Er specialskolen en illusion?

Denne artikel fortæller den ulykkelige sandhed om disse institutioner, man med rette kan kalde et pasnings- og opbevaringstilbud fremfor en skole.

 

AF LARZ THIELEMANN

Specialskolerne og specialklasserne er statens tilbud til børn, der af forskellige grunde ikke kan fungere i det normale skoletilbud. De bliver solgt, som var det en opfindelse på niveau med hjulet. Her er det helt rette læringsmiljø med høj faglighed og individuelle hensyn for elever med forskellige diagnoser og udfordringer. Undervisning og behandling foregår et struktureret og omsorgsfuldt miljø med fokus på individet. Her vil dit barn få den nødvendige undervisning og omsorg får vi forældre at vide, når vi står med vores lille 6-årige i hånden og er dybt frustreret.
Ifølge Kommunerne Landsforening går knap 30.000 børn i dag på specialskole eller i en specialklasse og tallet er stigender. Meningen med specialtilbuddene er, at de får en særlig behandling og undervisning, således de kan flyttes over i en normal skoleklasse og få en ungdomsuddannelse eller et arbejde ligesom alle andre børn.

Under 4 procent flyttes til normal skole og 8 procent for en uddannelse

En ny analyse foretaget i 2019 af KL’s nyhedsbrev Momentum viser at kun 3,7 af alle børn i specialskole og specialklasse flyttes over i det normale skolesystem. Succesraten for statens indsats på specialområdet er altså under 4 procent. Et området, der hvert år tilføres millioner af penge og har nærmest uanede ressourcer. Alligevel er det en kæmpe fiasko, der måske forklarer, hvorfor disse skoler kaldes "Tabletskoler".
Ikke nok med det, viser analysen at flertallet ikke skal regne med at få en ungdomsuddannelse, når de er færdige med 9. klasse. Det viser sig at hele 55 procent af de elever, der i 2013 gik i 9. klasse i et specialtilbud, fire år efter, hverken var tilmeldt eller havde gennemført en ungdomsuddannelse.
De 55 procent var altså ikke tilmeldt nogen former for uddannelse og blandt den gruppe var det kun 20 procent, der i stedet var i beskæftigelse, mens 80 procent stod uden for arbejdsstyrken.

Kun 8 procent får rent faktisk fået en ungdomsuddannelse. 92 procent får altså ikke en adgangsbillet til det virkelige liv.

Det er langt fra positiv læsning, hvis man spørger Lotte Hedegaard-Andersen, der er lektor på Dansk institut for Pædagogik og Uddannelse (DPU) på Aarhus Universitet.
– Det er ikke godt nok i forhold til, hvad man kunne ønske sig, men jeg er ikke overrasket, for vi ved fra både danske og internationale undersøgelser, at der ikke er særligt gode prognoser for børn, der går i specielle skoletilbud,« siger Lotte Hedegaard-Sørensen.
Skoleledernes formand Claus Hjortdal finder det heller ikke opløftende, at over halvdelen af eleverne ikke er kommet i gang med en ungdomsuddannelse fire år efter og kaster skylden på Christiansborg-politikere, som han mener har for store forventninger til, hvad man kan få ud af en specialklasse.
– De presser hele systemet og forventer, at vi laver succeser. I denne gruppe har vi svagt begavede, børn med meget svære diagnoser og udsatte børn som er traumatiserede. Vi bliver målt på succes, forstået som, at de kan bestå folkeskolens prøver. Det vil hovedparten ikke kunne, og så kan de ikke komme ind på en uddannelse, siger Claus Hjortdal.

Er specialtilbuddet en billet til førtidspension?

Faktum er altså, at stort set ingen børn flyttes over i det normale skolesystem, så de kan få en uddannelse og fortsætte med at få en ungdomsuddannelse. Både skolelederen og den pædagogiske lektor indrømmer også, at flertallet af børn fra specialtilbudene, på grund af deres forskellige udfordringer, ikke har mange muligheder for at kunne begå sig på hverken ungdomsuddannelserne eller på arbejdsmarkedet.
Der findes mig bekendt ingen statistik, der kan kortlægge disse børns videre skæbne, men når et ungt menneske i det moderne Danmark ikke har en uddannelse og måske også døjer med læsning, regning og it-færdigheder, så bliver det svært at få et arbejde og forsørge sig selv.
Derfor må vi formode, at disse børn og unge ender på en offentlig ydelse i form af kontanthjælp og senere en førtidspension.

Synd for børnene og lærerne

Skolelederen har jo på sin vis ret. Politikernes flotte visioner kan ikke lade sig gøre i virkelighedens verden. Børn, der havner i en specialskole eller klasse, kan ikke tilegne sig den nødvendige viden og kan ikke engagere sig i en ellers dygtig og ambitiøs undervisning.
Disse specialtilbud er fri fantasi og i virkeligheden et parallelsamfund, hvor vi leger skole. Faktum er jo, at langt de fleste børn, hverken lærer at skrive, regne eller læse ordentlig. Efter 20 års erfaring med disse specialundervisningstilbud må jeg desværre konstatere, at der i de fleste specialskoler og klasser, slet ikke er tale om et læringsmiljø med reel undervisning. At kalde det et pasning- og opbevaringstilbud for samfundets fortabte børn, vil være mere korrekt.
Det er synd for børnene og det er sådan set også synd for lærerne. For selvfølgelig kan disse børn da ikke efterleve alle systemets forkromede krav om undervisning, læring og faglighed. De har jo ikke forudsætningen for det. Deres neurologiske forudsætning er slet ikke til stede. De døjer med syn, hørelse, koncentration, hukommelse, motorisk uro, sprog, finmotorik og sikkert meget mere.

Hvad bilder vi os ind? Hvordan skulle disse neurologisk umodne hjerner finde ud af at gå i skole, sidde stille og modtage læring?

Det er svært at gå i skole. Og det er nærmest umuligt at gå i skole, hvis hjernen ikke fungerer som den skal.
Det svarer til at tvinge Benjamin med en forstuvet ankel til at træne og spille med på fodboldholdet. Uanset, hvor meget man støtter hans ankel, binder den op, holder pauser og giver ham ekstra coaching, kan han ikke være med.
Derfor forlanger træneren, at han skal få anklen behandlet og beder ham om at blive hjemme, så  den dårlige ankel kan få ro og på et tidspunkt langsomt begynde at genoptræne den restituerede ankel. Målet er at komme tilbage på fodboldholdet til de kammerater og det sociale fælleskab han så gerne vil være en del af. Men han skal have forudsætningen først, hvilket bringer mig hen til selve løsningen.

Familien er svaret

Der findes ingen trylleformular til at behandle og dermed give disse børn forudsætningen for at gå i normal skole, men det kan lade sig gøre. Via det neurologiske program (NTS), der modner hjernen og styrker de fysiologiske forudsætninger, kan barnet hjerne forbedres og normaliseres. Det kan mange historier her på siden dokumentere. Det kræver imidlertid hårdt arbejde og en særlig indsats af os forældre.
Men hvordan i alverden kan jeg bede jer hårdtprøvede forældre om at yde en ekstra indsats og tage mere ansvar, midt i alle møderne, frustrationerne og fortvivlelsen?
Det kan jeg, fordi I er barnets kød og blod. Ingen andre i hele verden elsker jeres barn så højt som I gør. Og ingen vil gøre så meget for jeres barn som I vil, hvis I vel at bemærke fik de rette værktøjer. Jeg ved, at vidste I præcis, hvad I skulle gøre, så ville I også have gjort det for længe siden – også selvom I lige nu føler, at I ikke har de nødvendige ressourcer til at hjemmetræne og lave et krævende program.
Men mangel på ressourcer er ikke en permanent medfødt tilstand. Der ikke kan forandres. Ressourcer og energi kan vokse i os mennesker og kan komme i uanede mængder på få minutter. Det handler i første omgang om at få de små første sejre. At se sit barn forbedre sig. Se sit barn udvikle sig i en mere positiv retning, bare små bitte ting, kan få os forældre til at gå på vandet.
Forældre – og især mødre, har så meget styrke, at det nogen gange kan virke skræmmende.
Derfor handler det om at mobilisere denne styrke og selv tage ansvar for sit eget barn.
Det sundhedsfaglige system kommer ikke med nogen virkefuld løsning og specialskolen eller klassen er heller ikke en holdbar løsning.
Ingen i det etablerede system ved i virkeligheden, hvad man kan stille op med disse børn. De vil altid prøve på at symptombehandle og tilpasse omgivelserne til barnets særlige behov og man vil tilbyde støttepædagog, isolation eller medicin.
Jeg vil den modsatte vej. Jeg vil eliminere børnenes særlige behov og skabe de neurologiske forudsætninger, så de kan fungere i det normale skolesystem.
Behandling af disse børn er altså muligt, men det er vigtigt at holde sig for øje, at målet for behandlingen skal være at modne de grundlæggende funktioner i hjernen, og ikke blot afhjælpe de værste symptomer med terapi og pædagogik.

Spørg Hjernetips.dk

Ring på 70 20 60 27 (10-12 og 17-18).

Eller send os en e-mail, hvis du har spørgsmål.

dashed

tabletskolen_module.jpg
Debat om specialskoler og specialklasser.

dashed

Uddannelsesstatestik for elever efter 9 år i specialklasse

Uddannelse.jpg

dashed

Elever, der går fra specialtilbud til normalskole

Folkeskole.jpg

dashed

Magtanvendelse på specialskolerne

På tre ud af fire specialskoler bruger lærerne magt i det daglige over for børnene. Det dække over alt fra at ruske eleven, fastholde eleven, trække i dem eller tale højt direkte ind i ansigtet.
Men ofte er det helt unødigt. Skolelederne mener selv, at det kunne være undgået i 70 procent af tilfældene. Det viser en undersøgelse fra Center for Ligebehandling af Handikappede og Børnerådet til 218 specialskoler, hvoraf halvdelen har svaret.

Så mange procent af skolelederne mener, at følgende er magtanvendelse:
• Tale højt og direkte ind i ansigtet på eleven: 42%
• At ignorere eleven: 30%
• At ruske eleven: 92%
• At flytte eleven mod sin vilje: 88%
• At holde eleven fast: 88%
• At holde hovedet for at få øjenkontakt: 75%
• At føre eleven væk ved at holde om håndleddet: 44%

dashed

Bogerne.jpg

Det hele starter med disse to bøger. Klik på billede.

dashed