Hun vil kun gå i blødt tøj, hvor mærker er klippet af. Er lydfølsom og meget selektiv i forhold til mad. Keder sig i skolen og har problemer med korttidshukommelsen.

Simons mor skriver: Han er ofte sensitiv overfor for megen larm. Generelt er han ret pylret. Han har lav muskeltonus og er ofte træt. Han er ikke så stærk og er ikke motiveret for fysisk aktivitet. Tager ikke imod kritik og han lærer ikke af sine fejl. Har svært ved at se ud over sit eget perspektiv og giver ofte andre skylden.

Maltes mor skriver: Han er sårbar og følsom. Kan ikke samarbejde med andre, føler sig ekskluderet og mobbet. Keder sig hurtigt, har svært ved at koncentere sig, hvis der er meget larm.

Cecilies mor skriver: Cecilie kan ikke det samme som sine jævnaldrende. Hun har lav muskeltonus  og kan for eksempel ikke cykle og bliver nemt forpustet og træt. Hun forstår og hører alting. Det hele 'ryger ind' i hjernen, men derinde er der trafikkaos og tingene farer vild.

Emmas mor skriver: Hun har næsten intet sprog, kan ikke gribe eller hoppe på et ben, trods en alder på seks år. Hun har svært ved at koncentrere sig og er ikke alderssvarende i sin udvikling. Vi frygter specialskolen.

Lasses mor skriver: Han sover dårligt og har ikke et alderssvarende sprog. Har tics og dårlig øjenkontakt: Mangler fornemmelse for andres intention, er behovstyret og mangler filter. det virker som om, at han tager alle indtryk ind. Er utryg i en gruppe og fungerer bedst med faste rutiner og struktur.

Årsagen til de sociale udfordringer

Det selvfølgelig vigtig at få klarlagt barnets sociale problemer og udfordringer. I børnehaven og skolen vil man se isoleret på disse adfærdsmæssige udfordringer og at skele til om der kan være en helt anden årsag og man vil prøve at løse dem ad pædagogisk, psykologisk eller medicinsk vej. Man vil ofte afskærme barnet fra gruppen sammen med en støttepædagog eller blot lade barnet passe sig selv, fordi der ikke er ressourcer til at give den ekstra opmærksomhed, som barnet har brug for. Man vil udelukkende symptombehandle og prøve at slukke den igangværende ildebrand. Det vil meget sjældent behandle de aktuelle udfordringer, fordi årsagen ikke behandles.

Når et barn ikke kan koncentrere sig skyldes det næsten altid en blanding af synsproblemer og sensitiv hørelse samt forkert kost med for mange tomme kulhydrater og sukker.

Samsynet er den måde øjnene arbejder sammen på således at når vi bruger vores øjne modtager hjernen samtidigt et billede fra hvert øje og hjernen smelter de to billeder sammen. Derfor er samsynet vores vigtigste kompetence når vi læser eller griber en bold. Børn med samsynsproblemer har også dårlig øjenkontakt. De har svært ved at stille skarpt og undlader derfor øjenkontakt med andre mennesker.
Det er præcis det samme, som gør sig gældende for børn med lydsensitivitet og manglende filter til at lukke ned for uvæsentlige lyde og larm. Sådanne børn vil tage alle lyde ind på én gang uden evnen til at stille skarpt på dét, de lige præcis ønsker at høre. De fungerer heller ikke ikke godt i grupper med mange andre børn. Og når det særligt sensitive barns lydbillede er overstimuleret, vil det føle sig utilpas, forvirret og urolig. De har svært ved at modtage kollektive beskeder eller koncentere sig.
 Det var alt sammen det Tobias’ mor erfarede fra sin søns tid i børnehaven.

I børnehaven var der masser og gode hensigter og velmeende ord, men årsagen blev der aldrig taget hånd om. Derfor tog hun selv over. Tog Tobias mere hjem og begyndte at modne hans hjerne med et neurologisk program. På den måde forsvandt symtomerne gradvist og barnet normaliseredes med det resultat at Tobias med stor sandsynlighed kan starte i en helt almindelig dansk folkeskole til næste sommer.