Læsning og læring

Hvis intelligens er evnen til at lære, så er små børn de allerbedste, fordi et barns hjerne er meget modtagelig. Barnehjernen har stort set ingen begrænsning i forhold til, hvad den kan modtage og bearbejde. Begrænsningen handler i virkeligheden om os forældre og den rolle, vi udfylder.


AF LARZ THIELEMANN

 

I de fleste vestlige lande starter skolegang og undervisning i seksårsalderen, men selve barnets indlæring starter allerede ved fødslen. Den lille tumling skal lære at sanse sine omgivelser, kravle, gå, løbe og bruge sine hænder. Barnet skal på rekordtid lære at omsætte de mange indtryk og tanker til et sprog, der kan forstås af andre. Dette sker for alle raske børn i stort set alle lande og kulturer. Vel at mærke uden særlig hjælp fra en voksen. Dette arbejde klarer hjernen selv med lidt hjælp fra mor eller far eller de voksne, som varetager barnets tidlige opvækst.
Ved seksårsalderen er hjernen fuldt ud modnet og barnet skal i skole for at modtage undervisning. Nu er synet så perfekt, at det kan se de små bogstaver. Hjernen er organiseret og har valgt side. Barnet kan nu lære at læse struktureret fra venstre mod højre ved at pege på ordet og sige det højt ved hjælp af talesproget. Hørelsen kan acceptere og filtrere klassens mange lyde. Fingrene og følesansen kan holde på et blyant i pincetgreb og balancenerven er så tilpas udviklet, at barnet kan sidde på en stol i længere tid og er i stand til at løbe og lege med de andre børn.
Denne model til udvikling af det menneskelige potentiale har været benyttet af den vestlige verden i godt og vel 100 år og har formået at skabe en relativt civiliseret verden.

Når det så er sagt, må vi også konkludere, at vores generelle intelligens og børns skolekundskaber ikke har udviklet sig markant i dette århundrede, og faktisk er der her i 00’erne et reelt fald i hvad børn og unge kan, når de forlader skolen.

Tal fra Undervisningsministeriet siger, at næsten hver femte elev i dag forlader folkeskolen uden at kunne læse og regne godt nok.
Det er himmelråbende og fremkalder rynkede pander lige fra forældre til langt ind i Folketinget. Og selvom den ene folkeskolereform afløser den anden, bliver det ikke meget bedre.
Måske skulle vi forældre selv tage mere ansvar og fortolke begrebet »opdragelse« i sin oprindelige form, hvor det udover at lære sine børn om adfærd, indsigt, værdier og holdninger, også inkluderer læring og tilegnelse af viden. Og hvem siger, at den viden ikke må være af mere skolemæssig karakter. Jeg siger det i hvert fald ikke.

Børn vil lære mere end alt andet

I forhold til især læsning og regning forhindrer vi i grove træk barnet i at lære noget væsentligt i dets første seks år. Den officielle holdning er, at hjernen skal have fred og ro til at modne ved hjælp af leg og de aktiviteter, barnet selv kan finde på. Sat lidt på spidsen er forældrenes primære opgaver hensat til at forsyne barnet med føde og sørge for, at det får søvn og ikke kommer til skade. Vi har generelt ikke den store tiltro til, at små børn kan andet end det, som små børn nu kan.
Hvis man spørger en tilfældig voksen person: Hvordan er en typisk treårig? Vil han formentlig sige, at de er nogle herlige små størrelser, der kan lide at lege og fjolle rundt. Faktisk har nogle voksne med meget lange uddannelser givet børn i den alder tilnavnet »tumlinge«. En slags diagnose, der cementerer deres ubegavede og naive væremåde.
Men hænger det sådan sammen? Lad os give børnene et valg for at bevise mit synspunkt. Hvis vi giver dem valget mellem at lege med Lego eller blive isolationsfængslet i en kravlegård, hvad ville de så vælge? De vælger naturligvis at lege med Lego. Herefter kan vi konkludere, at små børn på tre år elsker at lege med Lego.
Fornyelig så jeg i fjernsynet nogle udenlandske diplomater i håndjern med bind for øjnene, lænket til en stol, så de ikke kunne bevæge sig. Hvad ville de mon svare, hvis de fik spørgsmålet, om ikke de hellere ville lege med Lego end at sidde dér? Selvfølgelig ville de hellere lege med Lego. Vi kan hermed konkludere, at diplomater elsker at lege med Lego.
Hvis vi derimod giver barnet valget mellem at lege med Lego eller lære engelsk. Hvad ville det så vælge? Jeg er overbevist om, at langt de fleste ville vælge at lære engelsk. Hvorfor?
Fordi børn elsker og higer efter opmærksomhed fra en voksen. Ægte og inspirerende samvær med fuld opmærksomhed. Det er i denne situation, at børn kan lære næsten alt, for børn vil mere end alt andet lære.

Hvorfor er tidlig indlæring så vigtig?

Forskning viser, at hjernen udvikler sig mest fra 0 til 3 år. Nye hjerneceller aktiveres i milliontal fra dag til dag. I denne periode dannes hjerneceller hurtigere end nogen andre celler i et barns krop. Denne hurtige udvikling af barnehjernen fortsætter, indtil barnet er omkring syv år.
Ved fødslen vejer hjernen 25 procent af sin udvoksede vægt, og ved etårsalderen vejer den 50 procent. Ved toårsalderen vejer den 75 procent, og efter treårsalderen vejer hjernen 90 procent af sin endelige vægt.
Hvis vi sammenholder disse fakta med viden om, at hjernen er mest modtagelig, når den gror, kan vi konkludere, at jo yngre hjernen er, jo mere formbar er den. Et barns hjerne bygger sig selv ved at danne nye forbindelser som reaktion på den stimulation, den modtager. Små børns hjerner er som svampe, der suger al den kraft og saft den kan komme i nærheden af.
Fosteret begynder at reagere på lyde i løbet af femte måned i livmoderen, da hørelsen her starter sin udvikling. Det betyder, at læring begynder før fødslen. Og er grunden til at fædre synger foran deres koners store maver.
Efter fødslen fortsætter barnets hjerne med at suge til sig, som reaktion på de oplevelser, som omgivelserne tilbyder. Læring er på dette tidspunkt hurtigere og mere ubesværet, end den nogensinde vil blive.
Derfor handler det om at udnytte kraften i barnets hjerne. Noget alle forældre gør i forhold til mobilitet og vores modersmål.

Vi træner og stimulerer børns motorik, så meget vi har tid til. Vi nyder og elsker det. Det ligger i den accepterede undervisningsnorm, at motion- og sprogstimulering er tilladt lige fra fødslen. Derimod er det nærmest utilgiveligt at undervise små børn i for eksempel læsning eller matematik.

Et barns hjerne er skabt til at lære, hvilket gør små børn til de mest inkarnerede studenter i verden. Dertil kommer, at de ikke bærer rundt med traumatiserede oplevelser fra skolegangen. De er endnu ikke blevet udsat for mistro, test og eksamen. For små børn er læring ren leg og nydelse.
Spørgsmålet er, om ikke vi har overset den mulighed, at børn ligesom de tilegner sig sproget også  kan tilegne sig læsning og anden læring, hvis vi visuelt stimulerer dem med bogstaver og ord?
Læsning er en integreret del af NTS-behandlingen. Og jeg må bare sige, at alle de efterhånden mange hundrede børn, der har hjemmetrænet med NTS, har alle og én elsket at læse og har nydt deres læsekort-sessions og har ønsket mere og mere. Faktisk bruger mange forældre læsning som en belønning for at have udført de fysiske programmer.

Læsning

Børn begynder at sige de første ord ved etårsalderen, efter de har lært at gå. Og børn begynder at læse ved syvårsalderen, når de starter i skole. Men skal børn nødvendigvis vente syv år med at lære at læse?
Grunden til, at børn taler, er fordi vi har undervist dem i at tale ved ganske simpelt at tale til og med dem.
Lad os lave det tankeeksperiment, at vi voksne beslutter os for at tale til hinanden med stemmer, der er så dæmpede, at intet barn kan høre eller forstå det vi siger i dets første seks år. Ligesom vi forhindrer dem I at omgåes andre børn. Hvad ville der ske? Ja, netop. Barnet vil ikke have noget sprog.
Det er præcis det, vi gør med læsning. Vi forhindrer børn i at læse, fordi vi ikke læser med dem. Vi læser for dem, men vi læser ikke med dem. Og læser vi så en sjælden gang med dem, er det i bøger, hvor  typografien og ordene er så små, at barnet ikke kan se dem ordenligt. Fordi bøger er skrevet, så vi voksne kan læse op for vore børn. Børn kan jo ikke læse.
Vi præsenterer dem ikke for bogstaver og ord på en sådan måde, at de får en fair chance for at lære at genkende og forstå de skrevne ord og dermed lære at læse.

I årtier har vi nu hørt, at skolens læseundervisning er den eneste måde, hvorpå børn lærer at at læse. Men hvad nu, hvis læsning slet ikke er en akademisk disciplin? Tænk, hvis det er en ren neurologisk disciplin, ligesom sprog?

Set ud fra et neurologisk synspunkt, er det min klare opfattelse og erfaring, at læsning er en hjernefunktion. Alle voksne kan med simple midler lære et barn at læse.
Denne anskuelse så for første gang dagens lys i 1964, hvor hjerneforsker Glenn Doman udgav  bogen »How to teach your baby to read«, som var og stadig er en meget kontroversiel bog og en bombe i den amerikanske undervisningsdebat, der opfordrede og lærte forældre, hvordan man i praksis kunne lære sine børn at læse allerede fra to-treårsalderen. At læse med små børn fik senere navnet »early learning«.
I bogen skriver han: »Hvordan ville du reagere, hvis dit barns skoleskema indeholdt fagene: Geografi, stavning, samfundsfag og hørelse? Du ville sikkert sige, hvad har hørelse dog at gøre her, hvor det står opført som et fag? Hørelse er da noget, hjernen tager sig af. Det skal ikke blandes sammen med fag, som skolen underviser i. Dette gør sig også gældende for læsning. Stavning er derimod et berettiget skolefag. Et barn kan meget vel være fremragende til at læse uden nødvendigvis at være god til at stave. Det er to forskellige ting og to fuldkommen uensartede processer. Læsning er noget hjernen tager sig af, mens stavning er et fag om nogle bestemte regler, der er blevet opfundet af mennesker, som en hjælp til at holde orden i læsning og skrivning. Når et barn læser, beskæftiger hjernen sig ikke med, hvordan et ord er opbygget. Barnets hjerne fortolker reelt bare de tanker, som den skrivende har givet udtryk for.«
Langt om længe er »early learning-revolutionen« kommet til Danmark, omend det er i en noget uambitiøs version, men det er fint nok og en nødvendig og vigtig begyndelse.
Det bekræftes af sprogforsker Kjeld Kjertmanns undersøgelse fra 2001, hvor han testede børn, der lige var startet i skole. Testen viste overraskende, at 15-20 procent af børnene i al ubemærkethed var begyndt at læse, før de kom i skole. Men hvordan havde de lært det?
I undersøgelsen fortalte børnene om en uformel social praksis i hjemmet, den såkaldte indkulturering, hvor forældrene havde udpeget ord for dem i oplæsningsteksten, ladet dem skrive med på indkøbssedler, fortalt dem, hvad der stod på skilte i gadebilledet, skrevet ord for dem og så videre.
Forældrene havde med andre ord gjort skriften synlig og hørlig for barnet. For hvor talesproget bliver formidlet, når vi taler med barnet, bliver skriften først formidlet, når vi gør barnet opmærksom på skriftbilleder og fortæller, hvad der rent faktisk står.

Tobias knækkede læsekoden

På en konsultation med Tobias og hans forældre havde jeg en helt igennem fantastisk oplevelse, der forklarede og dokumenterede alt det, som læsning handler om. Tobias havde diagnosen ADHD og var på mange måder en kvik og dejlig dreng, men han havde problemer med sine sanser, temperament og uro. Jeg skriver »havde«, fordi han ikke har ADHD-symptomer i dag.
Efter at have gennemgået de fysiske og fysiologiske programmer var vi kommet til den intellektuelle del, hvor læsning er en meget vigtig del.
For at illustrere, hvad dette »læse-halløj« handlede om på et lavpraktisk plan, tog jeg fem stykker kraftigt karton (21 x 10 cm), hvor der med stor og tydelig skrift var skrevet ordene: bord, stol, lampe, ur og plante på hver sit kort. Herefter viste jeg hvert kort til Tobias, hurtigt og direkte i en afstand af 50 cm. Hver gang jeg viste et kort, sagde jeg højt og tydeligt, hvad der stod på kortet. Seancen tog 10 sekunder.
Tobias livede op og var pludselig meget fokuseret efter al den »kedelige« snak mellem os voksne.
Dernæst viste jeg hvert kort en gang til og spurgte efter hver visning.
– Her ser du ordet »bord«. Hvor er der et bord i lokalet, spurgte jeg Tobias.
Tobias pegede resolut på sofabordet foran os.
– Her ser du ordet »stol«. Hvor er der en stol, spurgte jeg.
Tobias pegede resolut på den stol jeg sad i.
– Her ser du ordet »lampe«. Hvor er der en lampe, spurgte jeg.
Tobias pegede resolut på den store lampe, der hang over sofabordet.
– Her ser du ordet »ur« og Tobias pegede på uret, der hang på væggen.
– Her ser du ordet »plante« og Tobias pegede resolut på den store grønne plante, der stod i vinduet.
Dernæst tog jeg ordkortet »bord« i venstre hånd og ordkortet »lampe« i den højre hånd og holdt det op foran Tobias og spurgte ham:
– Hvilket af disse ord kan lyse?
Tobias pegede resolut på kortet med ordet »lampe«.
– Jammen, han kan jo læse, udbrød mor glædestrålende.
– Nej, han genkender bare ordene, sagde far.
– Korrekt far, ganske som når jeg hver morgen sidder og genkender ord i avisen. At læse er at genkende og forstå, måtte jeg tilføje med et glimt i øjet, inden en længere akademisk diskussion gik igang, gav Tobias svaret på vores ordkløveri, fordi han stillede det mest geniale spørgsmål:
– Men betyder det, at alle de ting, jeg kan se, har et ordkort?
Jeg var mundlam. Hvor var det et kløgtigt spørgsmål. For i dette sekund knækkede Tobias »læsekoden«, han fandt det koblingspunkt mellem det skrevne ord og så det, som ordet beskriver i virkeligheden. Fra dette øjeblik handlede det for Tobias kun om at lære endnu flere ord.
– Ja Tobias, der findes et ordkort for alle de ting du kan se med dine øjne, ikke kun her i lokalet, men overalt, fortalte jeg ham. Hvorefter han lidt vemodigt stillede et ganske konkret og praktisk spørgsmål:
– Jammen, hvordan skal jeg dog få alle disse ordkort?
Jeg pegede herefter på et stort skab.
– Vi kalder dem intelligenskort og de ligger der inde alle sammen, hvorefter jeg forklarede mor og far, hvordan man skal bruge kortene på den helt rigtige måde.
Tobias var fuld af nysgerrighed. Lågen til en ny verden var sparket op.

 

Fra bogen: Sådan hjælper du dit barn med særlige behov.

 

Spørg Hjernetips.dk

Ring på 70 20 60 27 (10-12 og 17-18).

Eller send os en e-mail, hvis du har spørgsmål.

dashed

Billedkort.jpg

Se børn der hjemmetræner bl.a. med disse intelligenskort.

dashed

match.jpg

Når barnet har set både billedet og ordet leger vi matchleg, hvor det rigtige ord skal placeres ovenpå det rigtige billede.

dashed

Spørgsmålet er, om ikke vi har overset den mulighed, at små børn ligesom de tilegner sig sproget, også kan tilegne sig læsning, hvis vi visuelt stimulerer dem med ord og deres betydning?

                                    --- Larz Thielemann

 

dashed