Sansebørn

Vi kan sikkert alle blive enige om, at rosen er rød og skraldebilen larmer. Vi kan også blive enige om, at Rundetårn er højere end et parcelhus og sommeren er varmere end vinter.

Det kan vi, fordi samtidens normer og levevis gradvist fastsætter et niveau i forhold til, hvor meget vore sanser skal tolerere. Man skulle tro, at der hvert tiende år nedsættes et udvalg til at definere, hvad der er acceptabelt for vore sanser, men sådan er det jo ikke. Det er en løbende proces, der ændrer sig gradvist med tiden. Hvis den franske dronning Marie-Antoinette, der levede sidst i 1700 tallet, steg ind i en tog kupé i dag, vil samtlige passagere løbe skrigende ud af toget, fordi hun i forhold til nutidens lugtestandarder ville stinke af tis, surhed og dårlig parfume. Efter den vestlige verden har lagt smøgerne på hylden, er der ved at ske et nyt lugtemæssigt paradigmeskifte. Nu er det en ryger, der får os til at løbe bort.

For et menneske med manglende neurologisk udvikling og modning er den sansemæssige (sensoriske) forabejdning og forståelse ofte afvigende fra det normale.

Det betyder, at enkelte eller flere sanser enten er hypo (sænket) eller en hyper (øget).
Vi kan blive blinde, døve, miste føle-, smags eller lugtesans. Det er til at forstå, fordi vi ser den blinde persons tydelige handicap og manglende evne til at bevæge sig rundt.

Det er de hypersensitive, der er svære at forstå. I tegneserierne kender vi disse super-helte, som er i stand til at høre en samtale på flere hundrede meters afstand eller se gennem en mur. De beskrives som heldige mennesker, der er ekstra velfungerende. Men i virkelighedens verden, ville de gå til grunde i løbet af et par dage.
Det er svært for et menneske med normale tidsvarende sanser at forstå, hvordan det er, at have disse hypersensitive sanser, men forstil dig, at en bordlampe kan være blændende, at en støvsuger øredøvende og et kys vil sætte ild til dine læber. Sådan har sansebørn det. Disse særligt sansende børn lever i et helvede. De findes i tusindevis og det er denne gruppe børn, der nu endelig påkalder samfundets opmærksomhed, fordi de har svært ved at fungere i de statslige institutioner og skoler.
Forældrene er rådvilde og forventer, at pædagogerne eller lærerne hjælper disse børn. Men hvad ved de om hjernens udvikling og komplicerede neurologiske problemstillinger?

Eksempler på sensitive sanser

Jeg har ofte haft lyst til at kravle ind i hjernen på disse sensitive børn, se ud af deres øjne og høre, føle, lugte og smage, som de gør. Det kan jeg af gode grunde ikke, men efter at have set og undersøgt hundredvis af børn med disse udfordringer, har jeg et godt bud på, hvordan de oplever verden:
Jeg går ud i det største og mest trafikerede lyskryds i København. Stiller mig lige i midten. Jeg har noget stramt og kradsende uldtøj på, solen skinner mig lige ind i øjnene og larmen er øredøvende. Derefter smører jeg sennep under næsen og putter et stykke skimmelost ind i munden. Det er nu, at nogen vil kræve, at jeg står helt stille og læser op fra en bog af Dostojevskij.

At se, høre og registrere alle hverdagens indtryk non stop, sender hjernen på konstant overarbejde. Det er yderst udmattende og kan resultere i kollaps eller irrationel adfærd.

Derfor prøver sansebarnet at kontrollere sit miljø, ved at lave sit eget lys eller lyde, som en slags intern stimulering. Dette resulterer i selv-stimulering eller "stimming", som for eksempel at bide sig selv, rokke, slå hovedet imod en væg, klappe, skrige eller kaste med ting i et desperat forsøg på at blokere den generende verden af lys, støj, følelser, smag og lugt. I den mildere ende finder vi symptomer som tics, tromme med fingrene, bide negle, hoppe med foden, visse typer af sang eller "sjove" lyde.

En anden måde at styre verden på, er at blive sensorisk defensiv og lukke ned. Jeg kalder det, at "gå ind i osteklokken". I denne situation forekommer barnet naturligvis døv eller ikke-kommunikerende, men det er jo et rart sted at være i stedet for at miste kontrol og hyper-respondere. Nogle gange er det særlige frekvenser af lyde, der udløser tab af kontrol. Andre gange er det berøring eller lysglimt.

Den gode hørelse gør børnene døve

Helt små babyer, der ammes af mor, har denne ultra følsomme hørelse, fordi hjernen ikke har påbegyndt sin modning og opbygning. De mindste lyde kan få baby til at spjætte i bare forskrækkelse. For eksempel en dørklokke, telefon eller nogen der taler højt. Men det gør ikke noget, for mor passer på. Først når mor ikke har mere mælk og lægger barnet ned på gulvet, starter den neurologiske udvikling af dette meget sofistikerede filter, der skal sikre, at vi kommer til høre normalt og kan lukke af for irrelevante lyde.

Dette sker når barnet er mellem 6 til 16 måneder. Altså i tiden, hvor der krybes og kravles. Børn, der ikke har lavet denne grovmotoriske reptilhjerne-træning, er med stor sandsynlighed et sansebarn i dag.

De børn, der har levet med denne umodne og utrænede hjerne i længere tid, virker døve. Det er de imidlertid langt fra, de har på grund af deres sensitive hørelse udviklet defensive mekanismer til at beskytte hjernen mod høje lyde og støj. Det sker simpelthen et generelt "shut down", som isolerer dem og forhindrer udvikling af sprog og dermed evnen til at indgå i sociale relationer.

Hvad kan der ellers gøres?

Hjernen indeholder milliarder af hjerneceller, nervebaner og forbindelser. Sammenholder man denne information med at hjernen er »plastisk«, danner der sig et mønster af muligheder og håb for det udfordrede barn med særlige behov.
At hjernen er plastisk betyder, at den er i stand til at reparere sig selv, kaldet neuroplasticitet. Det vil sige at hjernen, som reaktion på fejl og forstyrrelser, reparerer sig selv. Dette sker i alle hjerner uafbrudt. Neurologisk træning går derfor i al sin enkelthed ud på at stimulere og træne den neurologisk svækkede hjerne til at videreføre denne selvreparerende proces til det optimale niveau. Læs mere i kapitlet om neurologisk træning og stimulering.
For børn er motorisk og sensorisk træning naturligvis meget vigtigt, men for børn med særlige behov er det alt afgørende. Det skal ske via programmer og øvelser med krydsbevægelser, der skaber neurologisk vækst i hjernen. Det kan være ved at krybe, kravle, løbe eller ved at stimulere sanserne. Det neurologiske træningsprogram (NTS) indeholder mere end 50 forskellige øvelser og kunsten er at finde de helt rigtige øvelser til det enkelte barn. Dette sker via en funktionel diagnose i e tæt samarbejde mellem terapeut, forældre og barn.

Familien er svaret

Der findes ingen trylleformular til at hjælpe og behandle disse børn, men det kan lade sig gøre, hvilket mange historier her på siden fortæller om. Det kræver imidlertid hårdt arbejde og en særlig indsats af jer forældre.
Men hvordan i alverden kan jeg bede jer hårdtprøvede forældre om at yde en ekstra indsats og tage endnu mere ansvar, midt i alle hverdagens gøremål, møderne og fortvivlelsen?
Det kan jeg, fordi I er barnets kød og blod. Ingen andre i denne verden elsker jeres barn så højt som I gør. Og ingen vil gøre så meget for jeres barn som I vil, hvis I vel at bemærke fik den rette viden og de rigtige værktøjer. Jeg ved, at vidste I præcis, hvad I skulle gøre, så havde I allerede gjort det. Mangel på ressourcer vil være en barriere, tænker du måske? Men mangel på ressourcer er ikke en permanent tilstand, der ikke kan forandres. Ressourcer og energi kan vokse i os mennesker og kan komme i uanede mængder. Det handler i første omgang om at få de små første sejre. At se sit barn forbedre sig og en udvikling i en mere positiv retning. Derfor handler det om at mobilisere denne styrke og tage ansvaret for sit eget barn.
Behandling af børn med særlige behov er altså muligt, men det er vigtigt at holde sig for øje, at målet for indsatsen skal være at modne de grundlæggende funktioner i hjernen, og ikke blot afhjælpe de værste symptomer.
Få mere at vide ved at skrive til info@hjernetips.dk eller ringe på telefon 70 20 60 27 (10-12) og 17-18).

Skrevet af neuropraktiker  Larz Thielemann, 2010. Redigeret 2022.