Sensitiv hørelse

Det handler om hjernens evne til at bearbejde lyde således at barnet ikke reagerer for voldsomt på høje lyde og larm og dermed fungerer dårligt i grupper. I børnehave, skoleklasse eller ved større arrangementer. Det er den mest udbredte lidelse blandt børn med særlige behov. De placeres indenfor diagnosen “særligt sensive”.

Høresansen kaldes den auditive sans. Auditiv perception betyder bred hørelse, det vil sige sansning af lyd. Ordet hentyder ofte til processen, der følger efter selve sansningen. Altså hjernens evne til at formide og bearbejde lyd.
Høresansens vigtigste opgave er at holde os uskadte, advare om potentiel fare eller gøre os opmærksomme på andres nød.
Hører du en bankelyd på døren, opfanger det ydre øre lyden og den sendes igennem en række komplekse organer. Det er det jeg kalder »fabrikken«. Lyden igangsætter lydbølger, der registreres ved vibration af små knoglestrukturer og væskefyldte buegange i det indre øre og videre ind i hjernen, hvor lyden modtages i Thalamus og derefter videresendes til hjernebarken, hvor en analyse går i gang:
– Hvem banker?
– Okay, klokken er 14.00, det er nok naboens Jens, der vil lege med Oskar.
Hjernebarken fik et OK og du går ud og lukker op. Havde hjernebarken imidlertid kommet frem til en anden konklusion, havde du reageret anderledes. Det er sidst måneden og du har ikke fået betalt den fladskærm. Måske er det pantefogeden, hvorfor du sandsynligvis undlader at lukke op.
Barnet modtager indtryk via høresansen allerede i fosterstadiet, hvor det kan høre mors stemme, hjerteslag, fostervandets skvulpen og lyde fra verden uden for mors mave.
Helt små babyer, der ammes eller gives modermælk, har denne ultra følsomme hørelse, fordi hjernen ikke har påbegyndt sin modning og opbygning. De mindste lyde kan få en baby til at spjætte i bare forskrækkelse.
For eksempel en dørklokke, telefon eller nogen, der taler højt. Men det gør ikke noget, for mor passer på, at der ikke sker den lille baby noget. Først når mor ikke har mere mælk eller har andre gøremål og lægger barnet fra sig, starter den neurologiske modning af dette meget sofistikerede filter, der skal sikre, at barnet kommer til at høre normalt og kan lukke af for irrelevante lyde og støj.
Dette sker, når barnet er mellem 6 og 16 måneder. Altså i tiden, hvor der krybes og kravles. Børn, der ikke har gennemgået denne grovmotoriske reptilhjerne-træning, er med stor sandsynlighed et sansebarn i dag.

Lydsensitive børn kan forekomme døve

De børn, der har levet med denne umodne og utrænede hjerne i længere tid, virker døve. Det er de imidlertid langt fra, de har på grund af deres sensitive hørelse udviklet defensive mekanismer til at beskytte hjernen mod høje lyde og støj. Der sker simpelthen et generelt »shut down«, som isolerer dem og forhindrer udvikling af sprog og dermed evnen til at indgå i sociale relationer.
Hørelsen er også tæt knyttet til vores balancesans. Det betyder, at vi giver os til at danse, når vi hører god musik – og at vi fjerner os fra høje lyde og larm.
Normal hørelse er med andre ord helt afgørende for, at barnet bliver i stand til at socialisere, interagere, kommunikere, slappe af og i sidste ende træffe egne personlige valg og leve et selvstændigt liv, uafhængigt af andres hjælp.
Er der derimod problemer med hørelsen, hvilket er tilfældet for mange børn med særlige behov, kan det medføre en lang række problemer, så lad os bore lidt mere i denne problematik.

Hvad kan der ellers gøres?

Hjernen indeholder milliarder af hjerneceller, nervebaner og forbindelser. Sammenholder man denne information med at hjernen er »plastisk«, danner der sig et mønster af muligheder og håb for det udfordrede barn med særlige behov.
At hjernen er plastisk betyder, at den er i stand til at reparere sig selv, kaldet neuroplasticitet. Det vil sige at hjernen, som reaktion på fejl og forstyrrelser, reparerer sig selv. Dette sker i alle hjerner uafbrudt. Neurologisk træning går derfor i al sin enkelthed ud på at stimulere og træne den neurologisk svækkede hjerne til at videreføre denne selvreparerende proces til det optimale niveau. Læs mere i kapitlet om neurologisk træning og stimulering.
For børn er motorisk og sensorisk træning naturligvis meget vigtigt, men for børn med særlige behov er det alt afgørende. Det skal ske via programmer og øvelser med krydsbevægelser, der skaber neurologisk vækst i hjernen. Det kan være ved at krybe, kravle, løbe eller ved at stimulere sanserne. Det neurologiske træningsprogram (NTS) indeholder mere end 50 forskellige øvelser og kunsten er at finde de helt rigtige øvelser til det enkelte barn. Dette sker via en funktionel diagnose i e tæt samarbejde mellem terapeut, forældre og barn.
Lydsensitive børn hører for godt. De mangler den sofistikerede mekanisme, der kan skrue ned for uvedkommende støj og larm, hvilket gør, at de har meget svært at fungere i en børnehave eller skoleklasse. Det handler om hjernens evne til at bearbejde lyd, og det handler om ikke at reagere for voldsomt på høje lyde og om at fungere dårligt i grupper og situationer med larm og stress. I børnehave, skoleklasse eller ved større arrangementer.
Når det særligt sensitive barns lydbillede er overstimuleret på grund af baggrundsstøj, vil det føle sig utilpas og have svært ved at forstå kollektive beskeder eller koncentere sig. Børnene forstår ofte ikke beskeder i flere led og får derfor ikke fat i det der bliver sagt: "I morgen skal vi i vandland. Husk badetøj. Og husk også madpakke og penge til en is. Den slags beskeder er der mange af i af i børnehave og skole.
Dette vil påvirke barnets selvværd og de har derfor brug for hjælp og opbakning til at blive ved med at tro på sig selv, når de oplever nederlag eller mærker de vanskelige udfordringer og får en følelse af at være forkert.
Det er vigtigt at bemærke, at et særligt lydsensitivt barn ikke bare kan tage sig sammen og være mindre sensitiv. Det er en neurologisk udfordring, der i bund og grund kommer på grund af manglende modning i hjernen.
Derfor foreslår jeg at lave et lydprogram bestående af forskellige genstande, der kan lave høje lyde og på den måde konfrontere barnet med lyde hjernen ikke bryder sig om. Det kan være to stykker træ, en klokke, båthorn, dommerfløjte, båthorn, kagefad (tabes på gulvet) eller noget helt andet. Barnet stimuleres 10 gange dagligt med en lyd. Det er vigtigt, at man bruger forskellige genstande og undgår at vise genstanden for barnet. Hjernen vil straks gå i gang med at analysere, hvilken genstand, der skabte lyden. På den måde er det ikke kun en auditiv øvelse for midt- og mellemhjernen, men også en lille quiz for hjernenbarken.
Dette vil sammen med øvrige motoriske øvelser og særlige musikfiler stimulere og normalisere hjernen og dermed hørelsen.

Familien er svaret

Der findes ingen trylleformular til at hjælpe og behandle disse børn, men det kan lade sig gøre, hvilket mange historier her på siden fortæller om. Det kræver imidlertid hårdt arbejde og en særlig indsats af jer forældre.
Men hvordan i alverden kan jeg bede jer hårdtprøvede forældre om at yde en ekstra indsats og tage endnu mere ansvar, midt i alle hverdagens gøremål, møderne og fortvivlelsen?
Det kan jeg, fordi I er barnets kød og blod. Ingen andre i denne verden elsker jeres barn så højt som I gør. Og ingen vil gøre så meget for jeres barn som I vil, hvis I vel at bemærke fik den rette viden og de rigtige værktøjer. Jeg ved, at vidste I præcis, hvad I skulle gøre, så havde I allerede gjort det. Mangel på ressourcer vil være en barriere, tænker du måske? Men mangel på ressourcer er ikke en permanent tilstand, der ikke kan forandres. Ressourcer og energi kan vokse i os mennesker og kan komme i uanede mængder. Det handler i første omgang om at få de små første sejre. At se sit barn forbedre sig og en udvikling i en mere positiv retning. Derfor handler det om at mobilisere denne styrke og tage ansvaret for sit eget barn.
Behandling af børn med særlige behov er altså muligt, men det er vigtigt at holde sig for øje, at målet for indsatsen skal være at modne de grundlæggende funktioner i hjernen, og ikke blot afhjælpe de værste symptomer.
Få mere at vide ved at skrive til info@hjernetips.dk eller ringe på telefon 70 20 60 27 (10-12) og 17-18).

Skrevet af neuropraktiker  Larz Thielemann, 2015. Redigeret 2022.