Reel inklusion, tak!

Siden 2015 er 10.000 børn med "særlige behov" indkluderet i folkeskolen frem for at gå i et specialtilbud. Børn med særlige behov er en stor og broget flok, men det er typisk børn med uro og koncentrationsbesvær. De er voldsomme og og sanser alt for meget.

AF LARZ THIELEMANN

Deres sanser er fem motorvejen direkte ind i hjernen. Det er min erfaring, at disse børn har det svært, de kæmper hårdt for at holde hjernen i ro og de kæmper hårdt med at gøre helt almindelige ting, som endnu ikke er automatiseret i hjernen. Deres hjerne mangler modning. Masser af erfaringer viser at neurologisk modning kan accellere, hvis hjernen trænes og stimuleres intensivt.
Og nej disse børn, var ikke i min klasse. Eller i nogen anden klasse. De har ikke bare krudt i røven. Deres udfordringer er alvorlige og mange. Det er ikke Emil fra Lønneberg vi snakker om. De er ofre for mange årtiers skødesløse håndtering af natur, kost, livsstil, fødsler, medicinering og en ekstrem outsourcing af forældrerollen.

Hvis politikerne brugte deres magt på at støtte og hjælpe forældrene, havde vi ikke brug for så mange specialskoler.

Det ville da være skønt, hvis opfinderen af inklusionstanken, daværende undervisningsministeren Christine Antorini med en fingerknips kunne eliminere disse børns problemer ved at kaste dem for løverne og ud blandt andre normale raske børn, men så nemt er det bare ikke. Ikke at de skal tilbage i specialskolerne, for Guds skyld. Disse institutioner er i de fleste tilfælde ren opbevaring, hvor der ikke foregår nogen undervisning. Nej, disse børn skal hjælpes på en værdig og ordentlig måde, med træning og behandling, så de får de rette forudsætninger for at klare sig med andre raske børn i den normale skoleordning. Erfaringer, dokumentation og viden ligger klar.

At sætte et barn med ADHD i en normal folkeskoleklasse svarer til at bede Benjamins med en forstuvet ankel spille med på fodboldholdet. Uanset, hvor meget vi støtter hans ankel, taper den op, giver ham pauser og ekstra coaching, kan han ikke være med. Han er den dårligste på holdet og ingen gider ham. Han ødelægger spillet og bliver en plage for de andre børn. Ja, nogle forældre vil ligefrem flytte deres børn over i en anden klub, med det resultat at holdet bliver dårligt og måske rykker de ned i en lavere række.

Først da den dag, hvor Mikkels ankel er behandlet og trænet op, kan han komme tilbage på holdet med værdighed og modtage kammeraternes sociale accept.

Det kræver ikke en doktorgrad eller et langt psykologi-studium for at behandle disse børn. I langt de fleste tilfælde er mor og far med den rette viden, de bedste til dette. Små enheder er altid det bedste sociale rum for børn med adfærdsmæssige problemer. Den mindste enhed samfundet har, er hjemmet og familien. Det et godt sted at være, hvis man har en umoden og uorganiseret hjerne.

Så undervisningsministerens visioner om inklusion fejler ikke noget, tværtimod. Vi skal bare huske at behandle "de nye børns" reelle problemer først.