Midt i en diagnosetid

Jeg har ofte det indtryk, at hver gang, et barn fødes i Danmark, indopereres en chip, så det psykiatriske og pædagogiske system kan følge det fra morgen til aften.

 

AF LARZ THIELEMANN

Jeg skriver dette indlæg på baggrund af mange års erfaringer med forældre og især mødre, der ringer og beder om min hjælp, gode råd eller blot vil fortælle deres historie.
Oftest søger de konkret viden om, hvordan de kan komme i gang med at hjælpe deres barn med særlige udfordringer og behov. Andre gange er det mødre og familier fulde af fortvivlelse og desperation.
Det handler næsten altid om to ting. Enten kan de ikke få den hjælp af kommunen, som de ifølge lovgivningen er berettiget til.
Eller også er deres barn havnet i det diagnosehelvede, som Danmark og hele den vestlige verden efterhånden har udviklet sig til. Denne artikel handler om det sidste.

Danske børn har verdensrekord i tidlig institution

Jeg har ofte det indtryk, at hver gang et barn fødes i Danmark, indopereres en chip, så det psykiatriske og pædagogiske system kan følge det fra morgen til aften igennem hele barndommen.
Og faktisk er det jo ikke helt forkert, for et dansk gennemsnitsbarn anbringes til professionel overvågning i en institution, når det er ni måneder gammel. Først i vuggestue, så i børnehave, for derefter at komme i et skoletilbud – en heldagsskole vel at mærke.
Det giver en mangfoldig kontakt med andre børn og voksne. Noget, som kan være stimulerende for mange, men samtidig også kontraindicerende for de mindre ressourcestærke og især de børn som er født fortidligt eller har fået en skæv start på livet. Det være sig de sensitive eller meget søgende og urolige børn. Denne sidste relativt store gruppe kan være svær at håndtere i institutioner og skoler, der i forvejen ikke magter inkludering af børn med særlige behov.

Vi ser da også en tendens til at trække drengebørn ind i en mindre pasningskrævende, feminiseret verden, hvor de skal lege med dukker, lave perleplader og manipuleres væk fra sportslige og fysiske aktiviteter.

Om det er derfor, at diagnosticering af børn og unge er så voldsomt stigende, skal være usagt, men det er da påfaldende, at diagnoser indenfor især autismespektret er støt stigende, samtidig med at børn er mere og mere i en eller anden form for institutionel pasning og dermed mindre sammen med deres forældre. Hvert tiende danske barn har i dag behov for ekstra hjælp i hverdagen. I USA er det hvert sjette.
Når et barn skal passes af andre end familien i et institutionelt fællesskab, skal det efterleve en række regler og krav, hvilket kan forekomme unaturligt for mange børn. Ene og alene af den grund, at hjemme er der mindst én person til at holde øje med barnet i modsætning til en vuggestue eller børnehave, hvor der i gennemsnit er én voksen til 10 børn.
Det er krav om ro, disciplin og tilpasning. Noget, som er svært for en treårig dreng. Vi ser da også en tendens til at trække drengebørn ind i en mindre pasningskrævende, feminiseret verden, hvor de skal lege med dukker, lave perleplader og manipuleres væk fra sportslige og fysiske aktiviteter. Det er da også tankevækkende, at mange af de børn, der kommer til mig er sande eksperter til at sidde ved et bord og bruge deres finmotorik, men de kan ikke klatre op i et træ eller gribe en bold.

Mere ansvar til forældrene

Psykiatriske diagnoser er ofte samfundets svar på anderledes adfærd. I det moderne Danmark med udearbejdende forældre er der ikke plads eller tid til at rumme forskellighed i de tætpakkede institutioner. Derfor uddeles diagnoser og den deraf følgende medicin, afskærmning og specialpædagogik med stor generøsitet. Også til børn, der måske bare mangler en konsekvent og kærlig voksen eller en sundere kost og et miljø med mindre kaos og larm.

Måske skulle vi i højere grad give mere ansvar tilbage til forældrene og respektere, at forskellige børn kræver forskellige løsninger.

Eller i det mindste støtte de forældre og familier, der gerne vil tage mere ansvar, men behøver økonomisk støtte, viden og værktøjer til at løse opgaven?
Lovgivningen giver allerede en del muligheder i denne retning i forhold til pasning i hjemmet af de helt små eller ”hjemmetræning” af børn inden for den voksende gruppe af børn med særlige behov, ligesom visse kommuner kunne gøre større brug af fagfolk, der støtter og hjælper børnene i hjemmet.
Misforstå mig ikke. Jeg tilhører ikke den gruppe af især fædre, der mener, at det går nok over. Børn er forskellige og de har godt af at få nogle knubs så de kan lære om livets alvor. For der er rent faktisk rigtig mange børn, som har det svært. Børn med umodne hjerner, der af den ene eller anden grund ikke er kommet skævt fra start. Det er jo tankevækkende at 95 procent af de børn der kommer i min praksis har haft fødselskomplikationer. Det være sig fortidligt fød, kejsersnit, manglende amning og motorisk passivitet i de først måneder. Eller børn, der ikke kryber, kravler og går for tidligt.

Hvad skal vi med disse pseudo-diagnoser?

Diagnoser kan være enkle og indiskutable og en brækket knogle volder sjældent de store diagnostiske problemer. Men langtfra alle menneskelige sygdomme og funktionsproblemer kan ses på et røntgenbillede og med psykologiens og psykiatriens eskalerende indtog i sygdomsdiagnosticeringen, er et stort antal af menneskers adfærd og urgamle udfordringer blevet til psykiske lidelser og diagnoser. Vidste du at "ulykkelig kærlighed" i dag er en officiel diagnose beskrevet i den pseudovidenskabelige bog "Diagnostisk og statistisk manual over psykiske sygdomme" på 943 sider indeholdende 374 diagnoser.
Systemets ambitioner ambitioner med disse diagnoser er at lære patienten at fungere, så godt som muligt, ved at tilpasse omgivelserne deres handicap. Jeg vil en anden vej. Jeg vil ikke lære barnet at gå på den brækkede ankel, jeg vil fikse anklen.
Og selvom jeg er meget kritisk i forhold til især psykiatriske diagnoser, så har jeg oplevet, at mange forældre tager ansvar og søger forklaringer efter, at de har fået en diagnose. Eller rettere sagt, mor gør. Far ånder lettet op og tror, at nu er den hellige grav velforvaret. Mor sidder derimod om aftenen, når barnet er lagt i seng og googler diagnosen i et forfængeligt håb om at finde den reelle hjælp og årsagen til diagnosen.

 

 

Spørg Hjernetips.dk

Ring på 70 20 60 27 (10-12 og 17-18).

Eller send os en e-mail, hvis du har spørgsmål.

dashed

Berlingske.jpg

Larz Thielemann om symptombehandling.

dashed