Artikler

Historien om Oliver

Oliver græd meget som spæd, og virkede sjældent tilfreds. Hans dårlige trivsel fortsatte op igennem årene, og jeg kunne hele tiden høre mig selv undskylde hans adfærd med, at han var træt.

AF MOR DIANA ANDREASEN

I vuggestuen konkluderede de meget hurtigt, at Oliver havde det bedst, når der var højt til loftet, da han ellers bed, skubbede og slog de andre børn meget af tiden.

Olivers kedelige adfærd fortsatte og problemerne blev kun værre, da han startede i børnehave. Han var meget udadreagerende overfor de andre børn, som forståeligt nok trak sig væk fra ham. Han udviste ingen form for empati, kunne ikke indgå i større sociale sammenhænge, han kunne ikke vente på tur, havde svært ved at forstå en kollektiv besked, havde svært ved at koncentrere sig mere end et par minutter.

En tirsdag i juni ændrede vores liv sig fuldstændigt, Oliver fik diagnosen ADHD, hvilket var en meget stor sorg for os.

Han havde også en alt for høj selvretfærdighedssans, virkede deprimeret, kunne ikke tåle kritik og havde det generelt ikke særlig godt. Oliver var motorisk dygtig, men lille og spinkel af sin alder.

Støttepædagogen

I børnehaven mødte vi heldigvis et godt team af pædagoger, og i samarbejde med dem, fik Oliver tilknyttet en støttepædagog og en talepædagog. Det hjalp imidlertid ikke på hans problemer og der blev derfor holdt et hav af evalueringsmøder i samråd med psykologen. Resultatet af de mange anstrengelser, gav desværre ikke noget resultat, og Oliver blev derfor sendt til et udredningsforløb på børne- og Ungdomspsykiatrisk Center i Hillerød.

I mellemtiden startede Oliver i 0. klasse, hvilket også var svært for ham. Det var en stor skole, og lige pludselig blev der stillet nogle helt andre krav til ham.

En tirsdag i juni ændrede vores liv sig fuldstændigt, Oliver fik diagnosen ADHD, hvilket var en meget stor sorg for os. Dog gav Olivers adfærd lige pludselig mening. Nyheden blev ikke vel modtaget af den ellers så rummelige folkeskole, og de opfordrede os til at medicinere ham, hvis han skulle blive på skolen. Jan og jeg var heldigvis enige om, at medicinering måtte være absolut sidste udvej!

Det blev svære og svære for Oliver i skolen, og han blev derfor først ekskluderet fra ture, derefter fra frikvartererne og til sidst fra selve undervisningen. Hele håndteringen af dette, var fra skolens side dybt kritisabel, og vi følte os uretfærdigt behandlet. Ligesom vi følte det krænkende at modtaget et ultimatum om enten at give ham medicin eller finde en anden skole. Et ultimatum som lærerne efter vores mening ikke var kompetente til at vurdere. Vi var simpelthen så kede af det på Olivers vegne, men også utrolig vrede over, at vi var blevet modarbejdet på denne måde.

Der var intet at bygge videre på og Oliver startede i en ADHD-klasse.

Vi måtte selv tage ansvar

Efter Oliver havde fået diagnosen var vi klar over, at vi måtte søge hjælp fra andre steder. Vi måtte selv tage ansvar og fandt neuropraktiker Larz Thielemann. Her fik vi viden og vi fik lavet en funktionel diagnose og et efterfølgende neurologisk trænings- og kostprogram til Oliver. Det sidste betød, at han ikke måtte få gluten, mælk og sukker.

Mødet med Larz var en ny begyndelse for os og gav os troen på, at vi nok skulle få en glad velfungerende dreng. Vi var blevet inspireret af Kernesund Familien, og det var herigennem, vi fandt frem til Larz Thielemann, som jo havde hjulpet deres dengang autistiske søn, Bertram.

Vi gik straks i gang med vores nye livsstil. Det var noget af en omvæltning at skulle lægge vores kostvaner så drastisk om, men det lykkedes, og Oliver har faktisk været rigtig god til at overholde vores aftaler.

Allerede få uger efter vores livsstilsændring med kost og træning, kunne vi mærke stor forskel på Oliver. Han blev mere glad, sagde godmorgen til os, hvilket han aldrig havde gjort før, viste følelser og tog på i vægt, som han ellers havde haft meget svært ved.

Familien og vores omgangskreds begyndte at kommentere, at Oliver var blevet en helt anden dreng, ikke hyperaktiv mere, men mere rolig, glad, hans øjne smilede, og frem for alt aftog hans udadreagerenhed væsentligt.

Målet er en skole for normale raske børn

Vi har igennem de sidste mange år oplevet mange negative møder med både børnehave og især den gamle folkeskole, og det har drænet vores familie. Men efter knap 2 års træning, blev vi for første gang, mødt af nogle positive mennesker i ADHD-klassen, og det var den mest fantastiske følelse. De beskrev Oliver som en glad, frisk dreng med spil i øjnene. Beskrev ham som en rigtig god kammerat med sociale kvaliteter, der for eksempel gerne låner sine ting ud. Kan til tider være en drillepind, men er ikke udafreagerende eller fysisk voldelig mere.

Larz Thielemanns program indebærer jo en masse intellektuel stimuli, så rent fagligt er han den dygtigste elev i klassen, og sidder nu dagligt og koncentrerer sig 45 min. ad gangen. De har valgt at give Oliver ene-undervisning i sociale fag, så han bliver bedre til at afkode de andre børn og dermed omgås dem bedre. Så alt i alt, super positivt, og vi arbejder mod et fælles mål, nemlig at få ham i en helt almindelig folkeskole sammen med normale raske børn.

Da vi gik i gang med programmet, trænede Oliver alle ugens dage det første år. Herefter gav vi ham to ugentlige fridage, da han også spiller fodbold. Han træner 2 gange om ugen, og så er der kampe og turneringer i weekenden. Grundet hans store træningsindsats, har han også udviklet sig meget på fodboldbanen, og er netop lige rykket et hold op, som han er meget stolt af. Vi har ikke fortalt hans fodboldklub, at han har ADHD, da der aldrig der har været nogle konflikter, han har hele tiden formået at indgå i spillereglerne. Fodbold giver Oliver en masse succesoplevelser, og det har alle børn brug for.
Vi lader ham også engang imellem få noget mad med lidt sukker, gluten eller mælk, efter 1 år uden, kan han bedre "tåle" det.

Fremtiden ser lys ud

Vi har været i dialog med kommunen fra start af, og har fået bevilliget tabt arbejdsfortjeneste, svarende til 10 timer om ugen, så det er jo skønt. Derudover får vi også tilskud til pasning, tøj og et ADHD kursus om året. Vi fik desværre afslag på ansøgningen om tilskud til kost/olier/vitaminer/mineraler, men vi har ikke givet op. Vi prøver igen, da dette er en dyr post.

De fleste har vist stor respekt og beundring for den indsats, vi har gjort for Oliver og især også hans formåen til at klare den nye tilværelse. Vi har fået meget ros og skulderklap, og folk har primært udvist forståelse for, at der er visse ting, som Oliver ikke kan spise. Det er lidt sværere at forklare, hvorfor en dreng på 7 år skal kravle og krybe, men fordi resultaterne har været så fantastiske, så er der fuld forståelse for det.

Og her knap to år senere, er vi så taknemlige for, at vi lærte Larz Thielemann at kende. Der er sket store fremskridt med Oliver på baggrund af dette, han er mere glad, mere kærlig og har lettere ved at acceptere nogle ting, som han ikke kunne tidligere. Det er nu knap et år siden, at Oliver stoppede med at være udadreagerende, som betyder, at vi nu kan ånde lettet op. Tanken om, at vi ikke dagligt bliver konfronteret med Olivers negative adfærd, er en kæmpe lettelse. Han har stadig svært ved at afkode andre børn og har stadig meget at lære omkring de sociale spilleregler, og stiller mange spørgsmål, men det arbejdes der med nu, hvor det basale er ved at være på plads.

Vi vælger at tro på, at det nok skal lykkedes.