Lavt selvværd

 

Lavt selvværd hos børn og unge kan komme til udtryk på mange måder. Det mest typiske eksempel er, at børnene har en tendens til at gå i ét med tapetet. De har på ingen måde lyst til at stikke næsen frem eller at føle sig anderledes og den bedste måde at undgå dette, er ved at “forsvinde” og gøre som alle de andre.


For mange børn kan et lavt selvværd også føre til en slags overdreven perfektionisme, hvor man aldrig føler, at man bliver god nok. Man vil gerne have styr på alting og kan ikke lide at begå fejl. Dette medfører, at børnene lægger et stort forventningspres på sig selv, hvor de presser sig selv og bilder sig selv ind, at de skal præstere og tage sig godt ud i alle de sammenhænge, de er en del af.

En af mange symptomer på lavt selvværd er, at børnene bliver sårbare i kontakten med andre børn. Det kan blandt andet ses, når dee vender svære oplevelser indad og eksempelvis antager, at et “nej” til en legeaftale skyldes, at ens kammerat ikke har lyst til at lege, frem for at se mere nuanceret på situationen og tænke, at det kan være, at den anden bare ikke lige kunne den dag.
Disse børn er ofte konger i deres eget univers og har opbygget en falsk og overdreven selvsikkerhed, der betyder, at de selv mener, at de kan alt. De er verdensmestre til det hele og de tåler ikke kritik og er meget dårlige til at modtage ordre, instrukser og beskeder. Mange af disse børn har også en tendens til at styre legen eller lave sine egne regler. Det kan igen føre til nogle tankemæssige forvrængninger, hvor man dømmer sig selv hårdere, end man dømmer andre, koncentrerer sig om egne svagheder og glemmer at se ens egne styrker og ser tingene sort/hvidt.
På samme måde kan lavt selvværd også føre til tristhed, ængstelighed og dalende humør og man kan få svært ved at mærke og markere personlige grænser. Ja, i visse tilfælde kan det føre til angst.

Gode forældrevaner, som understøtter børns selvværd

Årsagen til disse udfordringer handler om manglende modning i hjernen og intolerance overfor bestemte fødevarer. Dette samt en del andre faktorer, skaber en abnorm sensitivitet, hvor de typiske symptomer er lavt selvværd.
Dette kan imidlertid behandles med det neurologiske program NTS, der anviser veje til hvordan forældre kan hjælpe deres børn, opbygge hjernen og automatisere handler og adfærd. Vi forældre kan gøre en kæmpe forskel med den rette viden og de rette værktøjer. Læs mere.
Selvværdet formes i samværet mellem barnet og forældre og gennem den kærlighed og kommunikation, der opstår. Nedenfor kan du derfor finde helt konkrete eksempler på områder, hvor forældre kan være med til at understøtte deres børns selvværd gennem kommunikation.

Realistisk og opbyggende ros

De fleste børn har naturligvis en tendens til at sammenligne sig selv med andre, hvilket kan være svært for det sensitive og umodne barn, der ikke altid har forudsætningen for udføre alle de komplicerede ting, som det forventes af børn i dag.
Derfor er NTS programmet netop bygget op på, at barnet konkurrerer mod sig selv og ikke mod alle mulige andre. Målet er, at Emil skal blive lidt bedre i dag end han var igår. Det giver selvtillid og selvværd.
Samtidig med at vi træner og modner barnets hjerne og udvikler nye kompetencer og færdigheder, er det vigtigt at opdragelsen støtter op omkring programmets intentioner og vi hele tiden skubber i den rigtige retning.
Den vedvarende kærlighed er naturligvis grundstenen for enhver god opdragelse, men der er en masse gode regler vi skal huske. For eksempel skal vi i bedste mening ikke lyve for vores børn eller give dem falske forhåbninger og bevidsthed om egne evner. Hvis Emil er virkelig dårlig til at gribe en bold og han selv ved det, så nytter det ikke at prøve at overbevise ham om, at han er vildt god til det. Det gennemskuer han og vil føle, at vi manipulerer med ham.
Derfor er det bedre at sige tingene, som det er: “Ja Emil, du er måske ikke verdens bedste til at gribe lige nu, men kan du huske for en uge siden? Der tabte du bolden næsten hver gang, nu er det kun hveranden gang. Så faktisk er du blevet dobbelt så god bare på en uge. Det er altså ret godt gået”.
Nogen gange bør vi måske slet ikke rose. Vi kender alle vores børns tegninger, som vi roser til skyerne, som var den nye Picasso født. Her kan det nogen gange være en rigtig god ide at udskifte ros med ren og ægte interesse: “Hvordan kom du på den idé?” “Fortæl mig, hvordan du har…” eller “Jeg kan se, at du har brugt en blå farve …” Det sender nemlig et signal til børnene om, at det er dem og ikke deres resultater, som vi er optaget af.

Drop stemplerne

Generelt er jeg imod at sætte stempler og diagnoser på børn. Det kan eksempelvis være, at vi fortæller dem, at de er ”særligt følsomme” eller at de er “pressede”, ”generte” eller et andet andet  tilstandsbillede. For selvom vi måske har ret, kan stemplerne, helt utilsigtet have en selvforstærkende virkning, som gør børnene endnu mere magtesløse over for situationen. De kan derfor komme til at tolke stemplet, som et udtryk for, at det er en permanent tilstand og selve forklaringen på, hvorfor visse ting er svære. Det samme gælder med de medicinske diagnoser. Nævn dem aldrig, vi kan ikke bruge det til noget og barnet vil for alvor føle sig aparte og ekskluderet. Jeg hører ofte store børn give udtryk for at diagnosen er blevet hele deres identitet og bruger den til at kan feje krav og forventninger ind under gulvtæppet.
I stedet skal vi møde barnet med forståelse for deres udfordringer og være en klippe de kan stole på, men det skal ske på en måde, hvor vi som forældre tager ansvar og viser dem, at deres nuværende udfordringer ikke nødvendigvis er en permanent tilstand. Ganske som eksemplet med bolden, hvor gribe-træningen bygges op og understøttes med opbyggende ros i stedet for at have ondt af barnet. Medfølelse er bestemt i orden, men ynk og “hvor er det synd” fører kun i den gale retning. Vi skal lære vores børn, at det er helt naturligligt at fejle, det gør alle. Derfor er det kun godt at tage en snak om, hvorfor og hvordan fejlen og nederlaget kom. Vi kan som regel altid rette det op igen.
Skuffelser og nederlag er nemlig en naturlig del af livet, og hvis vi tør vise børn det og fokuserer på det, de kan lære af situationerne, så opbygger de med tiden en tiltro til sig selv. De erfarer, at livet er noget de kan klare og det bygger børnene op som mennesker.
“Mit bedste råd til de unge forældre er, at være det gode eksempel.” Sådan sagde Emma Gad for mange år siden. Det er det bedste råd jeg nogensinde har læst, når det handler om børneopdragelse.
Så hvordan er dit eget selvværd? Dit barn vil altid helt automatisk kopierer din adfærd og sensitive børn vil gøre det i endnu større grad, fordi deres empati og indlevelsesevne ofte er overdrevet udviklet.


Kilde: Sofie Münster, “Kærlighed er ikke nok”.

 

Spørg Hjernetips.dk

Ring på 70 20 60 27 (10-12 og 17-18).

Eller send os en e-mail, hvis du har spørgsmål.

 

dashed

Neurologisk Træning og Stimulering (NTS) er en dansk empirisk sundhedsfaglig behandlingsform, som retter sig mod børn med særlige behov, som eksempelvis ADHD, autisme, spasticitet, sensitivitet, dyspraksi, hjerneskade, skoleproblemer med mere. NTS er en vidensbaseret og sundhedsfaglig disciplin ligesom logopædi, psykiatri, psykologi, anatomi og neurologi.

dashed

 bog_taske_web1.jpg

Sådan hjælper du dit barn med særlige behov er en nyskabende bog, der hjælper børn og unge med særlige behov ved at fortælle om, hvordan forældre kan træne hjernen til at blive rask og normal. Klik på billedet.

 

dashed

Lavt_selvaerd.jpg

 

dashed

Disse børn er ofte konger i deres eget univers og har opbygget en falsk og overdreven selvsikkerhed, der betyder, at de selv mener, at de kan alt. De er verdensmestre til det hele og de tåler ikke kritik og er meget dårlige til at modtage ordre, instrukser og beskeder.

dashed