Et ideologisk projekt, en spareøvelse og en fiasko. Holdningerne til de seneste ti års inklusionsindsats er mange. Inklusionsloven, der blev vedtaget i 2012, har nu hersket over skoleområdet i et årti.

Undervejs er målsætningen om, at 96 procent af alle børn skulle inkluderes i almenskolen, blevet indført og siden skrottet. Og i dag er inklusionsprocenten igen slået helt tilbage til niveauet før 2012.

Janne Hedegaard Hansen, der er forskningsleder på Institut for Pædagog-uddannelsen vurderer, at Danmark ikke er lykkedes med at skabe inklusion i folkeskolen.

– For så ville vi jo have reduceret andelen af børn, der bliver henvist til specialpædagogiske tilbud, men det tal er steget siden 2013. Vi har nu brugt ti år på noget, der ikke virker. Man bliver nødt til at gøre noget andet.

I min praksis er hvert andet barn i dag en dreng eller pige, der har det svært i skolen. Det er voldsomt. Men nu skal politikerne, lærerforeningen og skolelederforeningen holde en masse møder for at finde “noget nyt”. Men tro mig, det bliver ikke noget nyt, det bliver mere af det samme: Symptombehandling, afskærmning, isolation, høreværn, kuglepuder og medicin. For ingen interesserer sig for årsagen til, hvad disse børn fejler, selvom årsagen er lige til: De mangler modning i hjernen. De er hverken dumme, retarderede eller svagt begavede. De har bare ikke forudsætningen for at gå i skole.

Når Emil ikke kan koncentrere sig, er det højst sandsynligt fordi han er sensitiv overfor lyde og larm. Og når han ikke kan sidde stille, kunne årsagen være, at hans blodsukker er ustabilt, fordi han lever af sukker og stivelse? Og når han helst vil sidde alene og ikke lege i frikvarteret, er det måske fordi hans følesans er sensitiv? Og når han ikke kan læse eller gribe en bold, kunne det jo være fordi, at hans samsyn ikke er udviklet, som det skal? Og måske kan han heller ikke gå ned af trapper, hoppe på et ben eller slå kolbøtter. Så når vi ligger alt dette sammen tænker de andre børn: Hvad er der galt med ham? Han er underlig og den sociale slagside kommer galoperende.

Alt i skolen er lort, fordi Emil ikke har forudsætningen for at være en god elev på lige fod med de andre. Hans krop og hjerne mangler træning. Det er synd for ham. Så kom da igang, i stedet for alt det snak.

Det svarer til at tvinge Benjamin med en forstuvet ankel til at spille fodbold. Uanset, hvor meget man støtter hans ankel, binder den op, holder pauser og giver ham ekstra coaching, kan han ikke være med. Derfor forlanger træneren, at han skal få sin ankel behandlet og beder ham om at blive hjemme, så han kan begynde at genoptræne. Målet er at komme tilbage på fodboldholdet til de kammerater og det sociale fællesskab, han så gerne vil være en del af. Men han skal have forudsætningen først, hvilket bringer mig hen til selve løsningen.

Det sundhedsfaglige system kommer ikke med nogen virkefuld løsning og specialskolen eller specialklassen er heller ikke en holdbar løsning. Det ender som ren parkering, hvor kun 8 procent får en ungdomsuddannelse.

Ingen i det etablerede system ved i virkeligheden, hvad man kan stille op med disse børn, fordi de tror at deres udfordringer er statiske, men det er de ikke. De er plastiske. Derfor vil de altid prøve på at symptombehandle og tilpasse omgivelserne til børnenes udfordringer.