Artikler

Historien om Kasper

Kaspers historie er først og fremmest historien om en mor, der for alt i verden ville hjælpe sin søn, hun havde prøvet alle de offentlige tilbud og intet hjalp. Først da hun gik igang med NTS – neurologisk træning og stimulering skete der noget.

Af mor Regina Mary-Larsen

Vores familie består af tre glade børn og en glad mor. To store skole- og sportsglade drenge og så ham her den mindste, der starter i skole efter sommerferien. Jeg studerer. Men det med normal skole lå ikke i kortene.
Kaspers vanskeligheder startede i vuggestuen, hvor han havde svært ved at fungere med de andre børn, han kunne ikke rumme larmen og de alt for mange børn. I børnehaven blev det helt tydeligt, at han simpelthen ikke kunne fungere socialt med andre børn. Han slog, var udadreagerende og havde aldrig en god dag.

Kærlighed og konsekvens

Jeg var stærkt fortvivlet og fik ingen reel hjælp hos de offentlige instanser. Så jeg begyndte at søge på nettet og fandt hurtigt frem til Hjernetips.dk, hvor jeg læste om neurologisk træning og stimulering. Det var dét jeg søgte. Vi besøgte neuropraktiker Larz Thielemann og sammen lavede vi en neurologisk evaluering af Kaspers hjerne udfra et funktionelt perspektiv. Hvad kunne hans hjerne og hvad kunne den ikke, i forhold til det den burde kunne? Og ja, det var noget vi gjorde sammen. I modsætning til de offentlige tilbud, anså Larz Thielemann nemlig mig som den sande ekspert i forhold til Kasper. Og som han sagde:

Ingen kender Kasper bedre end dig. Ingen elsker ham mere end dig og ingen vil gøre så meget for ham som dig. Derfor er du løsningen – ikke problemet som de kloge eksperter siger.

Den neurologiske profil afslørede blandt andet, at Kasper havde store problemer med krydsbevægelser og sansning. Og da vi startede den første dag, fandt jeg da også hurtigt ud af, at Kasper slet ikke kunne krydskoordinere. Han kunne simpelthen ikke sammensætte arme og ben som han skulle. Det som er en automatiseret handling for alle normale raske børn kunne min søn simpelthen ikke.

Jeg forsøgte mig med, at han først skulle ligge sig på ryggen, hvorefter jeg styrede hans ben og han skulle så stå for at styre armene. Jeg bad ham bruge højre og venstre arm. Det fungerede slet ikke. Han kunne ikke og han kendte ikke forskel på højre og venstre. Jeg vendte ham om på maven og fandt et stort blåt og et stort rødt plastiklåg. Placerede hans hænder ovenpå lågene og så skete der noget. Jeg styrede benene og bad ham skubbe henholdsvis rød og blå frem. Næste dag brugte vi hele formiddagen med tiltrængte pauser og så sad den lige i skabet. Herefter begyndte han at krybe rigtigt med den rette krydskoordination og senere også at kravle korrekt.

Det var hårdt. Kasper viste stor modstand overfor de krav jeg stillede til ham og om de forskellige øvelser. Jeg tvivlede stærkt på, om jeg kunne klare det, men jeg besluttede at det kunne jeg, for mit mål var at hjælpe ham. Han blev vred, græd, smækkede med døre og så videre. Hans reaktion fortalte mig imidlertid, hvorfor at jeg skulle holde fast, han måtte simpelthen have hjælp.

Jeg fik en ny snak med Larz Thielemann, der opfordrede mig til at udvise større konsekvens, samtidig med at jeg øste ham til med kærlighed og ros. Han fortalte også, at selve programmet DNA er, at få Kasper til at gøre ting, der ikke er lystbetonet. At modtage og efterleve en besked, ordre eller kommando. For sådan er det virkelige liv. Sådan er det i den rigtige skole. I de mange år i specialbørnehave, havde Kasper fået lov at passe sig selv og gøre lystbetonede ting. Inge satte krav til ham, for han var besværlig og havde jo også ADHD. Hvad kunne man forvente af sådan en stakkels handicappet dreng. Jeg må desværre indrømme, at jeg havde lidt samme holdning, selvom det gør ondt at indrømme.
Så jeg gik atter i gang med programmet, men med en fast og kærlig tilgang. Den nye konsekvente mor gav et mere lydhørende barn og han fik meget mere ro på, hvilket naturligvis smittede af på hele familien.

Jeg følte en power indeni og en vilje til at få min familie til at fungere bedre.

Belønningsprogrammet

Min beslutsomhed gjorde det tåleligt at komme igennem forløbet, for han mærkede hurtigt, at jeg mente det. Jeg lavede et belønningssystem med så mange punkter, at det fyldte seks A3 sider. Belønningssystemet blev hans drivkraft. Grunden til at jeg fortsatte og troede på, at det var det rigtige var fordi, at han efter påbegyndelse på programmet, satte sig ned og tegnede sin første tændstikmand. Jeg husker at jeg græd af lykke. Herefter kæmpede vi hver eneste dag med programmet, suppleret af holdningsterapi, jeg havde lært hos en psykiater og flere og flere punkter fik hakker. Efter knap 6-7 mdr. kunne vi hakke alle punkterne af på de seks A3 sider. Det var lykkedes ham og mig at komme igennem det med kæmpe succes. Det var hårdt, men i kampens hede var det hele værd, for både hjemme og ude fungerede han super godt. Jeg måtte af med min glæde og skrev til Larz:

Vil bare lige fortælle dig, at det der sker med Kasper lige nu er fantastisk. Jeg kan ikke få armene ned.

Jeg gik altså hjemme med Kasper og vi brugte 4-5 timer på programmet hver dag også i weekenden. Havde taget ham ud af specialbørnehaven. Jeg flyttede rundt i hele min lejlighed, så alt var tilpasset programmet. Han krøb og kravlede, jeg byggede en armgangsstige, som han brugte hver eneste dag, han læste ordkort, som jeg opdelte i forskellige kategorier. Det viste sig, at han via programmet fik sit sprog på plads. Uden at vi havde brugt et eneste minut på sprogtræning ude over at tale sammen.
Vi tog ud blandt andre mennesker for at træne de sociale færdigheder, jeg var konstant hans indre stemme, som skulle hindre ham i at være impulsstyrende fysiks og verbalt. Han lavede tegninger og skriveøvelser. Jeg underviste ham i geografi og almen viden ved brug af forskelligt materiale jeg havde støbt sammen. Vi gik lange ture og vi brugte naturen til at øve hans motorik. Han lyttede til Mozart og Vivaldi, hvilket han havde stor glæde ved. Og hvad jeg måske ikke forventede, støttede omverden mig fuldt ud. Mine venner og familie. De kunne jo godt se at der skete noget godt for Kasper.

Skolen

Det var lidt af en omvæltning da Kasper kom i skole. Måske var vi for optimistiske. Kasper var ikke helt rask og ikke helt ude af sin ADHD, men vi var kommet langt og trænede stadig efter skole. Men det første år var et mareridt. Intet fungerede og han blev sat fuldstændig tilbage. Det var som om, at alt det pres og dårlige vibrationer gjorde, at han valgte at gå tilbage i sit gamle ADHD-mønster. Til gengæld fungerede han fint herhjemme. Det var selvfølgelig på grund af, at Kasper kom i en klasse med alt for mange rødder, som selv havde sine problemer at slås med. Kemien med lærerne var også dårlig og det hele var bare elendigt. Møder flere gange om måneden og jeg hentede ham fra skole flere gange om ugen. Gudskelov løste skolen problemet ved at flytte ham over i en anden klasse med nogle mere "normale" børn og nogle fantastiske lærere, som havde det nødvendige overskud til at hjælpe og forstå ham.
Der var desværre stadigvæk udfordringer, som de ikke kunne komme til håndtere med de mange gode pædagogiske tiltag, så jeg indvilligede i at kontakte en psykiater omkring medicin.
Hun var helt fantastisk og vægtede det pædagogiske højt og medicinerede kun såfremt at visse kriterier blev fulgt fra skolens side. Det viste sig at være det hele værd. Kasper fik ganske lidt medicin (15 mg dagligt) og de problemer han havde aftog.
Jeg samarbejder godt med skolen i dag, da jeg er tilfreds med den kæmpe indsats de har gjort og gør. Så det går den rigtige vej. Herhjemme vil programmet altid have en effekt. Det lagde grundstenene til en mere velfungerende familie og for Kaspers nye liv.

Fremtiden

Jeg håber selvfølgelig på det bedste og jeg har lært at bevæge mig i det vi står i nu og her. Jeg ser konstant forbedringer hos Kasper og hans skønne, glade, positive, empatiske og kærlige væsen giver mig tro på, at det vil gå ham godt. Det samme gælder mine to andre drenge og mig selv også :-))

Jeg tror på, at de udfordringer vi må møde på vores vej, dem løser vi. Der altid findes mennesker, der har råd og vejledning at give fra sig. Dem vil jeg finde på livets vej, hvis det bliver nødvendigt, ligesom dengang jeg jeg fandt frem til Larz Thielemann.