Sådan motiverer du dit barn

Hvordan motiverer jeg mit barn til at lave programmet? Det spørgsmål har jeg hørt igen og igen. Og jeg har talt og talt, kommet med forslag og fortalt om mine og andres erfaringer. Derfor denne artikel om et stort og svært emne.

AF NEUROPRAKTIKER LARZ THIELEMANN

Det er håbet, som kickstarter selve hjemmetræningsprogrammet og  det  er håbet, der er den største motivationsfaktor. Den næststørste motivationsfaktor er barnets fremgang og positive udvikling, når man først er kommet igang. Den gode udvikling, der heldigvis sker hos langt de fleste børn, giver motivation hos både forældrene og barnet. At se sit barn barn blive mere og mere normal, sund, rask, rolig og koncentreret, kan få os til at gå på vandet.
Litteraturen er spækket med motivationsteorier om selvkontrol, opmuntring, driftreduktion, belønning og så videre. Men det er alt sammen skrevet til  og om voksne. I forhold til at motivere børn, ser det anderledes sparsomt ud. Er det så fordi man ikke kan motivere børn? Nej, men det afhænger lidt af alder, fordi mindre børn har en begrænset evne til at gennemskue fremadrettede spørgsmål. Så grundlæggende skal du væk fra troen på, at du kan motivere dit barn til at lave programmet. Børn kan kun motiveres, hvis de forstår den dybere mening med det de skal lave, og det gør ikke før det bliver 6-7 år.
Et barn på 5 år kobler ikke oprydning sammen med, at der skal se pænt ud, fordi vi får gæster eller fordi orden og struktur kan gøre livet lettere. Den
kobling kommer først senere. Barnet forstår og udfører bedst beskeden, når mor siger: »Benjamin, nu skal du rydde op på dit værelse«.
Denne besked kræver ikke abstraktion eller psykisk bevidsthed. Det er nemt  at forholde sig til. Mor forlanger det, fordi det åbenbart betyder meget for hende. Og selvom mor for det meste er sød og kærlig, ved Benjamin også, at hun kan blive stiktosset, hvis han ikke gør det, fordi han gennem erfaring har lært reglen om adfærd og konsekvens. Benjamin var ikke motiveret, men gjorde det alligevel. Om han nogensinde bliver motiveret i forhold til fænomenet »oprydning«, vil jeg via egne erfaringer betvivle, men han gør det fordi mor siger at han skal. Og resultatet er det samme. Der bliver ryddet op.
Lad os tage et andet eksemple: At spise fiskeolie. Alle børn, der skal udvikle deres hjerne skal spise fiskeolie, men langtfra alle børn synes, at det smager godt og nogle modsætter sig. Derfor er der fire ting at gøre: Overbebevise, snyde, belønne eller forlange.

1. Vi kan motivere ved at fortælle om fiskeoliens unikke egenskaber. Det virker sjældent og kræver en vis alder.
2. Vi kan snyde barnet ved at putte det i maden uden at fortælle om det. Det virker ofte, men det er uværdigt.
3. Vi kan belønne ved at love guld og grønne skove. Det virker ofte på kort sigt, men er jo en form for bestikkelse.
4. Vi kan forlange at barnet efterlever vores krav. Det virker altid efter lidt tid.

Ingen facitliste – og dog

Hvis man oplever en periode, hvor udviklingen holder pause eller sparer sammen til et nyt kvantespring, kan det derfor være nødvendigt at hive sig selv op ved hårrødderne. Alle børn er forskellige, og især børn med særlige behov er meget forskellige. Derfor er der ingen facitliste for, hvordan man får barnet til at bestige de bjerge, som er nødvendige for at komme videre i udviklingen.
Derimod kan man med stor sikkerhed anvise retningslinier for, hvordan man påvirker de objektive betingelser, som for eksempel hjemmets indretning, farver, lys og luftkvalitet eller trænings- og undervisningsmaterialernes udformning. Barnets omgivelser er meget vigtige, og forældrenes trivsel er altafgørende.

De 10 positive bud

 • Prioritér søvn og sundhed.
 • Inddrag dem du elsker og nærer 100 procent tillid til.
 • Organisér din tid – sørg for, at programmet er forberedt.
 • Forsøg at lære noget nyt hver dag.
 • Forkæl dig selv og skab situationer herfor.
 • Nyd de gode oplevelser og tag ved lære af de dårlige.
 • Når tvivlen råder, tro altid på den positive løsning.
 • Få dit barn til at le mange gange om dagen.
 • Optimér eller lav jævnligt om på hjemmets fysiske rammer.
• Tænk ikke for langt frem, men resumér dagens bedste episode.

Du er dit barns spejl

I bund og grund tror jeg , at alle børn efter en vis alder, er motiveret for stort set alle de ting, vi synes de skal lære og mestre. Derfor handler motivation af vore børn i virkeligheden ikke om børnene, men om os selv. Er vi selv motiverede? Er vi velforberedte, sunde og udhvilede. Og ikke mindst, tror vi på projektet?
Jeg kan godt huske mine dårlige træningsdage med Sofie. Typisk mandag formiddag efter en weekend med lidt for meget social hygge med gæster,
rødvin og dårlig søvn. Så hed det sig, at »Sofie havde en dårlig dag«, når jeg over for min altid sandhedssøgende kone og samarbejdspartner, skulle for­klare, hvorfor det ikke var blevet til så meget program den dag.
Sandheden var jo en anden. Det var MIG, der ikke var motiveret. I bagklogskabens klare lys kunne jeg jo godt se, at Sofie altid var motiveret, hvis ellers hun var udhvilet, sund og rask. Jeg tror, hun mandag morgen kiggede sin far dybt i øjnene og tænkte: »Yes, jeg har vikar i dag, nu skal der laves ballade.«

Vores egen sundhed

Sundhed er mere og andet end fravær af sygdom. Fysisk sundhed er en tilstand, hvor kroppen fungerer uden problemer. Dyr, som lever frit i naturen, lever normalt hele deres liv uden en eneste sygedag.
Menneskekroppen er udstyret til at kunne opretholde sundhed livet igennem. Ganske enkelt fordi kroppen tilstræber sundhed.
Børn på NTS-programmet får en super sund ernæring samt gode kosttilskud. Men hvad med os selv? Vi voksne har også brug for optimal sundhed, og her er vitamin- og mineralbalance en nem vej til at optimere sundheden og få mere energi. Vidste du for eksempel, at en en god C-vitamin svarer til 2 kg appelsiner?
Vitaminer opfattes af mange som noget kedeligt noget med en tvivlsom virkning, men når talen falder på manglende sollys eller potens, bliver det pludselig meget mere interessant.
En god tommelfingerregel er at spise så lidt sukker og forarbejdede kulhydrater som overhovedet muligt. Væk med hvidt brød, pasta og ris – ind med grøntsager, kød og fisk. En blodanalyse kan klarlægge, om man har vitamin- og mineralmangel.

Årsager til manglende sundhed (motivation) kunne være

• Usunde fødevarer og stimulanser, som forstyrrer de hormonelle kirtler.
• En stresset hverdag, som giver et ustabilt nervesystem.
• For lidt bevægelse og motion, hvilket blandt andet svækker kredsløbet.
• For dårlig og/eller for lidt søvn, der svækker og udmatter kroppen.
• For lidt sol og frisk luft, hvilket svækker kroppens modstandskraft.
• Mangel på livsvigtige fedtsyrer, vitaminer og mineraler, hvilket forstyrrer eller svækker mange af kroppens funktioner.

Resultatet kan være træthed, modløshed, ømme muskler, hovedpine – og alle mulige andre tilstande. Så min pointe er ganske enkel: Motivation starter hos os selv. Hvis vi giver god energi til barnet, viser entusiasme og overskud – kommer den tilbage i overflod. Den positive cyklus er begyndt.

Programmets DNA er at gøre ting, der ikke er lystbetonet

Alle forældre ved at vrede, skænderier og magtkampe er en del af at opdrage børn. Og alle der har hjemmetrænet ved, at det nogen gange er en stor udfordring, at få barnet til at udføre alle de fantastiske ting vi gerne vil have dem til.
Det er derfor vigtigt at du tager disse magtkampe og vinder dem. Du må finde alle de redskaber du har i værktøjskassen. Det være sig tigermor, sødemor, skrappemor, forhandlingsmor, lokkemor, sjovemor og så videre.
Det er ingen kunst at få barnet til at lave programmet, når det hele kører og barnet samarbejder. Kunsten er at lave programmet, når det ikke kører og barnet ikke samarbejder. Når barnet hader sit program og synes mor er dum. Så er det vi som forældre, skal træde i karakter og vise lederskab. At vinde de helt grundlæggende magtkampe og lave et opgør med det lystbetonede liv, er selve programmets DNA. Og ja, det er hårdt, det gør ondt og det er så dejlig nemt at lade være. Den går bare ikke. Det vil betyde at barnet overtager styringen og programmet udvandes og går i opløsning.
Fordi dit barn har en umoden hjerne er det netop vigtigt, at vi laver programmet og stimulerer og modner hjernen. Faktisk meget vigtigere end alt mulig andet. For det er dét, der vil ændre tingene på sigt, så dit barn barn bliver normal og rask.
Derfor skal barnet lære at gøre ting, der ikke er lystbetonet. Lære at der er ting her i livet man SKAL gøre fordi, der er en autoritet eller voksen, der siger det. Dette program gør jo ikke ondt, det er sund og god motion. Vi er jo ikke onde forældre. Tværtimod er forælre der laver dette program fantastiske og selvopofrende. De er forældrenes Royal Royce.
Da jeg var barn brækkede jeg armen i en fodboldkamp. Det var et voldsomt åbent benbrud og efter operation og gipsning, skulle jeg gå til genoptræning på et hospital i et halvt år. Blandt andet fik jeg stød og mange volt gennem min venstre arm, fordi jeg havde mistet følesansen. Det gjorde virkelig ondt og jeg kunne ikke lide at tage bussen de mange gange til hospitalet, men jeg gjorde det fordi jeg skulle – fordi der var en autoritet, der sagde at jeg skulle.
I dag er jeg dybt taknemmelig for, at mine forældre pressede mig til at gennemføre denne behandling ellers var der mange ting jeg ikke ville kunne i dag.

 

Kilde: Fra bogen: Sådan hjælper du dit barn med særlige behov, skrevet af neuropraktiker Larz Thielemann, 2016.

 

 

Spørg Hjernetips.dk

Send os gerne en e-mail

eller ring på 70 20 60 27 (9-12)

 

dashed

Motiva.jpg

 

dashed

Et barn på 5 år kobler ikke oprydning sammen med, at der skal se pænt ud, fordi vi får gæster eller fordi orden og struktur kan gøre livet lettere. Den kobling kommer først senere. Barnet forstår og udfører bedst beskeden, når mor siger: »Benjamin, nu skal du rydde op på dit værelse«.

dashed